Close Menu
VIBORHER – Solrød
    Facebook X (Twitter) Instagram
    VIBORHER – Solrød
    • NYHEDER
    • KOMMUNE
    • KIRKERNE
    • BIBLIOTEK/KULTURHUS
    • 112
    • SPORT
    • DEBAT/LÆSERBREVE
    VIBORHER – Solrød

    Kronik af Emil Blücher

    0
    By Lotte Bøgevig on 24. juli 2026 DEBATINDLÆG, LÆSERBREVE, NYHEDER

    Et halvt år inde i den nye byrådsperiode er samarbejdet i byrådet ved at finde sin form, og jeg har selv fået mere ro på borgmesterhverdagen.

    Af Emil Blücher

    Selvom kommunalvalget efterhånden føles som længe siden, sker det stadig, at nogen lykønsker mig med resultatet. Ofte bliver det fulgt af to spørgsmål: Hvordan går det med samarbejdet i det nye byråd? Og hvordan går det egentlig med dig?

    Sommerferien giver en kærkommen anledning til at stoppe lidt op og svare på netop de spørgsmål. For der har været fart over feltet, siden det nye byråd trådte sammen ved årsskiftet. Men først og fremmest: Rigtig god sommer.

    Et nyt byråd skal finde sine ben

    10 af byrådets 19 medlemmer er nyvalgte. Det er mere end halvdelen, og derfor har vi naturligt brugt en del tid på at få alle godt ind i arbejdet og på at finde hinanden, både politisk og menneskeligt.

    Man lærer ikke kommunens mange områder, arbejdsgange og uskrevne regler på nogle få uger. Og et nyt byråd lærer heller ikke hinanden ordentligt at kende hen over et enkelt møde. Det tager tid.

    I Liberal Alliance er vi samtidig gået fra tre til syv medlemmer. Det er selvfølgelig et resultat, jeg er utrolig glad for, men det betyder også, at vi har skullet lære at arbejde sammen på en helt ny måde. I sidste valgperiode var vi kun tre i vores byrådsgruppe, og vi havde ingen suppleanter. Hvis en af os blev syg eller på anden måde var forhindret, stod der derfor en tom stol i byrådssalen. Med et spinkelt flertal kunne det i værste fald få betydning for en afstemning. Det gav en grundlæggende usikkerhed, som hele tiden lå i baghovedet.

    Nu er vi et større hold, og der er flere til at deles om opgaverne. Samtidig er Carl Andersen blevet gruppeformand for os. I sidste valgperiode fungerede jeg i praksis både som borgmester og gruppeformand, og de to kasketter kunne af og til være lidt bøvlede at have på samtidig, især i byrådssalen.

    Som borgmester skal jeg lede møderne og have blik for hele byrådet. Som Liberal Alliances politiske leder har jeg naturligvis også holdninger og ønsker til debatten. Nu kan Carl eller vores ordførere i højere grad tage debatten set gennem Liberal Alliances briller, mens jeg kan koncentrere mig om borgmesterrollen. Jeg blander mig selvfølgelig stadig i den politiske debat, men rollefordelingen er blevet tydeligere.

    Uenighed uden dårlig stemning

    Mange spørger også, om samarbejdet i byrådet er blevet bedre. Det spørgsmål kommer nok, fordi der i den forrige periode indimellem var knas mellem flertallet og oppositionen.

    Her kommer nogle af de nye byrådsmedlemmer af og til med en fin påmindelse. Når vi, der også sad i det gamle byråd, taler om samarbejdsklimaet, kommer vi let til at tage gamle erfaringer og konflikter med ind i fortællingen om det nye byråd. De nyvalgte minder os med god ret om, at de ikke var en del af den historie, og at det nye byråd skal bedømmes på sine egne handlinger.

    Mit indtryk efter det første halve år, er i den forbindelse positivt. Stemningen er for det meste god, og jeg oplever en reel vilje til at samarbejde. Det betyder ikke, at vi er enige om alt. Det ville også være mærkeligt, når otte forskellige partier er valgt på forskellige holdninger og løfter.

    Et lille, men konkret tegn på det bredere samarbejde er, at SF har tiltrådt budgetaftalen. Dermed er syv af byrådets otte partier nu med i den kreds, der sætter de overordnede rammer for kommunens økonomi.

    Det brede samarbejde viste sig senest, da vi før sommer fordelte cirka 25 millioner kroner fra salget af Solrød Biogas. Pengene skal blandt andet bruges på forskellige tiltag på folkeskoleområdet, totalrenovering og nyopførelse af legepladser, renovering af udeområder, en styrkelse af indsatsen mod motorvejsstøj og en helhedsplan for Jersie Strand. Vi tager også de næste skridt mod en mulig tunnel under jernbanen ved Havdrup Station og sætter gang i arbejdet med ny skov ved Solrød Landsby.

    Det er mange forskellige ønsker samlet i én aftale. Sådan skal det også være, når syv partier finder løsninger sammen. Ingen får alt, men alle får sat aftryk, og borgerne får konkrete forbedringer forskellige steder i kommunen.

    Efter sommerferien går arbejdet med budgettet for 2027 for alvor i gang. Det bliver næste store prøve på, om vi kan fastholde det brede samarbejde, når der skal prioriteres mellem forskellige ønsker.

    Nye opgaver uden for kommunegrænsen

    Personligt har det første halve år også budt på en stor ny opgave. Jeg er blevet medlem af KL’s bestyrelse og formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Digitaliseringsudvalg.

