Undersøgelse efter undersøgelse viser, at alt for mange børn og unge mistrives.
Problemet bliver større, som tiden går, og er et landsdækkende problem, som vi desværre også mærker lokalt i Solrød Kommune. Som borgmester er det én af de dagsordener, der bekymrer mig allermest.
Der er mange forskellige bud på, hvad årsagerne til stigende mistrivsel mon kan være. Blandt samfundsdebattører og folketingspolitikere, nævnes emner såsom sociale medier, præstationspres, følgevirkninger af corona, samt børn og unges skærmforbrug.
Regeringen har i den forbindelse nedsat en trivselskommission, hvis arbejde løber året ud. Jeg tvivler dog stærkt på, at trivselskommissionen kommer med én gylden løsning, der med et snuptag løser problemerne. Sandsynligvis vil der være mange forskellige ting der skal gøres markant anderledes, hvis udviklingen skal vendes – og kommissionen kommer næppe til at pege på dem alle.
Den kedelige (men nødvendige) snak om økonomi
Én ting er at det kan være svært at vide præcist hvor der skal sættes ind, for at dæmme op for mistrivslen – en anden ting er, at nogle af de virkemidler som skal til for at modvirke mistrivslen, sandsynligvis koster penge.
Her er den kedelige realitet, at rigtig mange kommuner gennem de seneste år har været nødsaget til at foretage en række hårde prioriteringer. For visse kommuners vedkommende, har det betydet, at man har finansieret udgiftsvæksten på det specialiserede børneområde (specialtilbud), fra det såkaldte almenområde (de “normale” skole- og pasningstilbud). Pengene er nemlig ikke fulgt med fra statslig side, til at kompensere for de stigende udgifter.
Netop denne øvelse, kan risikere at skabe en ond spiral, hvor almenområdet svækkes med den følgevirkning, at der blot er flere børn og unge der får det svært, hvorved udgifterne på det specialiserede område stiger endnu mere.
Forebyggelse er en svær størrelse
Fra og med august, får vi i Solrød et nyt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. Tilbuddet udspringer af et nyt lovkrav, hvilket på sin vis virker som et fornuftigt tiltag. Én ting er dog at tage sig godt af de børn og unge, som desværre er endt i mistrivsel. Mindst lige så vigtigt må det være, at forebygge at børn og unge fremadrettet kommer i en situation, hvor de rammes af mistrivsel.
Her er det alment anerkendt, at det er billigere at sætte ind med en tidlig indsats, frem for at mistrivslen når at indtræffe.
Selvom forskning kan give fingerpeg om, hvor der bør sættes ind fremadrettet, er der dog ingen garanti for at tiltagene, der måtte blive implementeret, også vil have den tilsigtede virkning. Fra at tiltagene implementeres, til at børnene er vokset op, går der nemlig adskillige år. Eksterne faktorer som dem jeg nævnte i min indledning, vil desuden påvirke børnene, hvilket gør det yderligere sværere at se, om tiltagene har en reel virkning.
Når vi på forhånd ikke kender effekten af de forebyggende tiltag, vil der således være tale om en investering som indebærer et ikke uvæsentligt sats. Er man heldig (og dygtig), er satsningen pengene værd, og er man uheldig, er tiltagene der implementeres spild af penge.
Vi ender derfor med at stå i en situation, hvor der potentielt skal investeres store millionbeløb, i indsatser som vi ikke kender effekten af. Og da der ikke er en færdig businesscase på investeringen i de forebyggende tiltag, ender vi derfor ud med at skulle træffe beslutninger om hvordan vi indretter vores samfund, ud fra lige dele forskning på den ene side, og sund fornuft samt mavefornemmelser på den anden side. Sagen er blot den, at vi ikke har råd – hverken økonomisk eller menneskeligt – til at lade stå til som det er nu.
Det starter med gode skole- og pasningstilbud
Børneområdet var et af de helt store politiske temaer ved seneste kommunalvalg. Byrådets arbejde de seneste to et halvt år, har sidenhen vist, at partierne- og lister i byrådet, grundlæggende har to forskellige tilgange til området.
Alle er enige så langt, at Solrød Kommune historisk set har været kendt for at have nogle gode skoler og pasningstilbud. Men når det kommer til erkendelsen af, hvor meget plads der er til forbedring, er meningerne delte.
Personligt er jeg af den holdning, at den historiske tilgang med at skrive flere og flere børn ind i de eksisterende institutioner, har været en fejltagelse. Derfor har det også ligget mig særligt meget på sinde, at kommunen udbygger med nye kvadratmetre, for på den måde at skabe en større kapacitet i vuggestuer og børnehaver.
