Lauge Illum havde kun to uger til at skaffe licens og sponsorer. Så debuterede han i Radical Cup Scandinavia på Jyllandsringen – på en bane, han aldrig havde kørt på, i en bil, han kun havde prøvet én gang før.
Af Claes Christensen
Der var ikke meget tid til at tænke sig om, da tilbuddet kom. To uger før finalen i Radical Cup Scandinavia fik 17-årige Lauge Illum fra Solrød Strand chancen for at køre sit første rigtige racerløb. Han sagde ja – og i weekenden 26.-27. september sad han bag rattet i en Radical SR1 på FDM Jyllandsringen ved Silkeborg.
Det blev en debut, der overgik forventningerne. Lauge sluttede på en 4. plads i SR1-klassen og satte klassens tredjehurtigste omgangstid. I det samlede felt på 20 biler – hvoraf godt halvdelen var af den hurtigere SR3-model – kom han ind som nummer 10.

Fra gokart til sportsvogn
Lauge har kørt racekart i syv år og har sin daglige gang på ASK Hedeland ved Roskilde og på Københavns Gokart Bane. I 2026 har han kørt i Rotax Senior-klassen for RaceCraft Driver Academy fra Jægerspris – et hold, der også har kørere i formel 4-serien Nordic4.
I sommer fik han for første gang lov at prøve en Radical SR1. Baggrunden var, at der i 2027 kommer en ny dansk løbsserie, Radical Cup Danmark. Testen var tænkt som et første skridt mod næste sæson – men så kom tilbuddet om at køre finalen i den skandinaviske serie allerede i år.

Licens og sponsorer på to uger
Et racerløb kræver mere end bare lysten. Inden for to uger skulle Lauge have taget sin banelicens og have skaffet sponsorer nok til, at debuten kunne blive til noget. Det lykkedes, og RaceCraft Driver Academy kunne stille op med ham i finaleløbet.
»Det gik utroligt stærkt. Der var mange ting der skulle falde på plads på kort til, men det lykkedes og pludselig stod jeg i pitten på Jyllandsringen.« siger Lauge.
Lærte undervejs
Udfordringen var til at tage og føle på. Det var første gang, Lauge kørte på Jyllandsringen, og kun anden gang, han sad i en Radical SR1. Der var ingen forudgående træning, så alt var nyt, og han lærte bogstaveligt talt »on the fly«. Weekenden bød på træning og kvalifikation om lørdagen og løb om søndagen, og for hver session blev omgangstiderne hurtigere.
Målet var at prøve et rigtigt løb og se, om der kunne komme fart i bilen. Det kom der. Både Lauge og holdet var mere end godt tilfredse med resultatet, som lover godt for den kommende sæson.
»Jeg havde aldrig troet, jeg kunne køre med helt fremme i SR1-klassen i mit første løb. Nu glæder jeg mig endnu mere til næste år.«

FAKTA: Lauge Illum
- 17 år
- Bor i Solrød Strand
- Racekart i syv år
- Kører på Roskilde Racing Center og Københavns Gokart Bane
- Kører i 2026 for RaceCraft Driver Academy
- Debut: Finaleløbet i Radical Cup Scandinavia, Nr. 4 i SR1-klassen, 3. hurtigste tid i klassen
- Instagram: @illum.motorsport
FAKTA:
Radical SR1 og serien
Radical SR1 XXR: 1340 ccm motor, 188 hk, 510 kg – »det første trin på Radical-stigen«
Radical Cup Scandinavia køres i Sverige og Danmark; finalen på FDM Jyllandsringen
I 2027 kommer den nye serie Radical Cup Danmark

