Da vi var ved at blæse omkuld
Hvor finder man ord, der beskriver den storm og de oversvømmelser, vi lige har oplevet? Altså uden at dykke ned i krukken med klicheer.
Oversvømmelser og kystlinjer, der forsvinder er ellers noget, vi især forbinder med den jyske vestkyst, og så ramte det os, der er helt herovre mod øst.
Heldigvis er det ikke noget, der sker så tit, og måske netop derfor ramte det så hårdt. Blæsten var hård, og pludselig steg vandet. Først nede ved stranden men jeg skal lige love for, at det kom nærmere. Jeg bor omkring 800 meter fra kysten, og jeg klarede frisag. Jeg har heller ikke nogen kælder, men jeg kan godt fortælle, at jeg blev hed om ørerne, da jeg fandt ud af, at mit beskedne parcelhus kun ligger to meter over havets overflade.
Hvad kan vi gøre, næste gang vinden kommer fra øst? Bare jeg vidste det. Men vi er nødt til at sikre kysten, og så er spørgsmålet jo bare, hvordan vi gør det effektivt og uden at handle i panik. Kunstige diger af sand løste ikke noget problem.
Når jeg lægger vægt på, at vi skal handle uden panik, så er det fordi, vi jo et kan gå hen og bruge en masse millioner kroner – uden nogen synderlig effekt. En idé kunne måske være at spørge hollænderne om, hvad der virker, og hvad vi skal lade være med. De er nok nogen af dem, der ved mest om den slags.
Forsikringen dækker ikke alt
Vi kan snakke om teknik og hundredeårshændelser fra nu af og indtil næste juleaften. Men jeg synes, de skal koncentrere os om dem, det hele er gået ud over. I en af nyhedsudsendelserne var der en mand, der fortabt kiggede ud over ødelagte sommerhuse og lystbåde. En af dem var hans egen, og han sagde med opgivende stemme, at den båd havde han sparet sammen til i mange år, og nu lå den der som vraggods. Der var sommerhusejere, der holdt fast i en enkelt bræddevæg mens resten af huset drev mod Sverige. Det er synd.
Jo jo, selvfølgelig dækker forsikringen, men ingen forsikringssum han erstatte de mange dejlige minder i sommerhuset, der måske endda er arvet – eller de mange dejlige ture med båden. En erstatning kan heller ikke få følelsen af frygt til at forsvinde.
Det var en skræmmende oplevelse at få naturens rasen så tæt på. Men ligesom i alle andre dramatiske begivenheder var der også noget positivt i denne. Korpsånden trængte igennem, og hjælpsomheden var stor – også mellem folk, der slet ikke kendte hinanden. Det skortede ikke på hjælpende hænder og opmuntrende ord. –
Den slags varmer helt ind i hjertet.
Nu er vi kommet ud på den anden side, og nu skal vi finde ud af, hvordan vi sikrer os bedst mod noget lignende. Jeg tror ikke, der går 100 år, før det sket igen. Jeg tror heller ikke, der går 50 eller bare 10-15. Men det kan være lige meget, hvad jeg tror. Vi må have de professionelle på banen, og så må vi i gang.
Slutteligt tanker til alle dem som er berørt særligt i Solrød, men også andre steder.
Brian Mørch
Byrådsmedlem
Dansk Folkeparti