Det er sundt at bevæge sig. Vi har lige været vidne til, at kongen, dronningen, prinser og prinsesser snørede løbeskoene og satte i gang. Men mindre kan jo også gøre det.
En travetur i sit eget tempo skal man ikke kimse af. Og sådan en kan jo passende foregå på en camino. Den kendteste af dem alle er den spanske, der starter i Saint-Jean-Pied-de-Port og slutter i den hellige by Santiago de Compostela. Ruten er splittet op i mange dele, så hvis man ikke orker at gå mere end 300 kilometer, kan man nøjes med at snuppe en del eller to.
Jeg kan godt lide at gå. Faktisk er det min favorit motionsform. Man kan luntetrave, eller man kan sætte det ene ben foran det andet i et højt tempo, og så kræver det ikke andet, end at man har et par ordentlige sko på. Og under en af mine gåture, fostrede jeg en idé.
Hvorfor skal Solrød ikke have sin egen camino? Vi har da masser at byde på både for de fastboende men sandelig også for tilrejsende. Vi har de smukke strandområder, hvor sjælen kan finde fred til tonerne af bølgernes skvulp.
Vi kan også byde på skovens dybe stille ro i Trylleskoven for ikke at nævne mit favoritsted, nemlig Karlstrup Kalkgrav.
Både kultur og historie
Der er jo ikke noget til hinder for, at ruterne udvides, så de rækker ind i nabokommunerne. Vi kan jo lave et samarbejde med dem, så de også får mulighed for at vise deres bedste sider frem. Man kan også for eksempel lægge en rute, der går gennem Lejre, hvor historien åbner sig, og hvor man kan møde stenalderfolkene, jernalderens kloge mennesker og selvfølgelig vikingerne.
Der er jo også Roskilde med vikingeskibene og domkirken.
Hvordan vores lokale camino skal planlægges og udformes, aner jeg ikke et klap om, men der er folk, der ved meget bedre og som kan lægge ruter, hvor der både bydes på historiske vingesus, prægtig kultur og selvfølgelig vores smukke natur.
Et nærliggende spørgsmål er jo, hvad sådan en tingest kommer til at koste. Og det vil nok blive dyrt, for der skal anlægges stier, der skal enten laves aftaler med lokale bed and breakfast, kroer og andre overnatningssteder, der skal også være steder, hvor vandrerne kan få stillet sult og tørst. Nogle vil bare have en sandwich eller en hotdog og en dåse sodavand, mens andre foretrækker at sidde ned og få måltidet serveret.
Der er nok at tage fat på, men hvad har vi at miste? Ikke så meget tænker jeg. Og tænk hvis vores camino bliver et hit. Så har vi for alvor efterladt noget godt til vores efterkommere.
Brian Mørch
Byrådsmedlem