Frem til den 1. december 2026 er det nu muligt at søge om optagelse på grundlisten over lægdommere.
Af Solrød Kommune
I Danmark er der tradition for, at almindelige borgere er domsmænd og nævninge i visse straffesager, hvor de skal hjælpe rettens juridiske dommere med at dømme.
Solrød Kommunes grundlisteudvalg søger nu lægdommere for perioden fra 1. januar 2028 til 31. december 2031.
Alle borgere, der opfylder en række kriterier, kan frem til den 1. december 2026 søge om at blive lægdommer.
Kriterierne og yderligere information om det at være lægdommer kan ses på Solrød Kommunes hjemmeside.
Nævninge og domsmænd kaldes som en samlet betegnelse for lægdommere og skal afspejle befolkningen bredt på tværs af køn, alder, uddannelse, beskæftigelse og etnisk oprindelse. Solrød Kommune skal udpege 84 personer som lægdommere til Østre Landsret.
Fakta
Grundlisteudvalget i Solrød Kommune udarbejder en grundliste med borgere og sender den til landsretten. Lægdommere vælges af landsrettens præsident ved lodtrækning blandt de personer, som står på grundlisterne fra alle 98 kommune.
Solrød Kommunes Grundlisteudvalg er nedsat i henhold til retsplejeloven, samt bekendtgørelse nr. 809 af 5. december 1990 om grundlister.


