Efter flere års pause har Nichlas Martin Kronborg-Jespersen fra Havdrup fundet tilbage til musikken. Det er især arbejdet med børn og unge, der har fået ham til at gribe mikrofonen igen.
Af Viborher
Til daglig arbejder Nichlas Martin Kronborg-Jespersen som pædagog på Sct. Nicolai Skole og Strandgårdens SFO i Køge. I fritiden er han næstformand og ungdomsansvarlig i Havdrup Fodbold. Men han har også en anden side, som nu igen har fået plads i hverdagen.
Under kunstnernavnet N. Jay har han netop udgivet rapalbummet Veststien med syv numre.
Musikken er ellers ikke noget nyt for ham. Han har rappet i mange år og tidligere udgivet musik, men på et tidspunkt forsvandt lysten. Han blev far, og familielivet og hverdagens mange gøremål kom til at fylde mere.
Det var først gennem arbejdet med børn og unge, at interessen for alvor vendte tilbage.
Fik inspiration fra eleverne
Som en del af sit arbejde på skolen hjælper Nichlas Martin Kronborg-Jespersen med musikundervisningen, hvor eleverne blandt andet arbejder med rap.
Her har han brugt meget tid på at opmuntre de unge til at tro på sig selv, sætte ord på deres tanker og turde prøve noget nyt. Også de elever, som indimellem har svært ved at finde motivationen i skolen.
Men på et tidspunkt begyndte han at tænke over sine egne råd.
– En dag slog det mig, at jeg ikke kan stå og prædike over for de unge, at de skal forfølge deres drømme og være kreative, hvis jeg ikke selv tør gøre det, fortæller han.
Elevernes engagement og gåpåmod smittede af, og efter flere års pause fandt han igen vej til studiet og mikrofonen.
Et personligt album
Resultatet er albummet Veststien, der blandt andet indeholder numrene F.A.R., Mors Dag og Ud Af Intet.
Ifølge Nichlas Martin Kronborg-Jespersen er det et personligt album, hvor han sætter ord på både livets gode og svære sider, personlig udvikling og det at finde fodfæste igen.
Men udgivelsen handler ikke kun om at vende tilbage til musikken. Han håber også, at den kan inspirere børn og unge i Havdrup, Solrød og Køge til selv at turde følge deres interesser og drømme.
For ham er budskabet, at det aldrig er for sent at kaste sig ud i noget kreativt, heller ikke selv om man har holdt en lang pause.
Albummet Veststien kan høres på Spotify og øvrige streamingtjenester.



