Der er nyt håb for borgere i Solrød Strand, der i årevis har været generet af støj fra motorvejen.
Af Solrød Kommune – Viborher
Vejdirektoratet har placeret Solrød Strand som nummer fem på en prioriteret liste over områder, hvor etablering af støjskærme vurderes at kunne give mest støjreduktion for pengene.
Placeringen er et positivt signal for Solrød Strand, men det betyder endnu ikke, at der er truffet beslutning om at etablere støjskærme langs motorvejen.
Det næste skridt er, at forligskredsen på Christiansborg skal tage stilling til, hvilke af de prioriterede områder der skal undersøges nærmere. Undersøgelserne skal blandt andet afdække mulighederne for at gennemføre konkrete støjreducerende tiltag.
Der er fortsat 1,36 milliarder kroner tilbage i statens nationale støjpulje, som skal fordeles mellem udvalgte projekter. Derfor er det glædeligt, at Solrød Strand ligger så højt på Vejdirektoratets prioriteringsliste.
Det lokale støjudvalg fortsætter arbejdet
Mens de politiske beslutninger afventes, fortsætter det lokale støjudvalg indsatsen for at få reduceret motorvejsstøjen i Solrød Kommune.
Udvalget arbejder fortsat på at skabe opmærksomhed om støjproblemerne og lægge pres på politikerne på Christiansborg, så Solrød Strand bliver prioriteret, når der skal træffes beslutning om de kommende støjprojekter.
For de mange borgere, der dagligt oplever gener fra motorvejsstøjen, er placeringen på listen et vigtigt skridt i den rigtige retning. Men der er fortsat et stykke vej, før en eventuel etablering af støjskærme kan blive en realitet.


