Af Bo Nygaard Larsen, journalist og forfatter, Jersie
Jeg husker tydeligt min barndom. Den foregik i den lille landsby Sulsted, der ligger solidt plantet mellem Aalborg og Brønderslev. Det var i 70erne og 80erne, og naturligvis så vi byen som centrum for alt, der havde betydning i verden. Selvom også vi var en del af den kolde krig, var der også plads til masser af hjertevarme.
I Sulsted kendte alle alle, og derfor vidste alle også alt om alle. På den ene side medvirkede det til klaustrofobi, for når nu man vidste, at de andre vidste alt om én, skulle man være yderst forsigtig i sin gøren og laden. På den anden side skabte det en stor tryghed, for det var som om, at denne gensidige viden udgjorde en slags menneskelig byvold mod udefrakommende farer.
Sulsted var vel ikke anderledes end så mange andre bysamfund på den tid. Verden var udadtil så stor, at man var tvunget til at holde fast i det nære for at have en chance for at bevare overblikket. Sådan er det ikke mere. Med billige rejser til selv verdens yderpunkter og med hurtig kommunikation mellem verdensdelene via de sociale medier er hele kloden blevet ét stort lokalområde.
Det er kun godt. Men faren er, at vi i vores iver for at komme ud glemmer at kravle ind, så vi mister det helt lokale: vores egen landsby, boligforening, grundejerforening eller bevidstheden om at høre til netop her i Solrød Kommune. Men her kan jeg så berolige svage sjæle: det lokale har det godt her i området.
Det fik vi her i huset bekræftet i torsdags. Fruen og de to store børn skulle i Krudthuset for at hente de to mindste. I rundkørslen på Taastrupvej falder det venstre forhjul af. Det er enhver bilists mareridt, og tanken om, at det kunne være sket i høj fart på motorvejen med de følgende konsekvenser er ikke til at holde ud.
Men af røg hjulet – og fortsatte sin egen bane mod ukendt kurs. Resolut stoppede et par andre bilister, fik hjulet tilbage til bilen og spurgte, om der var andet, de kunne gøre. Mens mor og to børn ventede på Falck, stoppede et utal af andre bilister – tydeligvis mest Solrødborgere – og spurgte, om de kunne gøre et eller andet, om de var ok, og om de kunne give et lift hjem.
Jeg kan ikke sige tak nok for denne opmærksomhed. For den er ganske særlig og vidner om, at vi her i kommunen bekymrer os om hinanden. Det kan godt være, at vi hver især farer verden rundt på forretningsrejse eller ferie, men når det kommer til den dybere mening med vores fælles dagligdag, er vi der først og fremmest for hinanden. Vel kan man også møde samme næstekærlighed i andre byer omkring os, men næppe i samme omfang. Her i byen – eller byerne – kender vi nemlig hinanden så godt, at vi ikke lader hinanden i stikken.
Sulsted er omtrent ti gange så lille som Solrød, og dog er begge steder blot små prikker på det store landkort. Præcis så små, at der uanset hvad altid er plads til nærheden, trygheden og en oprigtig bekymring for hinanden.
Det er værd at huske på. Også selvom naboens hjul ikke ryger af.