Den digitale verden har sneget sig ind på os næsten uden, at vi har opdaget det. Vi tjekker bankkontoen, vi betaler regninger, vi køber på nettet og vi finder underholdning derude på det store netværk.
Jeg hører ikke til dem, der mener, at alt nødvendigvis var bedre i gamle dage og alt nyt er noget møg. Jeg omfavner gerne nye måder og nye tider, men jeg skal gerne indrømme, at jeg i de seneste par dage er blevet chokeret ud over min komfortzone.
Jeg blev både chokeret og meget vred, da jeg fandt ud af, hvad børn og unge ufrivilligt bliver konfronteret med på nettet. De unge kan måske ønske at se en sød kattevideo, hvor legesyge killinger har en fest med kasser og garnnøgler, og lige pludselig dukker der et filmklip op af folk, der begår selvmord for åben skærm eller skærer i sig selv, så blodet sprøjter.
Hvad i alverden bilder nogle sig ind at smide den slags lige i smasken på uforberedte børn og unge? Og nej, jeg mener heller ikke, at børn og unge skal forberedes til at se den slags.
Normalt har jeg svar på rede hånd på det meste, men i denne sag er jeg rundt på gulvet. Jeg har selv teenagere, og de har telefoner. Jeg ved kun lidt om, hvad de ser på de sociale medier, men jeg håber til himmelen, at de kommer til deres forældre og fortæller, hvis de er blevet eksponeret til noget, de ikke bryder sig om at se eller ikke kan håndtere. Men om de gør det, ved jeg faktisk ikke. Men som sagt det tror jeg.
Og hvad skal vi så stille op, hvis vores teenager præsenteres for splattende hjernevæv, afhuggede lemmer eller nogen, der begår selvmord når de bare har klikket på et link til søde optagelser af legesyge killinger, nuttede hundehvalpe eller andet harmløst? Forbyde dem at have en profil på Tik Tok eller de andre platforme, hvor den slags foregår?
Det er fristende men selvfølgelig ikke holdbart. På mange skoler har klassen en gruppe på de sociale medier, og er man ikke med der, er man ofte ikke en del af klassens sociale liv, og der kan også være noget med at holde kontakten med venner fra sport eller andre fritidsinteresser.
Vi vil alle sammen gerne beskytte vores børn mod chokerende oplevelser i den digitale verden. Men hvad skal man stille op? Alene står vi helt alene. I mindre grupper har vi lige så stor effekt som et lille pust imod en orkan.
Kan vi samles i megastore grupper og forlange, at de sociale medier holder orden i eget hus? Eller hvad med at kontakte relevante politikere fra de partier, vi stemmer på og forlange, at de tager affære?
Jeg ved godt, at jeg lyder mere vred, end jeg plejer at være, men min vrede er parret med en dyb bekymring. Der er sket meget på nettet, siden det blev bredt ud. Engang var forældre bekymrede ved tanken om, at deres poder kom til at se et foto af en bar numse. Men det stadie er vi for længst kommet forbi. Nu handler det om sprøjtende blod, afskårne lemmer eller sjaskende hjernemasse. Og det skal vi dælme ikke finde os i. De sociale medier må lægges i lænker, indtil de af sig selv kan finde ud af at spærre for den slags.
Brian Mørch
Byrådsmedlem
Dansk Folkeparti