Dette er vi heldigvis kommet godt i gang med, i form af først midlertidige pavilloner til vuggestuebørn, der nu står til at blive udskiftet med permanent vuggestue-byggeri i strandområdet. I Gammel Havdrup har vi ligeledes købt Solbakkegård, hvor vi efter megen bureaukrati og politisk tovtrækkeri, kommer til at opføre en ny gårdbørnehave.
Øvelsen er en bekostelig affære, som alt andet lige betyder, at andre opgaver må vælges fra. Opgaven med at udvide kapaciteten kræver derfor is i maven, og en fast tro på, at gode rammer har positiv indflydelse på børns trivsel, i og med at businesscasen ikke kan sandsynliggøres i et regneark.
En anden vigtig ting for mig, har været at skåne driftsbudgetterne på børneområdet mest muligt, da vi stod med en genopretningsopgave sidste år for kommunens økonomi, på i omegnen af 40 millioner kroner årligt. Dette lykkedes heldigvis, men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at samtlige 19 medlemmer af byrådet var helt enige i denne disponering.
I den bedste af alle verdener, havde vi penge til at sænke klassestørrelserne i vores folkeskole. For på samme måde som en vuggestue eller børnehave sjældent får højere kvalitet, af at mange børn er samlet på få kvadratmeter, må samme logik gælde i en skoleklasse. Som det er nu, er der dog ikke politisk flertal, for at foretage den millioninvestering (og dermed nedprioritering af andre velfærdsområder), som dette ville kræve.
Og så er der alt det andet…
Gode folkeskoler og gode pasningstilbud, kommer ikke alene til at løse udfordringerne med mistrivsel. Realistisk set er de to ting nok blot noget af det fundament der skal til, for ikke at gøre ondt værre.
Som jeg tidligere har været inde på, indeholder arbejdet med en tidlig indsats, et vist element af satsning, mavefornemmelse og sund fornuft – så tillad mig at komme med nogle af mine bud på temaer, som det er nødvendigt at arbejde med fremadrettet.
Med fare for at lyde som en gammel sur mand (på blot 31 år ganske vist!), tænker jeg en stor del af løsningen ligger i noget så trivielt som faste rammer, forældreansvar, selvstændighed og robusthed, samt at vi respekterer lærerne og pædagogerne.
Det er både sundt og dannende for børn, at cykle til skole – først med forældrene, og siden hen på egen hånd. Her kan jeg stilfærdigt konstatere, at alt for mange børn bliver kørt i skole som det er i dag.
Det er ligeledes sundt og dannende, at have et fritidsjob, hvor man lærer betydningen af at møde til tiden, gebærde sig på en arbejdsplads, og tjene sine egne penge. Værdien af foreningslivet tror jeg heller ikke, at vi skal undervurdere – her tænker jeg særligt på det frivillige fællesskab, hvor civilsamfundet træder sammen, og tager medansvar for at få tingene til at fungere. De færreste spejdergrupper og gymnastikforeninger ville eksistere, hvis ikke det var for de frivillige ildsjæle, dækkende over alt fra den unge hjælpeinstruktør, til den forælder der er nødtvunget melder sig som kasserer på den årlige generalforsamling.
Både fritidsjob og fritidsinteresser har, siden indførelsen af folkeskolereformen, haft trangere kår sammenlignet med førhen. Mit håb er, at dette bliver ændret fremadrettet.
Og så var der dét med de faste rammer og forældreansvaret. Her ses vi desværre af og til en kedelig tendens, hvor forældrene mener at skolen skal blande sig uden om alt fra sengetider, til om børnene har en madpakke med i skole. Ja, jeg har endda fået refereret at der fra tid til anden, er forældrene der møder op til skole-hjem-samtale med en advokat som bisidder. For mig vidner det om en helt skæv tilgang til lærerens og skolens autoritet.
Samtidig ser vi episoder, hvor visse forældre har en tendens til at fralægge deres del af ansvaret, når deres børn er havnet i en situation, hvor de er i mistrivsel eller på anden vis har brug for hjælp. Så er det pludselig blevet kommunens ansvar at løse problemerne, der er opstået.
Børns og unges trivsel er et fælles ansvar, der kræver, at vi alle bidrager. Som borgmester vil jeg fortsætte med at arbejde for gode skoler og pasningstilbud, men for at gøre op med mistrivslen skal der mere til.
Det er helt fair, at vores institutioner og skoler stiller krav. Klare rammer og tydelige forventninger, er med til at gøre hverdagen lettere at navigere i for både børn og forældre.
Vi skal skabe rammer, der giver børnene mulighed for at trives, og vi skal huske, at investering i børn er investering i fremtiden.
Skrevet af Borgmester Emil Blücher