    I udvalget repræsenterer vi landets 98 kommuner på områder som beskæftigelsesindsatsen, Ukraineindsatsen, kunstig intelligens, cybersikkerhed og digital suverænitet. Her skal vi blandt andet sikre, at kommunernes erfaringer og interesser bliver hørt af regeringen og Folketinget.

    Det digitale område falder mig relativt naturligt, fordi jeg arbejdede i branchen, før jeg blev borgmester. På arbejdsmarkedsområdet er læringskurven stejlere. Som borgmester sidder man normalt ikke i kommunens fagudvalg, og derfor har jeg hidtil ikke haft samme mulighed for at komme helt ned i detaljerne på området.

    Nu får jeg lov til at få fingrene længere ned i kagedejen. Det sker samtidig med, at hele beskæftigelsesindsatsen er under forandring, så tidspunktet kunne næsten ikke være mere spændende.

    At jeg kan afsætte den nødvendige tid til arbejdet i KL, skyldes i høj grad, at vi under konstitueringen i Solrød valgte at dele ansvaret ud på flere hænder. Jeg sidder eksempelvis ikke i forsyningsselskaberne eller i sundhedsrådet, som mange andre borgmestre gør. De opgaver bliver varetaget af andre dygtige byrådsmedlemmer fra vores kommune.

    Folketingsvalget og den lange regeringsdannelse satte flere ting på pause. Lokalt gjorde det blandt andet arbejdet med motorvejsstøjen vanskeligere. Her har vi brug for at tale med både ministeren og Folketingets transportordførere, men den politiske interessevaretagelse måtte naturligt vente, indtil den nye regering og de politiske roller var faldet på plads.

    Den lange regeringsdannelse kunne også mærkes i KL, hvor den nye bestyrelse og de politiske udvalg kom senere fra start end normalt. Da regeringen endelig var på plads, blev årets økonomiforhandlinger mellem KL og regeringen til gengæld presset sammen til tre intense dage frem for de cirka tre uger, der normalt er afsat. Det var en noget kontant introduktion til arbejdet i KL’s bestyrelse.

    Noget at glæde sig til

    Alt i alt synes jeg, at det nye byråd er kommet godt fra start. Vi er stadig ved at lære hinanden og vores roller at kende, men der er mere ro på, samarbejdet er blevet bredere, og vi har allerede vist, at vi kan samle os om konkrete beslutninger.

    Nu venter forhåbentlig nogle gode sommeruger, inden budgetarbejdet og den politiske hverdag igen tager fart.

    Noget af det, jeg i særdeleshed glæder mig til efter ferien, er, at Solrød skal være vært for Havets Folkemøde. Det foregår lørdag den 22. august klokken 11-16 ved Strandens Hus og bliver en dag med debat, oplevelser og aktiviteter for både børn og voksne, alt sammen med vores hav og Køge Bugt i centrum.

    Jeg håber, at mange vil kigge forbi og være med.

    Og indtil da: Rigtig god sommer.

    Deltag i debatten
    Share. Facebook Twitter Email

    Læs også

    Medaljer til Budokan Karate Solrød ved VM

    PostNord Danmark Rundt kører gennem kommunen på søndag

    Tag med til Indien – uden at forlade Jersie

    Vi siger hjertelig tak for 13 år!

    Nogle timer i stilhed: Prøv stille-retræte i Jersie Kirke

    Før han flyttede til Solrød, spillede Henning Sørensen side om side med de største danske musikere

    Klumme af Brian Mørch

    Ieva skal fortælle historierne fra kirkens fællesskaber

    Brandvæsenet åbner portene for hele familien

    Flere legepladser skal give mere liv i hverdagen

    Carsten Schmidt markerer 50 år hos Solrød El-forretning

    Professionel julefrokost med Solrød Strand Badminton

    Lokale FDFere viste fællesskabet frem for Emil Blücher

    Den nye Ældrelov er et fokusområde for Solrød Ældreråd.

    Vis os planen – ellers føles arbejdet som stilstand

    Solrød-talent udtaget til Youth Olympic Games 2026

    Nu kan du nominere årets ildsjæle til Frivilligfesten 2026

    Første spadestik til nyt klubhus ved Solrød FC

    Gratis yoga og åndedræt på stranden ved Strandes Hus

    Nyt AI-projekt skal skabe mere tid til dig som borger

    annonce
    TILMELD NYHEDSBREVET

    FACEBOOK
    Vi bor her
    • SENESTE NYT
    • MEST LÆSTE
    29. juli 2026

    Medaljer til Budokan Karate Solrød ved VM

    29. juli 2026

    PostNord Danmark Rundt kører gennem kommunen på søndag

    26. juli 2026

    Tag med til Indien – uden at forlade Jersie

    26. juli 2026

    Vi siger hjertelig tak for 13 år!

    26. juli 2026

    Nogle timer i stilhed: Prøv stille-retræte i Jersie Kirke

    27. oktober 2025

    Klumme af Brian Mørch

    27. oktober 2025

    REMA 1000 fylder 1 år

    27. oktober 2025

    Morten Scheelsbecks visioner for Solrød Center

    27. oktober 2025

    Solrød Centerforening: Tak for et inspirerende borgermøde – nu skal visionerne blive til virkelighed

    27. oktober 2025

    SFs visioner for Solrød Center

    annonce
    • rel="nofollow"
    annonce
    annonce
    Arlo Medier
    2680 Solrød Strand
    Telefon: 4038 1501
    E-mail: arlomedier@gmail.com
    Copyright Viborher.dk
    KONTAKT OS
    • SALGSAFDELINGEN
    • REDAKTIONEN
    • ADMINISTRATION
    © 2026 ThemeSphere. Designed by ThemeSphere.

    Type above and press Enter to search. Press Esc to cancel.