Folkeskolen har brug for mere end nye bygninger
Mange kandidater har folkeskolen som deres mærkesag – og det er både godt og nødvendigt. For folkeskolen har i mange år været udfordret, og det mærkes tydeligt hos både elever, lærere og forældre.
Der tales om nye løsninger: en tredje folkeskole, en ny specialskole, nye strukturer. Det er positivt med nytænkning og vilje til at handle, men jeg sidder tilbage med en følelse af, at man tror, at nye bygninger og planer alene kan løse problemerne. Det kan de ikke.
At være forælder til et barn med særlige behov – det kan være ordblindhed, diagnoser eller skolevægring – er fortsat en stor udfordring i Solrød. Det handler ikke kun om mursten, men om mennesker, kompetencer og ledelse. Folkeskolen er presset på alle fronter: for store klasser, for lidt tid til forberedelse, udfordringer med inklusion og en kompleks opgaveportefølje. Samtidig forlader alt for mange elever skolen uden de mest basale læse- og regnefærdigheder.
Ingen tvivl om, at alle kandidater vil kommunens børn det bedste – det vælger jeg at tro på. For vores børn er fremtiden, og de fortjener de bedste vilkår for deres videre liv. Men hvorfor sidder så mange forældre i Solrød med en følelse af magtesløshed, frustration og ikke at blive hørt?
Ofte hører man, at når politikerne bliver gjort opmærksomme på problemer, så gør de, hvad de kan. Men virkeligheden er, at mange forældre – også dem med ressourcer til at kæmpe – står tilbage med en følelse af opgivenhed, fordi problemerne ikke bliver løst. Og dem, der ikke har overskuddet til at råbe højt, bliver ofte ladt i stikken, selv når skolen ved, at der er et problem.
Jeg forstår godt, at mange forældre ikke orker kampen med skolens ledelse eller kommunen. For det er hårdt at have et barn, der ikke trives. Mange ender med at flytte deres børn – og så slipper skolen for endnu et barn, der ikke blev grebet i tide. De historier bliver glemt, men børnene glemmer dem ikke.
Vi sender børn ud af folkeskolen med ar på sjælen, fordi systemet ikke formåede at hjælpe, da de havde brug for det. Udfordringen handler ikke kun om økonomi og hænder, men også om ansvar og ledelse.
Hvordan skal vi som forældre i Solrød tro på, at der sker reelle ændringer, når der gang på gang op til et valg loves guld og grønne skove – men udfordringerne bare vokser, og flere børn kommer i klemme?
Kære politikere: Husk, det handler om børn. Ikke bygninger. Ikke valgkamp. Børn.
Kilde: En forældre (Redaktionen er bekendt med borgernes navn, men vedkommende har ønsket at være anonym)


