Nu må nogen rejse en statue af pædagogerne
I går rendte jeg ind i en bekendt og vi tog os tid til at slå en sludder af, selv om vi begge har en travl hverdag. Det var hyggeligt at se hende, og det var godt at få en opdatering på, hvordan det går hende og hendes familie.
Hun nævnte, at hun lige havde været syg, og hvor møgirriterende det var at være sat udenfor døren og ovenikøbet hverken have lyst til kaffe med pisket mælkeskum, ostemadder på hjemmebagt brød og heller ikke brække en hel plade chokolade i stykker og konsumere det hele på rekordtid.
Det kunne jeg godt forstå, så på stedet formulere jeg et par trøstende ord, og så snakkede vi ellers videre om noget helt andet.
På vej hjem slog det mig, at denne bekendte ikke er den eneste, jeg kender, som er pædagog. Hun er heller ikke den eneste pædagog, der er gået gennem vinderen med en hale af sygemeldinger bag sig. Min anden bekendt har også brugt en formue i papirlommetørklæder, næsespray, kamillete, strepsil og hvad ved jeg.
De elsker ungerne
Er det egentlig rimeligt? Jeg mener, pædagogerne får jo ikke ligefrem nogen fyrstelig løn og en pensionsopsparing, der kan sende dem til Caribien eller Hawaii et par gange hver vinter. De tager uddannelsen til enten pædagog eller pædagogisk assistent, fordi de elsker de unger, de skal arbejde med, og de vil hellere end noget andet i hele verden give dem en god start på livet.
De bør være alle forældres helte. Hverdagens helte, der giver vores børn den omsorg, vi ikke selv kan give, fordi vi er nødt til at haste på arbejde og tjene en masse penge til de offentlige kasser og så lidt til os selv, så vi kan få tag over hovedet og mad på bordet. Sådan har vi indrettet vores samfund, og det kan vi have forskellige holdninger til, og den debat kan vi så tage på et andet tidspunkt
En ting er, at det er møgubehageligt at være sygemeldt den halve vinter med forkølelser, influenza eller maveonder. Noget andet er, at det forplanter sig til de øvrige ansatte, når der er en, der ikke møder en morgen.
De andre skal pludselig passe endnu flere børn, og normeringen er rigelig stram i forvejen.
Det er sådan noget, man kan gøre en gang imellem, men når der hele vinteren er nogen syge, så påvirker det i uheldig retning. Stakkels unger, og stakkels pædagoger. Og ikke mindst den, der skal planlægge og få enderne til at hænge sammen.
Økonomien er som kviksand
Nu kan man jo sige, at det hele peger tilbage til rådhuset, administrationen og ikke mindst politikerne. Og det er såmænd rigtigt nok, men den offentlige økonomi er som kviksand. Piller vi et sted, bliver det meget værre et andet. Jeg ville ønske, jeg havde en tryllestav, for så ville vi alle sammen få det så godt.
Inden vi går helt i stykker af lutter opgivelse, så skal det også sige, at vi har skabt et samfund som mange misunder os. Med rette.
Helt galt er det altså ikke, men jeg synes stadig, det er synd for de små unger, der bliver sendt i institution med snot i hovedet, og det er synd for de pædagoger, der samler snottet op, så de må blive hjemme et par dage. Og det er synd for de andre pædagoger, der skal påtage sig endnu mere arbejde, og det er synd for den, der skal forsøge at få det hele til at hænge sammen.
Desværre har jeg ikke magt til at give pædagogerne lønforhøjelse, længere ferier, store julegaver eller rejse statuer til deres ære, men jeg kan i mangel af andet vil jeg gerne opfordre til, at vi alle sammen sender nogle venlige tanker til pædagogerne, der gør et enestående arbejde.
Brian Mørch, Byrådsmedlem
Danmarksdemokraterne.