Uden en ansvarlig økonomi går det galt for velfærden i Solrød
Af Louise Irgens Kandidat til Solrød Byråd (V)
For nylig sendte forvaltningen udkastet til årets budget på gaden. Det var godt nok ærgerlig læsning. Kører vi videre med de beslutninger, som byrådet allerede har vedtaget – og med hvad forvaltningen kalder nødvendige investeringer – så har vi om få år et hul i kassen på 54 millioner kroner.
Solrød har i mange år haft en fornuftig skatteprocent. Ikke den billigste. Ikke den dyreste. Nummer 31 ud af 98 – og en stabil økonomi. Det er jeg stolt af, og det skal vi gøre, hvad vi kan, for at fastholde. Derfor skal vi også være ærlige og fortælle om den noget ærgerlige økonomiske situation, vi er havnet i.
Hvordan er det kommet dertil? Den korte forklaring er, at vi bruger mere, end vi får ind. Og den lidt længere forklaring er, at tiden med store jordsalg – og dermed penge i kommunekassen – er snart forbi. Samtidig betaler vi hvert år et trecifret millionbeløb til andre kommuner gennem udligningsordningen. Og vi har truffet nogle dyre beslutninger, for eksempel om institutionsbyggeri. Det presser vores økonomi og stiller større krav til, at vi nu og her prioriterer rigtigt.
Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg vil være med til at sikre, at Solrød også i fremtiden har en sund og robust økonomi. Med baggrund i ledelse og økonomi samt med flere år i både skole- og fagpolitik ved jeg, hvor vigtigt det er, at vi bruger pengene rigtigt – og med omtanke.
Jeg har derfor øjnene stift rettet mod, at vi fastholder en fornuftig skat – ved at drive kommunen effektivt i stedet for at hæve skatterne. At vi starter med at køre en ny, stram budgetdisciplin – så vi er sikre på, at vi har pengene, før vi bruger dem. At vi stiller os endnu længere frem, når det gælder modernisering og digitalisering – så færre ressourcer bindes i administration, og flere kan bruges på velfærd. At vi i en periode satser på vedligehold før nybyggeri – så vores bygninger ikke forfalder, mens vi bygger nyt, hvor budgettet skrider.
For mig handler økonomi ikke bare om tal i et regneark. Det handler om at bruge borgernes penge med respekt – og sikre, at vi også om 10 og 20 år har råd til god velfærd.
Derfor stiller jeg op. Fordi jeg vil være med til at sikre, at Solrød på sigt bliver en kommune med orden i økonomien, lav skat og stærke velfærdstilbud til både børn, unge og ældre.

Kilde: Louise Irgens



