Når livet også skal nås
Foråret minder os om noget vigtigt: At hverdagen ikke kun skal fungere – den skal også kunne leves.
Foråret er på vej. Man mærker det, før man egentlig lægger mærke til det. Lyset ændrer sig, bliver blødere, og dagene trækker sig lidt længere ud i aftenen. Der er noget i os, der stille og roligt begynder at give lidt mere plads – som om vi trækker vejret en smule friere igen. Det er ikke noget, man nødvendigvis taler højt om, men de fleste kan genkende det.
Forleden talte jeg med en, der satte ord på noget, jeg ikke helt har kunnet slippe siden. Det blev sagt uden store armbevægelser, næsten i forbifarten: “Jeg vil egentlig bare gerne have et liv, hvor der også er tid til at leve det.” Den sætning blev hængende. Måske fordi den rammer noget helt grundlæggende. For det er jo ikke, fordi vi forventer det perfekte liv. De fleste af os ved godt, at hverdagen også består af pligter, arbejde og ansvar. Men der ligger et stille ønske om, at det hele ikke kun bliver drift – at der også er plads til det, der giver livet værdi.
Når jeg ser på vores samfund i dag, sidder jeg med en fornemmelse af, at vi stille og roligt er gledet et stykke væk fra det udgangspunkt. Ikke med vilje, men fordi der over tid er kommet flere lag på. Flere regler, flere systemer og flere krav – og måske også lidt mere afstand. I årene efter corona er den administrative del af den offentlige sektor vokset, samtidig med at vi igen og igen hører om mangel på hænder der, hvor mennesker møder mennesker: i ældreplejen, på sygehusene og i daginstitutionerne. Det er svært ikke at stille spørgsmålet: Hvordan hænger det sammen? Hvorfor er det ikke i højere grad sosu’er, sygeplejersker og pædagoger, vi har fået flere af – dem, der står derude hver dag og får hverdagen til at fungere?
Samtidig går en anden fortælling igen. Forældre, der savner tid med deres børn. Bedsteforældre, der gerne vil være mere sammen med deres børnebørn. Og mennesker, der helt enkelt ønsker en hverdag, der hænger bedre sammen. Ikke et liv, der konstant er styret af kalenderaftaler og praktiske gøremål, men et liv, hvor der også er plads til nærvær. Jeg tror, mange kan genkende følelsen af, at det nogle gange tipper den forkerte vej – at det hele kommer til at handle lidt for meget om drift og lidt for lidt om liv.
Jeg har selv været en del af arbejdslivet i mange år. Jeg har set tempoet stige og kravene vokse, og jeg ved godt, at virkeligheden ikke er enkel. Men netop derfor er det nødvendigt indimellem at stoppe op og stille det ærlige spørgsmål: Har vi fået indrettet et system, der i virkeligheden gør hverdagen mere besværlig, end den behøver at være? For alt for ofte tager vi udgangspunkt i det, der ikke fungerer – i det, der mangler, og i det, folk ikke kan. Men de fleste mennesker kan jo noget, vil noget og bidrager med noget. Hvad nu hvis vi begyndte dér? Hvis vi i højere grad mødte hinanden med tillid i stedet for kontrol, med fleksibilitet i stedet for faste skabeloner og med blik for det enkelte menneske i stedet for kun systemet omkring det.
Min erfaring er, at når mennesker bliver mødt sådan, så sker der noget. Ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden, men over tid. Der opstår engagement, ansvar og ejerskab. Mennesker vokser, når de bliver set. Foråret er på sin egen stille måde en påmindelse om netop det – at ting kan gro igen, hvis de får de rigtige betingelser. Måske gælder det også for vores samfund. Måske er det ikke altid de store reformer, der skal til, men nogle gange de små justeringer i måden, vi tænker og møder hinanden på.
Måske er det tid til at finde lidt tilbage. Til det nære. Til det menneskelige. Til det, der fungerer i virkeligheden – ikke kun på papiret.
Mennesker før systemer.
Det er ikke en stor parole. Det er bare det liv, de fleste af os gerne vil have. Og måske er foråret en meget god anledning til at begynde der.
Brian Mørch
Byrådsmedlem