Flaget, fællesskabet og de lyse nætter
Af Brian Mørch
Dansk sommer – så bliver det næsten ikke bedre. Sol fra morgen til aften, drivende skyer, isvafler, grillmad, eksamen, feriestemning, nye kartofler, røget fisk og jordbær. I skrivende stund er det Valdemarsdag, og paraplyen har været fremme lidt oftere, end de fleste af os havde håbet på. Heldigvis ser det ud til, at sommeren snart vil gøre et nyt forsøg. Der tales om temperaturer tæt på 30 grader i weekenden, og det vil mange sikkert tage imod med kyshånd. Langs Køge Bugt er sommertegnene allerede begyndt at vise sig. Iskioskerne ved både Jersie Strand og Solrød Strand har slået lugerne op, strandene får flere besøgende, og rundt omkring bliver der planlagt sommerfester, grillaftener og hyggelige stunder med familie og venner. Studenterne springer ud, kalenderen fyldes med arrangementer, og selv de mest vejrbidte danskere begynder så småt at tro på, at sommeren alligevel kommer. Det er svært ikke at glæde sig lidt til det hele.
Valdemarsdag er jo den dag, hvor Dannebrog efter fortællingen dalede ned fra himlen ved Lyndanisse i Estland og gav de danske soldater nyt mod. Om det nu også foregik på den måde, skal jeg lade historikerne diskutere. Jeg har ikke den fjerneste ambition om at afgøre, hvad der skete i 1219. Men historien er smuk, og den er blevet fortalt i generationer. Måske er det netop derfor, at Dannebrog stadig betyder noget særligt for os. Det er ikke kun et flag. Det er flaget ved fødselsdage, konfirmationer, sportsbegivenheder, byfester og mærkedage. Det er flaget, der kommer frem, når der er noget at fejre, og når familien samles. Vi er et af de få lande i verden, hvor helt almindelige mennesker bruger deres nationalflag så naturligt, som vi gør. Det fortæller måske noget om, hvem vi er.
Lige nu er der også masser af fodbold på tv.
Mange følger EM-slutrunden med stor interesse, men vi må samtidig erkende et lille antiklimaks. Danmark er ikke med. Jeg må indrømme, at det stadig føles lidt mærkeligt. Vi er blevet vant til at være med. Vant til at diskutere udtagelser, dommerkendelser og chancerne for at gå videre. Vant til at se røde og hvide trøjer overalt. Denne gang må vi nøjes med at kigge på. Det er naturligvis ikke verdens undergang, men det minder os måske om, hvor meget de fælles oplevelser betyder. For når Danmark spiller, handler det sjældent kun om fodbold. Det handler om fællesskab. Om at have noget fælles at glæde sig over eller ærgre sig over. Noget at tale om dagen efter på arbejde, ved kaffemaskinen eller hen over hækken til naboen.
Om få dage er det Sankt Hans. Så samles vi igen omkring bålene, synger midsommervisen og nyder de lange lyse aftener. Jeg har altid haft en svaghed for den sang. Ikke mindst linjen: Vi elsker vort land. Det er store ord. Måske større ord, end vi normalt bruger herhjemme. Men hvor ofte stopper vi egentlig op og tænker over, hvad de betyder? Ikke i den store politiske debat, men i hverdagen.
Når jeg går tur med vores hund Ronja rundt i Solrød, falder jeg ofte i snak med mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt. Nogle gange bliver det til et hurtigt nik. Andre gange bliver det til en længere snak om stort og småt. Om vejret, børnebørnene, kommunens udvikling, trafikken eller sommerferien. Det er også på de ture, man får øje på de mange mennesker, der får et lokalsamfund til at hænge sammen. Træneren fra fodboldklubben, den frivillige i foreningen, besøgsvennen, bestyrelsesmedlemmet eller naboen, der lige giver en hånd med, når der er brug for det. De skaber sjældent de store overskrifter. Men uden dem ville både Solrød og Danmark være et fattigere sted at bo.
Danmark er naturligvis ikke perfekt. Det har det aldrig været. Der er ting, der kan gøres bedre, og udfordringer, vi skal tage alvorligt. Sådan har det altid været, og sådan vil det sikkert også være i fremtiden. Men nogle gange synes jeg også, at vi er blevet lidt for gode til at fortælle hinanden, hvad der ikke fungerer. Vi glemmer måske indimellem at glæde os over alt det, der faktisk fungerer ganske godt. Den tillid, vi møder hos hinanden. Foreningslivet. Frivilligheden. Fællesskabet. Alt det, som ikke kan vedtages ved lov, men som alligevel er med til at holde sammen på landet.
Måske er det derfor, jeg holder så meget af både Valdemarsdag og Sankt Hans.
De minder os om, at vi er en del af noget større end os selv. At vi har en fælles historie, nogle fælles traditioner og et fælles ansvar for at passe godt på det samfund, vi har arvet. Ikke fordi alting skal være, som det altid har været. Men fordi noget er værd at tage med videre.
Der er lagt op til en sommer med studenterkørsel, strandture, grillmad og forhåbentlig masser af solskin. Måske bliver det ikke den bedste sommer nogensinde. Det siger meteorologerne vist næsten hvert år. Men den har alle muligheder for at blive en god sommer. En sommer med familie, venner, fællesskab og lidt mere tid til det, der virkelig betyder noget.
Glædelig Valdemarsdag, god sommer og snart også glædelig Sankt Hans.