Efter en uges debat og besøg rundt omkring på Sjælland står én ting soleklart: På trods af klima, miljø og trivselskriser overskygger ét emne alligevel dem alle: økonomisk utryghed.
Hvor maduddelinger førhen var forbeholdt folk på kanten er samfundet, står helt almindelige kontanthjælpsmodtagere og fattige børnefamilier nogle gange i kø i timevis for at få en håndfuld helt almindelige dagligvarer udleveret.
Kommer jeg til at prioritere medicin over middagsmad og bliver der råd til både benzin og strøm til bilen?
Situationen har været alvorlig længe og kalder på politiske løsninger både nu og her, og efter et valg. Dem, der tjener på krisen, skal selvfølgelig hjælpe fællesskabet. SF går til valg på en særskat på overnormale profitter på rederier som Mærsk, der forventer et trecifret milliardoverskud. Vi skal sænke gasafgiften til EU’s minimum, hjælpe folk med træpillefyr og så skal takststigningerne i offentlig transport stoppe.
Kompensationen skal målrettes børnefamilier, folkepensionister på ældrechecken, unge på SU og folk på overførselsindkomst. Vi skal træde varsomt og ikke puste til inflationen, men skal vi løse klima, miljø og trivselskriserne skal vi sætte ind med inflationshjælp i milliardklassen nu!
Kilde: Jacob Mark – SF