Dagbog for konfirmander
Af Havdrup Kirke
I konfirmandundervisningen har konfirmanderne haft den lille grønne Dagbog for konfirmander fra Bibelselskabet som ledsager.

Her har de kunnet skrive deres noter, klistre sedler ind og tegne til opgaver, de har fået undervejs. Det kan være tænkespørgsmål om bekymringer, misundelse eller fristelse. Energidrik kan fx være en fristelse, er der en, der skriver.
Konfirmandord bliver valgt med hjertet
En måneds tid inden konfirmationen skal konfirmanderne vælge et ”konfirmandord”, som bliver skrevet ind i deres konfirmationstelegram. Konfirmandordet har de valgt fra en liste med utallige citater fra Bibelen.
Lærke skal konfirmeres den 2. maj i Havdrup Kirke. Hun har valgt et citat fra Ordsprogenes bog: ”Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet!” – Det har jeg valgt, fordi jeg synes, det er vigtigt at passe på sit hjerte og på den, man selv er, smiler hun.

Maddox har valgt et bibelord fra Johannesevangeliet: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.”
– Jeg synes bare, man skal elske hinanden og ikke hade hinanden. Derfor har jeg valgt det. Og så skal man tilgive, hvis nogen har gjort noget forkert, siger Maddox, som skal konfirmeres 9. maj.
Nu kan jeg Fadervor
Både Lærke og Maddox synes, at det har været en god oplevelse at gå til konfirmandundervisning, som er foregået både i sognehuset, på præsteengen, i kirken og i havet ved Solrød Strand.

– Der har bare været en god stemning og hyggeligt at deltage, og så har vi lært noget nyt, Fadervor og Trosbekendelsen fx – Jeg kendte godt Fadervor, men jeg kunne det ikke. Det kan jeg nu. Det er meget bedre at kunne det selv end bare stå og læse op fra sin telefon, nikker Maddox, før det igen er tid til franskbrødsmadder og citronmåne sammen med de andre.
Sognecafé på botaniske udflugter
I maj måned er der flere gode ting at se frem til i Sognecaféen, som mødes hver onsdag kl. 10-12 i sognehuset på Bistrupvang. Det er gratis at deltage. Interesserede dukker bare op.

Den 6. maj handler det om den gode søvn eller mangel på samme. Mette Lunderskov kommer og fortæller om søvnapnø og andre søvnspørgsmål. Ugen efter er der botanisk udflugt til Rhododendronparken ved Gl. Kjøgegaard, som da gerne skulle stå i fuldt flor.
Onsdag den 20. maj kommer fhv. provst i Solrød Provsti Anne Bredsdorff og fortæller om hverdagen på Hospicegården Filadelfia i Dianalund, hvor hun er frivillig. Måneden slutter med spil og sang af kirkens organist Peter Plougmann.

Sognecaféen er hvert år i april også på ”botanisk udflugt” til Boserup Skov for at se anemoner. Den tur har de lige været på den 15. april. Dagen begyndte i tåge, men heldigvis lettede tågen op ad formiddagen, og så blev der plukket buketter i massevis. Dagen sluttede med kaffe og en dram at varme sig på.
Skriv til Gud i maj
I en ny workshop, onsdag den 6. maj kl. 16.30-17.30 i sognehuset på Bistrupvang, præsenterer sognepræst Bente Lybecker metoden, som man kalder ”Spiritual Journaling”.
– For mange mennesker er det lettere at kommunikere med Gud på skrift frem for at bede på traditionel vis, siger Bente Lybecker. – I denne workshop får deltagerne mulighed for via Journaling-metoden at prøve både at lytte til Gud og tale med ham på skrift.

Bente siger også, at vi faktisk kan finde noget, der ligner journaling i Bibelen. I salmernes bog skriver forfatteren til Gud på en meget direkte måde. Det sker i glæde, i sorg, i frygt, i frustration – i alle livets situationer.
I dag er journaling en populær måde at tømme sit hoved på, finde ind til sine kreative sider og lytte til stemmen i sit inderste. Journaling er at skrive det, der gemmer sig der.
Max. 15 deltagere. Deltagelse er gratis. Husk tilmelding senest dagen før den 5. maj kl. 12.
Minikonfirmand – Nyt hold
Fra onsdag den 20. maj og frem til onsdag den 24. juni inviterer præst Bente Lybecker og kirke- og kulturmedarbejder Anette Løndal Hemmingsen børn i 3. klasse til minikonfirmand, som er folkekirkens tilbud til børn i 3. klasse.

I løbet af seks onsdage vil de give børnene smagsprøver på, hvad kirke og kristendom handler om. Sognehuset giver lidt at spise og drikker til alle hver gang. Det er gratis at deltage. Forløbet slutter med gudstjeneste i Havdrup Kirke for minikonfirmanderne og deres familier.
Tilmelding nødvendig på www.havdrupkirke.dk
Nu er der skov og sø på kirkens jord
Efter at Byrådet i Solrød Kommune i januar 2026 vedtog et tillæg til kommuneplan 2025, som tillader skovrejsning på et mindre areal tæt ved Havdrup Kirke, er det gået stærkt.
Klimaskov i Havdrup
Lørdag den 28. marts gik tre mænd og en traktor med plantemaskine i gang på Havdrup Kirkes jord vest for kirken. Tirsdag den 7. april blev de sidste træer (eg, bøg og nål) af i alt 20.575 planter sat. Sikken festdag!

Søen er gravet
Henover påsken er der også blevet gravet ud til en sø, så nu rummer de 6 hektar af kirkens jord både skov og sø! Søen er på 600 m2 og to meter dyb.

Præst Kristine Stricker Hestbech er glad og spændt: ”Regnvand og grundvand vil med tiden fylde søen, og så er det ellers blot at vente på, at naturen gør resten. Det bliver spændende at følge med i!”
Medarbejdere på markvandring
Da alle kirkens medarbejdere var i marken efter påske for at se resultaterne, kunne de stå på søens bund og se leret skinne og lidt vand, der havde samlet sig.
De kunne også konstatere, at råbukkene var glade for nybeplantningen. De havde allerede fejet med deres gevir på et par af de pindede planter …

Heldigvis blev der dog sat hegn op om hele området dagen efter. Den nyplantede klimaskov skal også have ro nogen tid, før den bliver åbnet for lokale borgere.
Lokal skovbegravelse
Medarbejderne gik også igennem de to planlagte lysåbninger på området. I lysningen nærmest søen skal der være skovbegravelse med plads til urner. Her bliver der inden længe plantet 12 egetræer af 2½-3 meters højde.
Visioner kræver tålmodighed
Når man anlægger en ny skov, spiller tidsperspektivet en stor rolle, og man må væbne sig med tålmodighed.
Først bruger skoven et par år på at etablere sig, efter 10 år er det en ung skov, hvor man kan gå mellem træerne, og først efter 50-60 år er skoven et veletableret økosystem.

Folkekirkens grønne indstilling
Men selvom det i høj grad er fremtidige generationer, der får gavn af skoven som rekreativt område, kan alle glæde sig over, at naturen får gavn af det fra dag 1. Folkekirken bidrager i disse år væsentligt til den grønne omstilling i samfundet med initiativer til at reducere CO2 og øge biodiversiteten. Og Havdrup Kirke er på forkant.


