Med nyheden om, at Solrød Fjernvarme skrinlægger et projekt med udvidelse af fjernvarmeforsyningen i Havdrup, kommer en løsning på den kollektive varmeforsyning i Havdrup til at tage længere tid.
Solrød Fjernvarme har valgt at skrinlægge et projekt med udvidelse af fjernvarmeforsyningen i Havdrup.
Det betyder, at en del borgere i Havdrup i første omgang ikke får fjernvarme, og dermed vil det tage længere tid at komme i mål med en kollektiv bæredygtig løsning på varmeforsyningen i området.
”Vi tager Solrød Fjernvarmes beslutning til efterretning, og de konsekvenser den har. Det er klart, at der på sigt skal findes en eller anden løsning på varmeforsyningen i Havdrup. Den løsning vil vi rigtig gerne finde, men en kollektiv varmeforsyning i Havdrup kan ikke undgås nu at blive forsinket. I mellemtiden vil vi sammen med Solrød Fjernvarme fortsætte de andre projekter, vi samarbejder om,” siger borgmester Emil Blücher.
Byrådet godkendte i marts 2023 Solrød Varmeplan 2023, hvor udbygningen af fjernvarme i Havdrup blandt andet var en del af planen.
Kilde: Solrød Kommune