Det kom som en bombe for mange, da jeg meddelte, at jeg havde meldt mig ud af Dansk Folkeparti og ind i Danmarksdemokraterne.
Og hvorfor nu det? Det er der faktisk en del grunde til.
Nu er det jo ikke sådan, at jeg pludselig mener noget andet, end jeg hele tiden har gjort. Jeg er stadig mig selv, og mine fokuspunkter er stadig børnene, de unge, de ældre og dem, der uanset alder har brug for en hjælpende hånd. Og så selvfølgelig, at Danmark skal blive ved med at være dansk.
Jeg er ikke uvenner med Dansk Folkeparti. Jeg vil nærmere beskrive det som den kæreste, man troede, man skulle giftes og have børn med, men så midt i hverdagen viser det sig, at sådan skal det alligevel ikke være, og efter en tid med gnaveri og surmuleri bryder man op og kommer videre.
Jeg var nået dertil, at jeg ikke længere kunne se mig selv i projektet, og jeg følte, vi gik mere og mere skævt af hinanden, så tiden var inde til at finde nye veje. Men gammel kærlighed ruster ikke, og jeg ønsker Dansk Folkeparti god vind og mange stemmer.
Snubletråde og enighed
Jeg er helt sikker på, at jeg traf det rigtige valg, da jeg meldte mig ind i Danmarksdemokraterne. Der er jo tale om et nyt parti, og der har været snubletråde, men jeg synes, partiet er kommet godt fra start, og jeg glæder mig til at yde en indsats og løfte partiet et godt stykke fremad.
Om jeg er enig med mit nye parti i alt? Næh, det tror jeg ikke, og jeg tror ikke, man kan finde nogen gruppering, som man er 100 procent enig med. Og det skal man nok heller ikke lede efter. Jeg tror, at hvis man er enig om det meste og det vigtigste, så er det godt nok.
Borgerne vil ikke møde en ny udgave af mig. Jeg er stadig den, der kæmper med næb og kløer for mine mærkesager, og de er de samme, som de hele tiden har været. Børnene skal have en tryg barndom, og hvis der er problemer, skal vi gøre alt, hvad vi kan for at lindre og hjælpe. Det samme med de unge mennesker, der så let kan fare vild i livet. Og de ældre skal denondelynemig have en værdig alderdom. Fint at så mange selv klarer hverdagen, men vi skal være klar til at rykke ud, når der er enten et akut og midlertidigt behov for en hjælpende hånd, eller hvis der er tale om permanent støtte.
Nå ja, så er der det med migrationen, men det er landspolitik og skal løses nationalt.
Brian Mørch
Byrådsmedlem