Efter 20 trofaste år slår Solrød Gymnasiums rektor, Bjarne Thams, hul på pensionstilværelsen og overlader hjørnekontorets nøgle til Mette Møller Jørgensen. Hun er på kort tid blevet valgt af tre ansættelsesudvalg på SG. Først som uddannelsesleder, så som vicerektor og nu som rektor. Vi har fået en snak med den nye lokalprofil om alt det der venter.
Af Trine Brix
Nuværende rektor, Bjarne Thams, var ikke med i ansættelsesudvalget, men han er glad og tryg, fortæller han.
Hvad siger du til dette citat fra ham?
”Det gør mig tryg for skolens fremtid, at det er Mette Møller Jørgensen, der skal styre skolen hen mod uddannelsesreformen 2030. Mette har et stærkt visionært og strategisk blik på skolens udvikling. Hun kender vores dygtige medarbejdere og hun har erfaring som både leder og som læringskonsulent for Undervisningsministeriet.
– Lad mig starte med at sige: Bjarne har på så mange måder tegnet Solrød Gymnasium, som det fremstår i dag med sin venlighed og rummelighed. Han har sammen med medarbejderne holdt skolen opdateret, og der er mange, der kommer til at savne deres rektor. Det er jeg helt bevidst om, når jeg skal sætte mig i hans stol. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at videreføre Bjarnes gode ånd og favnende tilgang. På det personlige plan kommer jeg uden tvivl til at savne ham og den sparring, jeg har fået som hans vicerektor.
Det er sandt, at jeg har ledelseserfaring fra Ørestad Gymnasium, hvor tempoet var højt og krævende, og ja; jeg har set lidt af hvert, hvad angår ledelse. Det har jeg qua min erfaring som læringskonsulent i Undervisningsministeriet, hvor jeg var ansat som en form for faglig strateg til at inspirere og informere gymnasieledelser i forhold til politiske indsatsområder og reformimplementering. I jobbet indgik også tilsyn og rådgivning, når gymnasier var i tilsyn og skulle rette op på noget. På Solrød Gymnasium har Bjarne Thams udviklet og driftet med ordentlighed til det sidste. Jeg vil bruge de pejlemærker, som jeg qua min erfaring kender så godt, til at navigere videre mellem kontinuitet og nænsom forandring for på den måde at sikre en fortsat god og solid organisation.

Du har valgt Solrød Gymnasium for 3. gang nu: Som uddannelsesleder, som vicerektor og som rektor. Hvorfor ?
– Fra min første dag har jeg vidst, at SG er et særligt sted. Vi har elever, der kommer fra meget forskellige liv. Alligevel er de fælles om at passe på hinanden og værne om skolens mange fede traditioner og den seriøse faglighed på stedet. Og så er medarbejderne på SG altså i en liga for sig: Dedikerede og dygtige på den helt rette måde, der gør, at vi kan klare en masse sammen. Det er ikke kun sket én gang i min tid her, at jeg fra skolens gæster får en kommentar som ”her er altså virkelig rart – jeg kan ikke lige sætte fingeren på, hvad det er”. Jeg synes også, at her er virkelig rart. Og Solrød Gymnasium står et godt sted lige nu. Vi er så klar som vi kan være til den næsten revolutionerende forandring af uddannelseslandskabet, som ligger foran os med uddannelsesreformen i 2030. Vores optimerede skema fungerer. De unge lærer på livet løs frem til kl. 14 og herefter summer skolen af undervisning i de mindre boglige fag, af klubaktiviteter og frivillige fællesskaber. Det glæder vi os alle til at fortælle om, både under brobygning, på frivillige besøgsdage med grundskoleelever og til Åbent Hus i januar.
– Solrød Gymnasium står et godt sted lige nu, lyder det fra Solrød Gymnasiums kommende nye rektor, Mette Møller Jørgensen. – Vi er så klar som vi kan være til den næsten revolutionerende forandring af uddannelseslandskabet, som ligger foran os med uddannelsesreformen i 2030.
Hvem bliver dine stærkeste samarbejdspartnere ?
– Vores engagerede lærere. De dygtige folk i administrationen. Eleverne. Mit store netværk uden for skolen. Og så ikke mindst dem, der er allertættest på mig i dagligdagen allerede nu: Mit stærke ledelsesteam, hvor vi vil hinanden og skolen det bedste. Her er det helt afgørende, at de veje, vi ønsker at gå, giver mening for ansatte og også for vores elever. Ellers kan vi lave nok så mange forandringer, men ikke forbedringer. Der sker ikke udvikling, hvis ikke de aktører, som skal udføre udviklingen i praksis, kan se pointen. Derudover ser jeg for mig, at vi i endnu højere grad bliver synlige lokalt. Det bliver naturligt frem mod uddannelsesreformen, men også i det daglige liv, håber jeg. Solrød Gymnasium skal være en naturlig spiller i byens udvikling og stemning.
Du er selv mor. Er det en fordel eller en udfordring, når du samtidig skal være rektor på et mellemstort gymnasium ?
– Det er rigtigt, jeg har tre børn med min mand. Jeg ser det som en kæmpe fordel, for jeg kan jo tydeligt se på mine egne børn, hvad der skal til for at de kan have det godt som børn og unge. Samtidigt ser jeg, hvordan det er at vokse op i et samfund, hvor forventninger fra både omgivelserne og én selv er tårnhøje. Mit hjerte banker for både mine egne børns og andre unges trivsel. At give skolestøtte under en elevs svære perioder her på gymnasiet, se den unge i øjnene og sige ”det kan du godt” for så til sidst at se ham eller hende med huen på, ja det er bare kæmpestort.
Vi vil jo alle, at unge skal trives og nyde livet. Det ser vi heldigvis også i stort omfang på SG gennem de tre STX-år eller de to HF-år. Men vi har som uddannelsesinstitution et stort ansvar for at rumme og ramme mange forskellige unge. Unge, som på den ene side har brug for at være helt særlige og på den anden side være en del af et forpligtende fællesskab. Min ældste søn er mentalt handicappet, og selvom han aldrig kommer til at gå i gymnasiet, så kender jeg også livet gennem ungdomspsykiatrien, lige som nogle af vores elever og deres forældre desværre gør. Her er det så vigtigt, at vi forstår vores unge som både modige og sårbare, og jeg har så stor respekt for elevernes faglige vilje, deres venlighed og følelse af medborgerskab midt i udfordrende fase i livet.
Min allerfornemmeste opgave som leder for både dem og medarbejderne er og bliver at lytte mig frem til, hvordan vi hele tiden skaber forbedringer gennem tryg drift og meningsfulde forandringer.

FAKTABOKS: Mød Solrød Gymnasiums nye rektor den 19.1. 2026 kl. 19.00, når skolen holder Åbent Hus med masser af elever, lærere, ledelse og vejledere til at fortælle om det særlige optimerede skema, de faglige muligheder, de sociale fællesskaber og mange traditioner.
Forlader man grundskolen til sommer, kan man på skolens hjemmeside også booke en personlig besøgsdag, hvor Mette Møller Jørgensen tager imod.


