Mellem kugler, kaffe og fællesskab
Af Brian Mørch – Byrådsmedlem, Solrød Byråd
Jeg glæder mig til den årlige dyst, hvor Havdrup Petanque Klub møder byrådet.
Det er blevet en rigtig god tradition, som jeg ved mange af os i byrådet holder mere af, end vi måske lige går og siger højt. For ja, vi bliver udfordret hvert eneste år, og hvis vi skal være helt ærlige, så har Havdrup Petanque et niveau, der gør, at vi andre hurtigt kommer ned på jorden igen. Men det betyder egentlig uendeligt lidt, for det er jo ikke resultaterne, man husker bagefter. Det er stemningen, rammerne og hyggen. Kaffen på kanden, kagen på bordet, de små snakke mellem kastene og grinene, hvis man laver et kast, man ikke selv er helt stolt af. Det er også alle historierne og den særlige ro, der sænker sig over dagen, når mennesker bare mødes helt naturligt uden de store armbevægelser.
Jeg tager mig selv i det samme hvert eneste år. Jeg går derfra og tænker, at hvis jeg bare lige havde trænet lidt mere, så kunne det være, det så anderledes ud næste gang. For jeg synes faktisk, jeg er blevet lidt bedre. Bare lidt.
Men når jeg står og taler med Leif eller en af de andre fra klubben, mærker man hurtigt, at det her handler om noget langt vigtigere end kun petanque. Det handler om fællesskab. Om mennesker der mødes. Om at høre til et sted og om at folk værdsætter og glæder sig til at være der. Det handler om at blive mødt med et smil, om at nogen lægger mærke til, hvis man ikke kommer, og om følelsen af at være en del af noget større end sig selv. Og det gør faktisk noget ved mig.
Måske fordi jeg altid selv har haft det godt i foreningslivet. Jeg har brugt mange år i forskellige former for bestyrelsesarbejde i blandt andet ADHD-foreningen, Ølstykke FC, Danske Handicaporganisationer (DH) og meget andet gennem tiden. Fælles for det hele er mødet med mennesker, der bruger deres fritid på at skabe noget for andre. Ikke fordi de skal, og ikke fordi nogen forventer det, men fordi de oprigtigt ønsker, at andre mennesker også skal føle sig som en del af fællesskabet.
Det gør ærligt talt indtryk på mig, og jeg har skrevet det før, men jeg mener det stadig: De frivillige fortjener alle de klap, de kan få.
For mange af de fællesskaber, vi tager for givet i hverdagen, eksisterer kun, fordi nogen vælger at bruge deres tid og energi på andre mennesker. Selvfølgelig kan man altid diskutere, om det offentlige burde gøre mere. Men der findes noget i frivilligheden, som aldrig kan sættes på formel eller skrives ind i et budget. Nærvær, tid, omsorg, en ekstra kop kaffe eller en snak med én, der måske har brug for, at nogen lige lytter fem minutter længere. Det er måske små ting i det store billede, men ofte er det netop de små ting, der gør den store forskel i menneskers liv.
Det er den menneskelige varme og følelsen af at blive set, som kan være afgørende. Ikke bare for ældre, men for mennesker i alle aldre.
Jeg tror heller ikke, det er tilfældigt, at jeg altid selv har fundet vej til den slags fællesskaber. Jeg er den yngste i en søskendeflok på seks, og når man kommer fra en stor familie, lærer man hurtigt noget om at dele pladsen, lytte til hinanden og vise hensyn. Man lærer også, at mennesker er forskellige, og at alle har deres historie, deres styrker og deres kampe.
Måske er det også derfor, jeg nogle gange tænker, at vi ville komme længere med hinanden, hvis vi indimellem prøvede at gå bare én kilometer i andres sko. Ikke nødvendigvis for at blive enige om alting, men for bedre at kunne forstå hinanden. Verden bliver nogle gange lidt for hurtig og lidt for firkantet, og her tror jeg faktisk, at fællesskaberne kan noget vigtigt. De minder os om, at vi først og fremmest er mennesker.
Det gode ved steder som Havdrup Petanque Klub er netop, at mennesker mødes uden alt det andet først. Her møder man ikke først en partifarve, en titel eller et job. Man møder et menneske. En man drikker kaffe med, får en god snak med og hygger sig sammen med. Det tror jeg faktisk, vi har mere brug for, end vi selv tænker over.
Noget af det fine ved petanque er også, at sporten og fællesskabet kan meget mere, end man lige forestiller sig.
Ja, der er mange seniorer i klubben, og heldigvis for det. Men sporten og fællesskabet kunne sagtens appellere bredere og måske også til lidt yngre mennesker. For her handler det jo ikke kun om spillet. Det handler om samværet, og der er plads til flere – unge, dem midt imellem og alle os andre. Måske er det netop det, der er styrken ved de små lokale fællesskaber. At man kan komme, præcis som man er.
Foreningsmæssigt er der også noget andet, jeg har arbejdet for i byrådet, som betyder noget særligt for mig.
Nemlig at vi nu har fået en handicappris i Solrød Kommune, som fremover skal uddeles på Frivillighedsdagen sammen med priserne til alle vores andre fantastiske frivillige. Det sender efter min mening et vigtigt signal om, at fællesskabet skal rumme os alle. Mennesker, der gør en forskel for andre, fortjener at blive set og anerkendt.
Arbejdet med Jersie Park og Solrød Camino handler for mig i virkeligheden også om noget af det samme: At skabe steder og muligheder, hvor mennesker kan mødes, være aktive, finde ro og føle sig som en del af noget større. For fællesskaber opstår ikke bare af sig selv. De skal have plads til at leve og udvikle sig.
For mennesker har brug for mennesker og fællesskab.
Det bliver man mindet om på sådan en dag i Havdrup, hvor vi slutter af sammen med lidt lækker mad og måske pølser på grillen, mens snakken fortsætter, grinene bliver lidt højere, og dagen langsomt falder til ro. Så tager man hjem lidt træt, men også lidt gladere end da man kom. Med følelsen af, at noget af det bedste ved vores by stadig findes lige dér mellem mennesker, der tager sig tid til hinanden.