Næsten 100 frivillige gik på gaden ved søndagens landsindsamling. Én af dem kom hjem med mere end 9.000 kroner.
Af Brian Christensen
Borgerne i Solrød, Greve, Tune, Karlslunde og Havdrup tog godt imod Røde Kors’ indsamlere søndag den 4. oktober. Så godt, at den lokale afdeling satte ny indsamlingsrekord.
Næsten 100 frivillige samlede godt 140.000 kroner ind i det smukke efterårsvejr. Dermed blev sidste års resultat på 130.000 kroner slået.
”Røde Kors Solrød-Greve vil gerne takke både de mange borgere, der gav et bidrag, og de frivillige, der brugte deres søndag på at samle ind for at hjælpe mennesker i nød,” lyder det fra indsamlingsleder Belinda Thune.
For indsamlingsteamet bød dagen på smil, glade gensyn, stolte børn og gode historier fra ruterne.
En af dagens store præstationer stod Jørgen G. Nielsen fra Greve for. Han samlede mere end 9.000 kroner ind og blev dermed igen i år afdelingens topindsamler. Sidste år nåede han 7.030 kroner. I år løftede han altså sit resultat med næsten 2.000 kroner og vandt den lokale indsamlingspræmie.
Det indsamlede beløb kan gøre en stor forskel. Ifølge Røde Kors’ beregninger svarer 140.000 kroner eksempelvis til livsvigtig lægehjælp til 560 børn eller mad til 2.800 børn i en halv måned. I Danmark svarer beløbet til at sende 47 familier på ferielejr i fire dage.
På landsplan var mere end 16.000 indsamlere var på søndag. De sikrede tilsammen et resultat på 15 millioner kroner, hvilket er én million mere end sidste år og to mere end året før.
Næste landsindsamling finder sted søndag 3. oktober 2027.
Her håber Røde Kors Solrød-Greve at få over 100 indsamlere på ruterne og løfte resultatet til mere end 150.000 kroner.



