Hvem har egentlig hånden på rattet
Af Brian Mørch, byrådsmedlem i Solrød for Danmarksdemokraterne
Prøv at se hende for dig. Hun sidder ved køkkenbordet med et brev fra kommunen. Hun har læst det to gange.
Ordene kan hun godt forstå hver for sig, men hun er stadig i tvivl om, hvad brevet betyder for hende. Hun overvejer at ringe til sin datter. Så kigger hun på uret. Datteren er på arbejde, og hun vil jo heller ikke forstyrre igen.
Det er en tænkt situation. Men jeg tror, mange af os kan genkende den. Måske har vi selv siddet med brevet.
Måske er vi den søn eller datter, der bliver ringet til.
Når jeg tænker over kunstig intelligens, er det også hende ved køkkenbordet jeg tænker på. For hvis et nyt værktøj kan hjælpe hende med at forstå et svært brev og finde ud af, hvad hun skal gøre, så er det da værd at glæde sig over. Det samme gælder den ordblinde, der får hjælp til at skrive en besked, eller den lille erhvervsdrivende, der får lettere ved at klare papirarbejdet efter en lang dag.
Jeg har arbejdet med IT i mange år og kan stadig blive imponeret. Man stiller et spørgsmål, og få sekunder senere er der hjælp at hente. En forklaring eller en idé, som får én videre. Jeg har bestemt ikke lyst til at stå og ryste på hovedet ad alt det nye.
Men jeg bliver også urolig. Især når svaret lyder så sikkert, at man næsten glemmer at undersøge, om det passer.
For hvad hjælper det hende ved køkkenbordet, hvis forklaringen er venlig og let at læse, men forkert? Hun skulle gerne blive klogere på sine muligheder. Ikke ende med at opgive noget, hun kunne have fået hjælp til.
Derfor synes jeg, vi skal være nysgerrige på, hvordan vi kan bruge teknologien ordentligt i Solrød. Jeg kunne godt se en mulighed i at lade den hjælpe med at forberede sager i forvaltningen. Skabe overblik i mange dokumenter, pege på oplysninger, der mangler, og hjælpe medarbejderen med at finde relevante regler. Det skal undersøges og afprøves grundigt, men potentialet er værd at tage alvorligt.
Jeg kunne især ønske mig et ekstra gennemsyn, inden brevet bliver sendt. Har vi svaret på det, borgeren faktisk spørger om? Har vi forklaret mulighederne, og er der noget vigtigt, vi har overset? Måske kunne sådan et værktøj hjælpe medarbejderen med at opdage en mangel, mens der endnu er tid til at rette den.
Så ville teknologien kunne mærkes helt ude ved køkkenbordet.
Men ansvaret skal blive hos mennesker, der har fagligheden til at kontrollere arbejdet. Et system kan foreslå en forkert regel og overse en afgørende oplysning. Vi skal også passe ordentligt på de følsomme oplysninger, borgerne betror os. Og når nogen spørger, hvorfor deres sag er vurderet, som den er, skal de kunne få en forståelig forklaring fra et menneske, der tager ansvar.
Min bekymring rækker også ud over kommunen. Billeder og stemmer kan efterlignes, og en falsk video kan ligne virkeligheden. Som far tænker jeg på, hvad vores børn skal lære at stole på. Som politiker tænker jeg på, hvor hurtigt en løgn kan få fat, før nogen når at standse op.
Jeg har ikke alle svarene. Men jeg vil gerne være med til at stille spørgsmålene og tage de gode muligheder alvorligt.
Og hende ved køkkenbordet? Jeg håber, at vi bruger teknologien, så hun får et brev, hun forstår. Og at der er tid til at tage telefonen, hvis hun alligevel ringer.