Gamle streger styrer stadig Solrøds udvikling
Af Emil Blücher, Borgmester i Solrød Kommune
Der er meget i Solrød, vi med god grund kan være stolte af. Vi bor tæt på hovedstaden, tæt på naturen og tæt på vandet. Vi har gode forbindelser, attraktive boligområder og en kommune, som mange gerne vil bo i. Noget af forklaringen skal faktisk findes helt tilbage i 1947.
Det var her, man lavede den såkaldte fingerplan. En statslig plan for udviklingen af hovedstadsområdet, hvor man billedligt lagde en hånd oven på et kort. Håndfladen var København, og fingrene var de områder, hvor byudviklingen skulle ske langs trafikårerne ud fra byen. Solrød blev en del af Køge Bugt-fingeren.
Det var på mange måder en fremsynet plan. Men i dag mærker vi også bagsiden. For den samme plan, som har været med til at gøre Solrød attraktiv, er også med til at begrænse vores muligheder for at udvikle kommunen klogt i fremtiden.
Infrastruktur skaber vækst
Fingerplanen hænger tæt sammen med den infrastruktur, der har formet vores område. S-toget og Køge Bugt Motorvejen har ikke bare gjort det lettere at komme til og fra Solrød. De har været helt afgørende for, at kommunen har kunnet vokse og udvikle sig.
I dag pendler mere end 80 procent af vores borgere ud af kommunen, når de skal på arbejde. Det siger noget om, hvor tæt vi er knyttet til resten af hovedstadsområdet. Uden de forbindelser var Solrød næppe blevet den attraktive kommune, vi kender i dag.
Derfor skal vi også huske, at fingerplanen ikke kun er en hæmsko. Den har været med til at skabe det fundament, vi står på.
Når gamle streger spænder ben
Problemet er bare, at fingerplanen også tegner meget hårde grænser. Der må som udgangspunkt ikke bygges mellem fingrene – i de såkaldte grønne kiler. Det betyder, at mulighederne for byudvikling vest for motorvejen er meget begrænsede.
Vi står derfor i en situation, hvor strandområdet i Solrød stort set er fuldt udbygget, mens reglerne samtidig gør det svært at udvikle den øvrige del af kommunen. Det giver nogle meget konkrete udfordringer, særligt i en tid, hvor skærpede støjkrav og støj fra Køge Bugt Motorvejen også er med til at sætte sine begrænsninger for byudviklingen.
Vi har for eksempel i de senere år haft få reelle muligheder, når vi skulle finde plads til nye daginstitutioner. Og jeg frygter, at vi kan stå med samme problem, når vi i de kommende år får behov for at udvide skolekapaciteten i strandområdet. Når man på forhånd låser mulighederne til nogle få arealer, bliver det nemlig sværere at placere tingene dér, hvor det faktisk giver bedst mening.
Store arealer lagt i reservation
Som om det ikke var nok, er en stor del af Solrød også ramt af en statslig transportkorridor, der skærer gennem kommunen og udgør næsten en femtedel af vores samlede areal.
Arealet er reserveret til mulig fremtidig infrastruktur, for eksempel en ny motorvej, også kendt som Ring 5. Men meget tyder på, at projektet har lange udsigter. Solrød og en lang række andre kommuner er imod projektet, blandt andet fordi det vil være den mest støjende af de undersøgte linjeføringer. Samtidig er der ikke afsat penge til projektet, som vil koste næsten det samme som en lille Storebæltsbro.
Da København-Ringsted-banen skulle anlægges, valgte man ligeledes en anden linjeføring end transportkorridoren.
Det rejser derfor et helt rimeligt spørgsmål: Er det fair, at staten lægger beslag på så stort et areal i vores kommune, når sandsynligheden for, at det nogensinde bliver brugt, er så lille?
Vi har brug for mere frihed og mindre rigiditet
Fingerplanen er i dag alt for sort-hvid. Nogle steder må vi gerne bygge, selv om det kan virke mindre oplagt. Andre steder må vi ikke, selv om det planlægningsmæssigt kunne give god mening.
Et eksempel er, at vi gerne må bygge boliger mellem Solrød Landsby og motorvejen, men ikke på Lodden, som ellers ligger lige op ad Solrød Landsby sydvest for Roskildevej. I Havdrup må vi kun bygge 150 nye boliger i de kommende år, selvom der både er plads til, og efterspørgsel efter nye boliger. Og på Silovej, hvor vi har et erhvervsområde der ligger tæt på motorvejen, og langt væk fra større beboelsesområder, må området heller ikke udvides så vi kan fastholde vores lokale virksomheder.
Det betyder naturligvis ikke, at vi absolut skal bygge overalt. Det skal vi ikke. Solrød skal fortsat være en grøn kommune med luft, natur og klare grænser. Men reglerne bør være mere fleksible, så vi lokalt får større frihed til at finde de løsninger, der giver bedst mening for os lokalt.
For virkeligheden er ikke sort-hvid. Det bør planlægningen heller ikke være.
En plan der trænger til at blive gentænkt
Fingerplanen har gjort meget godt for Solrød. Den har været med til at skabe vækst, sammenhæng og gode forbindelser til resten af hovedstadsområdet. Det skal vi anerkende.
Men tiden er efterhånden moden til, at fingerplanen bliver løsnet væsentligt op, så den ikke fremadrettet vil spænde ben for fornuftig lokal udvikling. Når reglerne bliver for rigide, og når store arealer holdes hen i uvished årtier ud i fremtiden, går det ud over kommunernes mulighed for at tage ansvar og planlægge klogt.
Jeg drømmer derfor om, at fingerplanen bliver løsnet op. For staten skal selvfølgelig sætte en retning. Men den behøver ikke tegne alle stregerne så hårdt op, at vi lokalt ikke kan få lov til at tænke selv.