Julevenner.dk oplever en overvægt af gæster i forhold til værter. Derfor opfordrer Røde Kors og Boblberg alle med plads, lyst og overskud til at åbne deres hjem juleaften og invitere én eller flere med, som ellers risikerer at sidde uønsket alene.
Af Røde Kors og Boblberg
Julen forbindes ofte med traditioner, familie og tryghed. Men for mange er højtiden også en påmindelse om det, de savner, og om fraværet af nære relationer. Her kan en invitation til juleaften få meget stor betydning.
“Julen er for mange bundet tæt op på traditioner og samvær, men sådan er det ikke for alle. Når man som julevært vælger at åbne sit hjem for en julegæst, kan det være den forskel, der gør, at nogen går fra at skulle sidde alene til at opleve en varm og nærværende juleaften i selskab med andre,” siger Margit Nygård Mikkelsen, sektionsleder for fællesskabssektionen i Røde Kors.
Julevenner er et samarbejde mellem Røde Kors og Boblberg, hvor mennesker, der gerne vil holde jul sammen med andre, kan finde hinanden. På Julevenner.dk kan både værter og gæster oprette opslag og blive matchet til en fælles juleaften, så flere får mulighed for at være en del af et julefællesskab.

Flere gæster end værter
På Julevenner.dk opretter både værter og gæster opslag om deres juleaften, og allerede nu tegner der sig et billede af, at antallet af gæster ligger over antallet af værter. Mange af julegæsterne er enkeltpersoner eller små familier, som af forskellige grunde mangler nogen at holde jul med. Det kan være folk uden stort netværk, studerende eller tilflyttere langt fra deres familie, enlige forældre eller mennesker, der har været igennem store forandringer i livet.
Fælles for dem er ønsket om at være en del af et fællesskab juleaften, i stedet for at sidde alene.
“Vi kan se, at rigtig mange rækker ud efter et julefællesskab, og det er glædeligt. Den store interesse blandt julegæster betyder, at der er brug for flere juleværter, som har lyst til at invitere indenfor. Vores erfaring er, at det ofte bliver en lige så stor gave for værterne som for gæsterne, fordi nye mennesker og nye historier kan gøre julen både varmere og mere meningsfuld,” siger Margit Nygård Mikkelsen og tilføjer, at gæster selvfølgelig også stadig er mere end velkomne til at melde sig.
Sådan melder du dig som vært eller gæst
Det er enkelt at melde sig som julevært eller gæst på Julevenner.dk:
• Gå ind på Julevenner.dk og tilmeld dig
• Opret et opslag som vært eller gæst og skriv kort om dig selv, dine forestillinger om juleaften, og hvor mange gæster der er plads til, eller hvor mange man er som gæster.
• Vælg dernæst om du selv vil kontakte en julegæst/vært via opslagene, eller om frivillige fra Røde Kors skal hjælpe med at finde et godt match.
Juleværter kan være både enlige, par og familier. Det vigtigste er lysten til at dele sin juleaften med andre.
Julegæster kan være både enkeltpersoner og familier, som ønsker at være en del af et fællesskab.
For dem, der ikke føler sig trygge ved det digitale, eller som ikke har en mailadresse, er der mulighed for at få hjælp til at blive oprettet, så Julevenner også er tilgængelig for dem, der står på kanten af de digitale fællesskaber


