Både Morten Dahlin, Minister for Byer og Landdistrikter, og Torsten Schack Pedersen, Minister for Samfundssikkerhed og Beredskab, kommer til Solrød og stiller op til debat, mens Venstres formand og vicestatsminister Troels Lund Poulsen tager på erhvervsbesøg i Havdrup.
Det er Venstre i Solrøds borgmesterkandidat Kim Kliver, der har taget initiativ til de to åbne politiske arrangementer, hvor borgere får mulighed for at møde og debattere emner som Fingerplanen, Ring 5, landsbyliv, kommunens beredskab og meget mere.
”Vi synes det er rigtig vigtigt, at borgerne får mulighed for at diskutere ikke kun med os lokale, men også med de, der laver lovgivningen på Christiansborg. Så da lejligheden bød sig, så fik jeg aftalt, at hele tre ministre kommer forbi, så Solrøds borgere får en stemme i de vigtige debatter,” siger borgmesterkandidat Kim Kliver.
Ud over de to møder med ministrene Morten Dahlin og Torsten Schack Pedersen, som er åbne, er der også et lukket erhvervsarrangement med Venstres formand Troels Lund Poulsen, hvor udvalgte repræsentanter fra
Erhvervsnetværket, lokale erhvervsfolk og byrådskandidater inviteres til at drøfte erhvervspolitik og vækst i Solrød Kommune.
Kan hybridangreb ramme Solrød?
Ja, hybridangreb kan også ramme i Solrød. Spørgsmålet er, om vi er klar til en krise?
”Vi har inviteret Torsten Schack Pedersen forbi, fordi det er vigtigt, at vi sætter beredskab på dagsordenen. Når vi kigger på de eksisterende beredskabsplaner, kan vi lynhurtigt se, at hvis vi bliver ramt af noget voldsomt, så mangler vi en rigtig robust beredskabsplan lokalt. Det skal vi selvfølgelig have styr på,” siger borgmesterkandidat Kim Kliver, der tidligere har været ude at slå på tromme for en styrkelse af beredskabsplanerne.
Det er torsdag den 30. oktober kl. 19.00–21.00, at Venstre i Solrød inviterer til den vigtige debat om beredskab og samfundssikkerhed med Torsten Schack Pedersen, Minister for Samfundssikkerhed og Beredskab. Arrangementet afholdes på Aktivitetscenteret i Solrød Center 85 og fokuserer på, om Solrød Kommune er rustet til at håndtere ikke kun storme og brande, men også hybridangreb, sabotage og andre større kriser.
Beredskabet handler om et hele
Beredskabet handler ikke kun om naturlige katastrofer, men også om trusler som cyberangreb, infrastruktursabotage og andre former for moderne krigsførelse, der kan ramme lokalsamfundet, siger borgmesterkandidat Kim Kliver, der håber på en bred debat.
Hvordan kan vi udnytte den lokale kraft fra frivillige og foreninger endnu bedre? Og hvilke teknologiske løsninger kan styrke vores beredskab?
”Vi har brug for at drøfte, hvordan vi skaber den bedste dialog mellem kommune, borgere og stat for at sikre et robust og trygt Solrød. Alle borgere er velkomne til at deltage, stille spørgsmål og bidrage med deres perspektiver,” siger Kim Kliver.
Lokale Venstre-folk vil have Ring 5 aflyst
Allerede den 3. november kl 17-19 inviterer Venstre i Solrød igen alle interesserede borgere til en aften med Morten Dahlin, Minister for Byer og Landdistrikter. Arrangementet finder sted i Pepes Bar, Havdrup Hallen, Skolevej 62 og sætter fokus på tre centrale emner: Fingerplanen, Ring 5 og bevaringen af landsbylivet.
Venstre i Solrød har klart meldt ud: Staten skal ophæve arealreservationen til Ring 5.
Ifølge partiet har Ring 5-arealreservationen blokeret udviklingen og skabt usikkerhed i årtier. Derfor ser man lokalt ingen realistisk fremtid for en ny motorvej i transportkorridoren, og ønsker den ophævet.
Samtidig vil Fingerplanen blive drøftet: Skal den ses som en mulighed eller en barriere for Solrøds vækst? Og hvordan sikrer vi, at landsbyerne bevarer deres initiativ, fællesskab og livskraft?
Arrangementet er en chance for at møde ministeren, stille skarpe spørgsmål og bidrage til debatten om, hvordan Solrød bedst navigerer i de kommende års udfordringer.
Lukket erhvervsarrangement med Troels Lund Poulsen
Det er også lykkedes at presse et arrangement med Venstres formand, Vicestatsminister Troels Lund Poulsen ind i kalenderen den 6. november.
”Vi ville gerne have holdt det tredje ministermøde som en åben debat. Denne gang bliver det dog som et lukket erhvervsarrangement med udvalgte repræsentanter fra Erhvervsnetværket, lokale erhvervsfolk og byrådskandidater, hvor vi tager en debat om erhvervspolitik og vækst i Solrød Kommune. Arrangementet finder sted hos EnergiElektrikeren i Havdrup,” fortæller Kim Kliver, der håber, at man senere kan få arrangeret et offentligt møde, hvor der bliver adgang til at møde Troels Lund Poulsen.
Venstre tager initiativ: Din chance for at blive hørt
De to åbne arrangementer er en god mulighed for at møde ministrene, stille spørgsmål og være med til at forme Solrøds fremtid.
”På vegne af Venstre i Solrød vil jeg gerne opfordre borgere, der har tid og lyst, til at deltage og bidrage til debatten om Ring 5, beredskab og kommunens udvikling,” siger borgmesterkandidat Kim Kliver.
Kilde: Venstre i Solrød


