De vidste godt, at det kunne blive slemt. Men de havde alligevel aldrig drømt om at stå i den situation, de nu er endt i. Genhuset i Køge og med et hus i den sydlige del af Solrød, som de ikke helt ved om er værd at bygge op igen – og som i hvert fald er helt usælgeligt.
Peter Kanstrup og hans hustru Maiken og datteren Hannah har siden 2011 boet på Rørsangervej i Jersie. Huset var kun to år gammelt, da de købte det, og det ligger i førsterække til de naturskønne omgivelser.
Midt i oktober fik familien advarslen om stormfloden, der ville ramme Danmark, og de vidste, at deres hus var i fare. At de muligvis skulle evakueres.
– Vi blev hjemme fra arbejde for at hente sandsække og beskytte huset bedst muligt og bygge en barriere. Vi fik endda en forsikringsagent fra Tryg ud for at tjekke, at vi havde gjort alt, vi kunne – og det bekræftede han, forklarer Peter Kanstrup om dagen, der ændrede deres liv.
Bølger skvulpede mod vinduer
Allerede ved 16-17-tiden kom vandet ind i haven. Parret fik nogle venner til at komme og hjælpe med håndklæder og lægge sanitetsfuger og hælde vand ud i badekarret. Men der gik ikke lang tid, før vandet kom igennem dørsprækkerne. Det moderne hus har nemlig vinduer og døre fra gulv til loft i alle rum.
– Vi holdt egentlig vandet i skak ved at få vandet væk i brusenichen. Men så blev kloakkerne fyldt, og det sprøjtede ud med kloakvand fra håndvaske, toiletter og brusenicher. Og det gik bare stærkt. Også selvom vi havde flyttet en masse ting op på borde og andet, begyndte der en kamp for at redde det, for vandstanden blev højere og højere. Der var vand i senge og skabe. Kl. 2, hvor det var allerværst, var der høje bølger i vores have, og det skvulpede ind på ruderne med tang, plastik og træstykker, der lå i vandet. Her var vi virkelig bange for, at ruderne smadrede, forklarer Peter om den forfærdelige nat.
Til sidste kørte parret – datteren var blevet evakueret tidligere gennem vandmasserne og over til en veninde – væk fra huset og hjem til familiemedlemmer, der bor i Jersie.
– Det var meget voldsomt, og vi er meget kede af ødelæggelserne. Min datter havde en nostalgikasse med alle mulige kreative ting, hun har lavet, fra hun var lille, og den overså vi desværre i et skab. Det var virkelig frustrerende, for det er jo ting, man aldrig får igen, siger han.
Ramt for anden gang
Efter stormen begyndte en lang kamp. Der blev erklæret stormflod i området, og boligejerne var dermed dækket af stormflodssikringen. Det betyder, skaderne dækkes af stormflodssikringen fra staten. Ens private forsikring dækker ikke noget, og de har ikke nogen forsikring at tilbyde.
Peter og Maiken stod dog helt på bar bund og skulle genhuses, flytte, pakke ned og finde håndværkere til det ødelagte hus. Og her var alt virkelig ødelagt. Alt indtil de rå mursten skulle rives ned, for der skulle tørres med affugtere og tørremaskiner. Og maskinerne står der stadig i parrets hus på Rørsangervej.
De var nemlig næsten blevet færdige med at tørre, indtil uvejret og regnen ramte igen lige efter nytår og skabte oversvømmelser igen. Anden gang blev der ikke erklæret stormflod, og alle skaderne herfra står de altså selv med udgifterne til.
Står med en kæmperegning
Peter og Maiken har indtil videre fået 0 kr. fra stormflodsikringen, selvom de allerede har lagt flere hundredetusinde ud for reparationerne.
– Der er familier i området, der ikke selv har kunne lægge pengene ud til håndværkerne, og de kan så ikke få renoveret og står med det hele selv. Alle husejere hernede er ramte på forskellige måder. Men fælles er, at vi er stavnsbundet i vores område, forklarer Peter.
Stormflodssikringen er også restriktiv på den måde, at man kun får dækket nyprisen for ens ting, til de er to år gamle. Derefter får man kun 60 % dækket, selvom man skal ud at betale 100 % for at få det erstattet. Derudover er der en selvrisiko på 30.000 – så uanset hvad står de ramte med en kæmperegning selv.
Forsikringen dækker også kun ting, der har taget skade indenfor.
– Vi havde tre skure med alt fra cykler til julepynt, der er blevet ødelagt. Haveborde og krukker er smadret, og haven er maltrakteret af de mange ton siv, der ligger i haven. Og vi kan ikke gøre noget, siger Peter.
– Det er en katastrofe for os i området. Når der ikke er kystsikring, giver det ikke mening at bygge vores hus op igen, for vandet kan ramme igen, siger Peter.
Ingen hjælp fra Solrød Kommune
Solrød Kommune har de heller ikke fået meget hjælp fra. Hverken før, under eller efter oversvømmelserne.
– Det er udlagt som om, vi har bekæmpet kystsikringen. Men det passer ikke – vi er bare kommet med andre forslag. Vi fik heller ikke hjælp under oversvømmelsen – det var først, da Beredskabet kom og pumpede vand væk, at der skete noget. Og bagefter har vi spurgt om hjælp til at få kørt de mange ton siv væk – men der har vi også fået nej. Jeg ved godt, vi er en privat vej, men det er borgere, der står i en forfærdelig situation – og der har vi bare oplevet en afvisende kommune, lyder det fra Peter og fortsætter: – Vi er stavnsbundet, indtil der kommer kystsikring. For der er jo tale om et fredet område.
Peter har netop været med til et møde omkring kystsikringen med kommunen, og som det ser ud nu, går der op til tre år, før en kystsikring er etableret, da området er fredet og dermed kræver ekstra meget arbejde.
– Vi ender nok med at lave noget kystsikring selv, lyder det fra Peter.
Mange svære dilemmaer
Lige nu bor familien i Køge, og de går lige nu og overvejer, om de skal genopbygge – og om de skal gøre det billigt eller dyrt. Om de selv skal bygge noget kystsikring op.
– Det er et kæmpe dilemma, og ingen køber huset, før der er kystsikring. Vi er meget frustrerede og stressede, og det er meget hårdt. Og uanset hvad ender vi med en kæmpestor regning. For nogle familier i området er det endnu sværere. For de har måske ingen friværdi eller har lånt for meget i huset. Og de kan ikke sælge. Det er meget trist, siger han.
Hans håb er, at der bliver kigget på stormflodssikringen og den måde, det bliver gjort på. For at få kun 60 % af, hvad det koster – og i øvrigt at skulle lægge mange penge ud selv, sætter familierne i helt forfærdelige situationer.
– Jeg håber, det gør en forskel, at jeg fortæller min historie, slutter Peter.
Kilde: Viborher