Jeg er 38 år, og jeg gik i skole i Taastrup i 90’erne. Dengang fungerede den typiske undervisning på den måde, at jeg og alle andre elever sad ved hvert vores lille bord og havde nøjagtigt de samme bøger i de samme fag, og vi arbejdede på samme tid med de samme ting.
Dengang skænkede jeg det naturligvis ikke en tanke, for jeg var jo et barn, og jeg havde aldrig oplevet andet. Skolen var, som skolen var.
Men i dag ved jeg, at det fungerede på nogenlunde samme måde, da mine forældre gik i folkeskole i 70’erne – og endnu mærkeligere: Det foregår faktisk også på nogenlunde samme måde her i 10’erne, hvor mine børn begynder i folkeskolen.
Er det ikke mærkeligt?
Rammerne for folkeskolen skal ændres
Tænk lige over det. Igennem fem årtier, hvor udviklingen på næsten alle områder er eksploderet fuldstændigt om ørerne på os, og hvor alt er digitalt, så er bøgerne i folkeskolen stadig de samme.
Busser kører selv, og køleskabe bestiller selv friske forsyninger, men alle børnene sidder stadig og læser i nøjagtigt den samme Søren og Mette-bog, som deres bedsteforældre havde for 50-60 år siden.
Ja ja, jeg ved godt, at jeg provokerer lidt, og at jeg karikerer det hele, og jeg vil også gerne understrege, at jeg absolut ikke langer ud efter lærerne eller folkeskolen her. De gør det forrygende. Der er sikkert plads til forbedring rundt omkring i de enkelte skoler – alt andet ville være mærkeligt – men først og fremmest arbejder skolerne inden for nogle overordnede både politiske og økonomiske rammer, som Folketinget og de enkelte byråd har sat.
Men måske var det tid til for alvor at sadle om – både i Folketinget og i byrådet.
Bedre differentiering af undervisningen
Hvis jeg lukker øjnene og drømmer lidt om, hvordan eksempelvis en matematiktime i folkeskolen kunne se ud, så får jeg dette billede frem:
Hver elev sidder med hver sin tablet og er logget ind på sin personlige profil i en ny matematik-app, der automatisk følger med elevens faglige niveau og dermed sikrer, at eleven får lige nøjagtigt de opgaver, som passer til eleven. Og i øvrigt også tager højde for, at børn lærer forskelligt – og det kan en gammeldags bog jo altså alt andet lige ikke på samme måde.
Det giver muligheder for at differentiere undervisningen til hver enkelt, uden at det overordnet inddeler klassen rent fysisk, og det giver dermed hver enkelte elev mulighed for at blive bedre til lige netop det, vedkommende har brug for.
Det samme koncept kan man forestille sig, når eleverne i geografi skal udpege hovedstæder på et verdenskort, eller når de i dansk skal rette kommaer i tekster. Det ville desuden være lettere at følge med i den enkelte elevs udvikling og undervejs give hjælp og støtte til de ting, som han eller hun har brug for.
Solrød Kommune skal have landets mest digitale folkeskole
Jo jo, der kan da også være noget nostalgisk-romantisk ved, at man alle sammen sidder og læser i en gammel støvet bog, hvor man kan se navnene på alle dem, der tidligere har haft den. Men mon ikke det først og fremmest er en forældertanke? Jeg tror ikke, at børnene kan se det nostalgiske i støvede og lasede bøger, når de alligevel er fuldt ud kapable i betjening af tablets af forskellig karakter.
Kunne det ikke være fedt, hvis medlemmerne af det nye byråd kiggede hinanden i øjnene og satte den ambition på Solrød Kommunes folkeskolers vegne, at vi skulle have Danmarks mest digitale folkeskole? At vi skulle være helt i front, hvad det angår?
Jeg synes egentlig, at det er en meget passende ambition at have, når vi ved, at vi både har midlerne og mulighederne, og at vores folkeskoler i forvejen er virkelig godt kørende med dygtig ledelse, gode lærere, engagerede forældre og ikke mindst hamrende dygtige elever.
Nå, men lad os da se, hvad det kan blive til. Uden store ambitioner kommer man i hvert fald ikke nogle vegne.
Kilde: Af Morten Scheelsbeck, konservativt byrådsmedlem og -kandidat, Solrød Kommune