Sundhed tættere på borgeren? Ikke nødvendigvis i Solrød
Af Emil Blücher
Sundhedsreformen bliver solgt som et løft af sundhedsvæsenet tæt på borgerne. Intentionen er god. Men når man bor i Solrød, er det også helt rimeligt at spørge: Bliver det egentlig bedre her, eller risikerer vi at miste noget af det, der allerede fungerer?
Reformen er ikke lavet til Solrød
Når vi taler om sundhedsvæsenet i vores kommune, står vi helt overordnet set et godt sted. Vi har en fornuftig lægedækning, især hvis man sammenligner med kommunerne længere sydpå. Der er kort afstand til både universitetshospitalet i Køge og Roskilde. Og vi har lokale tilbud, der fungerer i praksis, blandt andet akutsygeplejen og de midlertidige sengepladser, som lokalt er kendt som rehabiliteringsafsnittet på Christians Have.
Set med mine briller er sundhedsreformen derfor ikke skabt med det hovedformål at give Solrød et væsentligt bedre sundhedsvæsen. Reformen er først og fremmest et svar på ulighed i sundhed. Det bliver tydeligt, når man ser mod Lolland-Falster, hvor afstande, sygdomsbillede og lægedækning er noget helt andet end hos os.
Drømmescenariet er selvfølgelig, at reformen løfter niveauet for alle. Men hvis vi forventer et markant løft i en kommune, der allerede står fornuftigt, risikerer vi at blive skuffede. Jeg tror derfor i højere grad, at vores opgave bliver at sikre, at reformen ikke sker på bekostning af det, der allerede fungerer godt i Solrød Kommune.
Kommer vi skævt fra start?
Hvis man vil vurdere, om reformen lykkes, er der én test, der er svær at komme uden om: Flytter pengene og kapaciteten sig derhen, hvor behovet er størst?
Det leder også til et konkret eksempel, som flere i både Havdrup og strandområdet kender: Det kan være svært at få en ny praktiserende læge. Flere lægehuse har lukket for nye patienter, og så bliver valgfriheden begrænset. Man må tage til takke med de muligheder, der er.
Men her bliver vi nødt til at se realiteterne i øjnene. I mange andre kommuner handler det ikke om valgfrihed, men om tilgængelighed. Nogle steder kan borgerne slet ikke finde en læge, der tager patienter ind. Og hvis reformen skal give mening, vil nye ydernumre og ny kapacitet naturligt blive prioriteret dér, hvor manglen er størst. Det betyder, at vores udfordringer med valgfrihed næppe står øverst på to do-listen i sundhedsrådet. Ikke fordi de ikke er virkelige, men fordi andres problemer er større.
Netop derfor bliver økonomien i de enkelte sundhedsråd afgørende. Vi bliver en del af sundhedsrådet Østsjælland og Øerne sammen med blandt andet Lolland, Guldborgsund og Vordingborg. Det er kommuner med langt større socioøkonomiske udfordringer, end vi har i Solrød, og hvor uligheden i sundhed kan mærkes direkte i hverdagen. Hvis reformen skal skabe mere lighed, bør det derfor være her, man tydeligt kan se et løft.
Derfor er det også fair at spørge: Kommer vi skævt fra start? For i det indledende arbejde med at etablere de nye sundhedsråd står sundhedsrådet Østsjælland og Øerne til at få færre kroner pr. borger end områder i Nordsjælland og dele af Københavns omegn. Det er svært at få til at hænge sammen, hvis pengene skal følge behovet.
Et særligt fokuspunkt fra min side er derfor, at intentionerne i reformen kun bliver til virkelighed, hvis økonomien faktisk gør det muligt at løfte de steder, der har størst behov.
Vi skulle nødigt ende i en situation, hvor borgerne på Lolland-Falster ikke får det løft, de er blevet stillet i udsigt, samtidig med at det i værste fald sker på bekostning af den kvalitet, som vi er vant til i kommuner som Solrød.
Det er her, vores opgave ligger. Vi skal bakke op om, at uligheden i sundhed bliver mindre, og vi skal arbejde for, at vores sundhedsråd får en tilstrækkelig økonomi. Både af hensyn til dem, der har det sværest, og af hensyn til, at Solrød-borgerne ikke ender med at betale prisen i form af dårligere nærhed og længere vej til hjælp.
Når lokale tilbud flytter, kan “nærhed” blive mere bøvl
Noget af det, der overraskede flere, da vi introducerede reformen for det nye byråd, var, hvor store ændringer den kan betyde lokalt. Vi har i dag nogle tilbud, mange tager for givet, netop fordi de virker. Og det er ofte først, når noget ændrer sig, at man opdager, hvor meget det betyder i hverdagen.
Genoptræningen er et godt eksempel. Her ser det heldigvis ud til, at vi fortsætter med den almindelige genoptræning, mens den specialiserede del flytter over til regionen. Genoptræningscenteret i det tidligere posthus i Solrød vil altså bestå, men borgere med mere komplekse behov bliver i højere grad sendt videre i systemet. Det giver på mange måder mening. Men det kan også betyde flere overgange og flere steder, hvor ting kan gå skævt, hvis samarbejdet ikke fungerer i praksis. For borgeren er det ikke ligegyldigt, om man skal forholde sig til én samlet indsats, eller om man pludselig bliver en sag, der skal sendes mellem flere enheder.
Det samme gælder akutsygeplejen, som i dag er tæt koblet på vores hjemme- og sygepleje. Når den del flytter til regionen, kan man miste noget af den lokale viden og de korte veje, der gør, at borgeren ikke bliver en kastebold i systemet.
Regionen siger i den forbindelse, at man skal kunne få hjælp inden for en halv time. Det lyder betryggende, men det rejser også et helt konkret spørgsmål: Kan man levere det på samme niveau, når et meget stort geografisk område skal dækkes?
Derfor kommer vi i Solrød til at følge reformen tæt. Og vi kommer til at holde fast i det simple mål, som alle kan forstå: At reformen skal kunne mærkes som en forbedring dér, hvor behovet er størst, uden at det sker på bekostning af den tryghed og kvalitet, som borgerne her i kommunen forventer med rette.