Kommunaløkonomi er uhyre kompliceret stof. Set udefra skulle man måske tro, at økonomien i en kommune hviler nogenlunde på de samme principper, som det er tilfældet i en privat virksomhed. Intet kunne dog være mere fjernt fra virkeligheden – og det skaber en kløft mellem borgere og lokalpolitikere, hvilket jeg vil fokusere på i månedens kronik.
Prøv at forestil dig et scenarie, hvor slagteren i Meny får en bøde, fordi slagteren i Brugsen sætter priserne på bøffer op. Dette scenarie lyder helt absurd – men ikke desto mindre, er det den styringslogik, der gælder for os som kommuner. Sagen er nemlig den, at hvis en kommune i Danmark sætter skatten op, uden at en anden kommune sætter skatten tilsvarende ned, straffes alle kommuner kollektivt. En kommune kan derfor være fuldkommen uden skyld i at skatten sættes op et andet sted i landet, og samtidig blive modregnet af staten, med det formål at skatterne under ét i Danmark holdes i ro.
En anden styringslogik gør, at der går fire år, før en kommune får de fulde skatteindtægter, hvis de vælger at sætte skatten op. Bliver vi i eksemplet fra før betyder det derfor at Brugsens prisstigning på en Cote De Boeuf fra 300 kroner til 340 kroner, “kun” giver brugsuddeleren en omsætning på 310 kroner i år ét, 320 kroner i år to, og 330 kroner i år tre. Kunden opkræves dog de 340 kroner alle årene.
Sidst men ikke mindst, er det det såkaldte serviceloft, der sætter en øvre grænse for hvor mange penge en kommune må bruge. Dette princip svarer lidt til, at Købmanden i Meny har en grænse for hvor mange penge han må bruge på vareindkøb – også selvom at han har rigeligt med penge på butikkens bankkonto, og kunderne efterspørger flere varer på hylderne.
Kort sagt: Kommuneøkonomi er både kompliceret og til tider ulogisk. De principper som man kender fra ens privatøkonomi, eller fra økonomistyring i private virksomheder, kan langt fra oversættes til en kommunal kontekst. Derfor har jeg også set flere eksempler på kommunalpolitikere med en solid økonomisk forståelse, blive overrasket over hvilken virkelighed der gælder for økonomistyring og budgetlægning i en kommune.
Manglen på en fælles forståelse skaber kløfter
Som lokalpolitiker, har det taget mig en god del år at opbygge en relativ dybdegående viden om kommunaløkonomi. På trods af det, er der stadig emner, som både jeg og selv garvede embedsmænd ikke forstår til fulde. Her tænker jeg eksempelvis på den kommunale udligningsordning, hvor vi er nede på et tocifret antal mennesker i hele landet, som forstår de bagvedliggende principper og beregninger til fulde.
Netop denne ugennemskuelighed, synes jeg, udgør et problem. Borgerne kan nemlig have enormt svært ved at sætte sig ind i, hvorfor deres byråd træffer forskellige økonomiske dispositioner. Således er det ikke uvant at se, at danske kommuner skal spare store millionbeløb, samtidig med at man hører skiftende ministre fortælle, at velfærden ude i kommunerne står til at få et mærkbart løft, som følge af historiske økonomiaftaler som er til kommunernes fordel. For borgerne giver den slags nul mening – og jeg vil derfor vove den påstand, at dette er med til at skabe en unødig kløft mellem borgere og politikere – eller
politikerlede om man vil.
Vi burde sende Folketinget på kursus
Den lovgivning, som dikterer kommunernes økonomi, vedtages af Folketinget. Jeg vil dog vove den påstand, at langt de fleste folketingsmedlemmer ikke har forstand på basal kommuneøkonomi. Principperne er nemlig så komplekse, at det ikke blot er noget et nyvalgt folketingsmedlem egenhændigt kan læse op på, som det er tilfældet med langt de fleste andre emner.
Af denne årsag, synes jeg faktisk at det er en fin ting, når et folketingsmedlem sidder på et dobbeltmandat, og er kommunalpolitiker udover sit hverv i Folketinget. Eller når et tidligere byrådsmedlem finder vej til Christiansborg. I begge tilfælde, er der nemlig en overvejende sandsynlighed for, at de har fået de basale principper for kommunernes økonomi ind under huden.
De folketingsmedlemmer, som ikke har en kommunal baggrund, er naturligvis lovligt undskyldte. Men vi burde gøre dem den tjeneste, at sende dem på kursus i kommunaløkonomi. Ellers risikerer vi nemlig, at de medvirker til ny lovgivning, som skaber ballade for os ude i kommunerne, uden at de selv forstår konsekvenserne heraf.
Det var lige ved at gå galt for Solrød Kommune
Den sjette november valgte Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, at præsentere et lovforslag, som ville have kostet Solrød Kommune forventeligt 154 millioner kroner for perioden 2022-2025. Hasteloven om at afskaffe kommunernes mulighed for at selvbudgettere blev fremsat med en høringsfrist på blot tre hverdage, og med Kommunernes Landsforening som eneste høringsberettigede part.
Jeg var selv ude med min kritik af forslaget, og heldigvis fik jeg hurtigt opbakning på Christiansborg, af Liberal Alliances indenrigsordfører, Carl Andersen. Med en fortid som byrådsmedlem i Vejen Kommune, samt bopæl i Havdrup, kunne han hurtigt gennemskue konsekvenserne af lovforslaget. Men ikke overraskende, var det ikke ligefrem et emne, som fik sindene i kog hos hans ordførerkollegaer. Kommunalpolitiske emner er nemlig sjældent noget, der for alvor sælger billetter hos vælgerne.
Heldigvis valgte ministeren efter moderat pres at trække lovforslaget tilbage, for i stedet at indgå en dialog om en alternativ løsning med KL. Det er jeg utrolig glad for – men omvendt viser det også, hvor sårbar kommunernes økonomi er, når en minister eller en embedsmand får en lidt for frisk idé, eller blot har misforstået hvilke problematikker som de forsøger at finde løsninger på.
Af Borgmester Emil Blücher