De to musikere fra Solrød har skrevet fem sange til ”Knæk Cancer 2025” Carsten og Klaus mødte hinanden første gang ved opstart af en ny musikforening i Solrød i sommeren 2025.
Af Marius Holtze
Gitte Jensen Hedeby, 53, der gennem mange år havde drevet spillestedet Oasen i Vanløse, og hvert år i uge 43 havde afholdt et stort Knæk Cancer show for at samle ind til kampen mod den sygdom, vi alle hader, var nu selv blevet ramt af kræft og hele hendes verden for evigt forandret.
I kampen for at komme tilbage skulle showet også afholdes og spurgte nu om nogen evt. kunne tænke sig at hjælpe ved at byde ind med underholdning, i andre og mindre omgivelser, og det ville Carsten gerne, der kontaktede Klaus for at høre, om det var noget for ham at skrive tekster til. Dagen efter lå der en færdig sang og tekst fra Klaus i indbakken.
Klaus var ikke et sekund i tvivl om at ville dette, og havde brugt hele natten på det og de efterfølgende 4 uger ligeså. De knoklede begge med målet om at skrive 3 sange, men inspirationen pressede på, og det endte med 5 sange, som de spillede torsdag den 23. september 2025, og de er begge tilfredse med resultatet af de fem nye sange. Det er et svært og følsomt emne at skrive om, der vil være en mundfuld for de fleste, og det har da også været en intens arbejdsindsats at skrive, komponere musik og få teksterne på plads. Når man hører det endelige resultat, kan man ikke lade være med at lade sig røre, men der er stik her og der, der gør ondt.
De mødes nu for første gang som en duo, og Carsten spiller den første sang, han havde komponeret og spørger Klaus, hvad han ville sige til, at den handler om en forælder, der skal fortælle sit barn, at hans tid på jorden er ved at nå vejs ende, men at han stadig vil være der, blot i en anden dimension, og dagen efter havde Klaus skrevet en smuk tekst, der starter med ordene ”Her sidder jeg, mellem havtorn og dig”, og sangen kom til at hedde ”Nu stiger solen”.
Man kan have mange meninger om døden, og man kan tror, at der er mere end den. Og uanset trosretning, så er vi alle mennesker og skal den samme vej. Vi bliver født, lever og så er vi her ikke mere.
Den anden sang handler om tidspunktet hvor livet render ud, lige der hvor livet passerer revy, og man mindes ting og livets kærlighed der var.
Sangen hedder ”Anna Bang” og kommer ind på, at vi måske alle havner i situationen hvor livet passerer revy og man mindes, men vi ved jo ikke, hvad der sker i de sidste sekunder, men vi ved, at ens tid her på jorden er begrænset, så brug den bedst muligt”. Klaus mener, at det er en kendt ting i behandlingssystemet, at dem der bliver ramt af alvorlig livstruende sygdom, går igennem en proces, hvor man til sidst accepterer sin situation og kan begynde at filosofere over det liv, de har haft, og at se de lyse sider af det.
Den tredje sang ved navn ”Nattens kolde gys” vender tilbage til den dystre vinkel, og den handler kort og brutalt om et menneske, der er blevet syg. Igen henviser Klaus til de faser man skal igennem, at være ked af at man er ramt, vrede over ens skæbne og så en erkendelse af situationen, og det er også, hvad sangen fremstiller med omkvædet ”Som et spejl i dybe brønde, ingen himmel lyser op, ville livets drømme, væk mig op”. I denne sang tænder vi et lys for dem, som ikke klarede den.
”Flotte bil” er sang nr. 4 og handler om en forælder, der igennem leg fortæller sit barn om kræft. Klaus poetiske finurlige sprog går igennem sangen, ”biler kører på benzin, mennesker på vitamin”, hvor nogle af bilerne går i stykker og t-cellerne, der forsøger at få det, de skal bruge for at få immunforsvaret til at klare sig, men at kræftcellerne stiller sig i vejen og cutter forbindelsen til hjernen, så den ikke får at vide, at der er noget galt. Udover at være flot skrevet, fremstiller den også en universel problemstilling. Nemlig hvordan man som voksen skal fortælle et barn om noget meget alvorligt, og også det at inderst inde, hvem vil man have, der skal fortælle dette.
Når man hører de to musikere fortælle, kan man næsten have fornemmelsen af, at processen har været gnidningsløs, men jeg spørger: Hvad gør man, når man bliver ramt af en skriveblokade? Carsten kigger ud i luften og bruger et øjeblik til at formulere et godt svar. ”En skriveblokade, er måske tegn på at gøre noget andet, og for andre, at dedikere så meget tid til en ting, ikke at man skal holde sig tilbage, men man skal også være der for andre”.
Den sidste sang går ud til alle dem, der skal eller har støttet indsamlingen. Dem, der har købt kunstværker, dem, der har købt billet til arrangementet eller doneret et beløb. Carsten og Klaus har måske tænkt sig at spille sangene igen, og måske i et forum med personer der vil dele deres historie. Lige nu er sangene i et ret råt udtryk, altså de er skrevet, ikke øvet, men det uperfekte her er ret fedt, det er ægte og ærligt, med hjertet uden på, ligesom livet, og som Neil Young siger ”Den største kunst har den korteste vej fra tanke til udførelse”, så den upolerede overflade, har facetterne klar til lytterens fortolkning.
De ser det som deres måde at bidrage til indsamlingen på. Fra vi fødes og til vi ikke er her mere, er det fire ud af ti, der får kræft. Alle kender nogen, der er eller har været ramt af cancer, og med 40% er chancen stor for, at det rammer en selv i løbet af sit liv. Af den grund mener Carsten og Klaus, at alle vil kunne genkende et eller andet i deres sange, og så længe bare en enkelt person vil kunne få noget ud af sangene, vil det have været det hele værd.
Selvom man nemt kan lade sig slå ud af den barske virkelighed, mener Klaus også at det er vigtigt at huske på, at der findes et lys for enden af tunnelen, og at rigtig mange kommer ud i live og får en velfungerende hverdag igen. Hver eneste dag bliver der forsket i nye behandlingsmetoder, der gør det nemmere for de kræftramte, og det er også derfor man støtter Kræftens Bekæmpelse, så de har de rette midler til at forske videre.
De afslutter begge interviewet med ideen om at lave en julesang, en julesang til dem.