Heldet følger de tossede – sådan sagde min far altid, og jeg må nok tilstå at han havde ret, og jeg sender ham derfor en kærlig tanke i dag.

I efteråret 2009 startede jeg mit tossede eventyr – jeg havde en drøm om at komme til at leve af at male malerier og tegne. I dag 5 år senere, meget klogere, med mange flere maletekniske facetter at benytte kan jeg faktisk sige, at jeg har gjort det ….. jeg udlever endelig min drøm

Mit held er noget jeg vil påstå jeg vælger til i mit liv – det lyder måske lidt mærkeligt, men tidligt i min karriere som selvstændig kunstner støtte jeg på Carina Heckscher til et foredrag, og hun brugte udtrykket: ”Heldig med vilje”. Så tilbage til de tossede der er forfulgt af held, tja så er de tossede måske bare sådan nogle som mig og Carina der vælger at tro på at held er noget vi kan vælge til i tilværelsen. Loven om tiltrækning er jeg også stødt på i den forbindelse, og jeg kan sagtens forstå hvorfor de heldige i tidernes morgen har fået prædikatet som de tossede – for det er jo lidt tosset at tro, at det jeg selv vælger at fodre min hjerne med også er det jeg møder i hverdagen.

Men lad mig give dig et eksempel som er til at forstå. I November 2013 købte jeg en lille lilla Peugeot 107. Jeg havde aldrig set en bil i den farve før og synes den var vildt sej. Da jeg fik bilen hjem, så jeg små lilla Peugeoter over alt – hvorfor nu det? Jo, fordi jeg var jo så glad for min nye bil og den fyldte rigtig meget i mine tanker – så meget at jeg begyndte at lægge mærke til de andre der også havde synes lige netop den model var helt vild sej. Så Loven om tiltrækning, og os tossede som tror på den, handler måske i virkeligheden om hvilket mindset vi ser dagens lys med – er glasset halvt tømt eller halvt fyldt?

Netop arbejdet med mindset er superspænende, og min egen kunst har taget en drejning omkring virksomhederne og udnyttelsen af vægplads til at skabe værdi for den enkelte virksomhed. 65% af alle mennesker er visuelle i deres opfattelse af nye ting, så hvorfor ikke lade malerierne på væggen sende et personligt budskab som f.eks. virksomhedens værdisæt (se mere på lisehojer.com)

Nu har jeg siden jeg lukkede mit galleri i Havdrup ønsket mig at lave en pop-up shop et eller andet sted i nogle af de tomme butikslokaler der står rundt omkring i landet og ud af det blå dukkede muligheden op for små 3 uger siden, da Solrød Centeret ringede til mig og spurgte om jeg ville lave noget i en tom butik de har stående nede i Centeret. Var det held eller havde jeg ubevist sået mit ønske rundt omkring? Jeg ved det ikke, men…

I uge 7 går festen altså så løs i Solrød Centeret nr. 75.

Vi starter fredag den 6. februar med maleworkshop for både børn og voksne. Derudover har jeg lavet et samarbejde med Peter List fra Mallorca Vine. Peter har ligesom jeg selv kastet sig ud i en drøm om at gøre alvor af en passion. Passionen hedder vine fra Mallorca og der kan den 6. februar købes et glas på dagen eller nogle flasker med hjem til vinreolen. Om forbi og smag vinen og få en snak med Peter

Hele ugen frem til lørdag den 14. februar fylder vi lokalet med liv omkring kunsten. Kunstnere sidder i lokalet og arbejder, der er arrangeret forskellige workshops for interesserede der gerne vil prøve enten at tegne eller male, vi sælger kunstnerartikler fra CreateArt.dk,  fredag den 13. februar har vi fået Northern Sound Architecture til at komme og levere lydkunst i lokalet. De fylder rummet med en sanseoplevelse ud over det sædvanlige.

Personligt glæder jeg mig rigtig meget til hele ugens program som kan ses på artmakery.dk og håber at rigtig mange vil støtte op om dette initiativ som er taget af Centerforeningen i Solrød Centeret og godt støttet af Solrød Medie hus.

Jeg er selv til stede det meste af åbningstiden og du er velkommen forbi til en snak om kunsten og ikke mindst min seneste passion – at skabe værdi for kunden der køber kunst i form af kunstneriske visionboards, et maleri af det held du vælger skal forfølge dig, er det så tosset endda? Det synes jeg i hvert fald ikke.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.