Motorvejsstøj plager mere end 4.000 boliger i Solrød kommune
Det er en daglig gene for mange Solrødborgere. En ny beregning fra MOE Artelia viser, at omfanget af boliger, som udsættes for støj over grænseværdien på 58 DB er væsentlig højere end de hidtidige vurderinger. Mere end 4.000 boliger er i denne kategori.
Så nu er det tid til handling.
Der er gået lang tid med analyser og udvalgsarbejde. Mere end 3 år. Solrød kommune er fortsat ikke i betragtning, når der skal udloddes midler fra den statslige pulje. Det er en pulje på 3 mia. kr., som den socialdemokratiske regering i samarbejde med en lang række af folketingets partier fik etableret i 2021 til bekæmpelse af trafikstøj ved motorveje.
Vi ved, at Vejdirektoratet løbende foretager forundersøgelser med henblik på at identificere nye områder med behov for støtte til bekæmpelse af trafikstøj. End ikke i denne kategori er Solrød kommune omfattet.
Det er bare ikke godt nok. Der må simpelthen tages meget mere systematisk fat på denne opgave. Vi kan ikke være afventende og tro på, at det kommer til os ude udefra. Solrød kommune bliver nød til at prioritere denne opgave politisk. Ambitionerne skal være større.
Jeg siger ikke, at det er en let opgave. Jeg har selv været medlem af opgaveudvalget og jeg står bag anbefalingerne til byrådet. Men hvis ikke opgaven kommer op på den politiske prioriteringsskala, så kommer vi i den nederste halvdel, når der skal prioriteres i Vejdirektoratet og i Transportministeriet.
I Socialdemokratiet prioriterer vi en løsning i samarbejde med nabokommunerne om et støjværn på motorvejen og gerne både en midterskærm og en østlig skærm. Målinger viser, at det vil give de bedste resultater.
Anlægsomkostningerne for strækningen i Solrød er anslået til 165 mio. kr.
Når der efter valget skal forhandles om en ny politisk ledelse i Solrød kommune, så vil vi i Socialdemokratiet prioritere denne opgave.
Finn Larsen
Nummer 5 på liste A
Socialdemokratiet

