Bliv klogere på, hvordan oversvømmelser i Danmark opstår – og hvad Solrød Kommune gør for at mindske risikoen.
Hvad sker der, når regnen siler ned i dagevis, havet presses ind over kysterne, eller et skybrud rammer midt i myldretiden? – Det kan man blive klogere på tirsdag den 21. april kl. 19, når Solrød Bibliotek og Kulturhus danner ramme om et foredrag med Emma Dybro Thomassen fra DMI om de vejrsituationer, der fører til oversvømmelser.
Til foredraget sætter DMI fokus på oversvømmelser i Danmark i de seneste år og på, hvordan oversvømmelser rammer forskelligt afhængigt af årstid, landskab og klima. Emma Dybro Thomassen vil også fortælle om, hvordan DMI overvåger vejret og varsler risiko for oversvømmelser.
Foredraget giver også et lokalt perspektiv på et emne, som har stor betydning for mange borgere, når Solrød Kommune fortæller om de klimatilpasningstiltag, der er sat i værk for at mindske risikoen for lokale oversvømmelser og i det hele taget ruste kommunen til fremtidens klima.
Foredraget er en del af den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn og fungerer samtidig som optakt til Havets Folkemøde, der i år afholdes i Solrød Kommune til august.
Der er gratis adgang til foredraget, men billetter skal bestilles på forhånd via bibliotekets hjemmeside på solbib.dk.



