07/08 piger.

Dag 1

Fredag eftermiddag kl. 13:30 på P-pladsen foran Havdruphallen, således lød melding en fra cheftræner Mary. 10 forventningsfulde piger stod klar, alle forhåbningsfulde, spændte og betænkelige ved at skulle efterlade mor og far, i Havdrup.

1 time og 45 minutter, 10 slikposer, 20 juicebrikker, 4 stykker frugt, samt et fyldt bus wc senere, parkerede vi foran Kerteminde realskole. Her startede, for det pigerne i alderen 7-8 år og Mary kalder, et logistisk helvede. Skolen var under fuld renovering og de var bestemt ikke ved at være færdig. Små 400 m skulle tilbagelægges med store kufferter via BMX venlige stier. Endelig nåede vi vores destination, håndarbejdslokalet, som de næste på dage skulle være vores base.

Knap var vi landet før der skulle spilles kamp, Mary var heldigvis så godt som hjemmevant i Kerteminde, så vi tog den direkte kæmpe omvej til banerne, i fugleflugt ca. 1,5 km, i Mary flugt ca. det dobbelte. Dog rigtig fint at alle lige fik mulighed for, at se Kerteminde by, i trav/ let løb. Pigerne behøvede derfor ikke yderligere opvarmning til deres først kamp, som vi nåede frem til 5 min. senere end starttidspunkt. Vi måtte desværre indkassere et hæderligt nederlag på 3-0, til nogle piger der i den grad havde husket at spise deres grøntsager. I betragtning af den massive forskel i højde og drøjde, kæmpede pigerne flot for sagen og vi var faktisk kun bagud med 1-0 mål til der manglede 5 min.

Dag 2

Lørdag morgen stod den på fællesmorgenmad i aulaen, favorit topatlets morgenmad i form af chokoladefranskbrødsmadder blev indtaget, inden opmærksomheden faldt på den ikke så lille mængde drenge der også var med på turen. 2 kampe skulle spilles, kl 12 og kl. 16, og allerede inden vi havde påbegyndt dagen havde træner teamet lagt diverse planer for at slå tiden ihjel mellem de 2 kampe. Det skulle dog hurtigt vise sig at dette ikke var nødvendigt. Efter at have spillet kamp 1, som vi i øvrigt tabte gigadonisk stort, vidste det sig hurtigt at pigerne var klar til at opleve hvad en fælles fodboldlejr er. Der gik ikke lang tid før de selv bad om bolde så de kunne spille, eller de ville se drengene spille deres kampe. Hurtigt blev det et faktum, at 07/08 pigerne fra Havdrup var alles yndlings, så alle andre Havdrup spillere store piger og drenge, gav sig tid til at give pigerne fantastiske sociale oplevelser. De følte sig som en del af et stort fælleskab, alene af den baggrund at de var fra Havdrup. Samtidig vandt pigerne så også lige alles hjerter, da de sang ”Jutlandia” på gågaden i Kerteminde til stor fornøjelse for alle andre. Kokken blev 15, og dagens 2. kamp skulle spilles, her blev det til 0-0, hvor vi var direkte uheldige med ikke at vinde. Vi spillede noget af det bedste jeg har set, og det var et flot oprejsning efter det store nederlag tidligere på dagen. Dagen sluttede med løgnehistorier, rå mængder slik, og en utrolig modnet trup. Der i den grad havde vænnet sig til lejrlivet.

Dag 3

En tidlig morgenkamp, som desværre stod på endnu et nederlag. Øv øv øv. Dog gik der ikke længe før stemningen skulle tage sig en drejning i en positiv retning. Vi blev kaldt på podiet som vinderne af den ikke dannede pulje for u8 hold. Da puljen grundet manglende tilmelding ikke var blevet oprettet, deltog vi med pigerne i u9, men medaljer til denne pulje var allerede købt. Ja, og siden vi så var det eneste reelle u8 pigehold i turneringen, så var vi jo også nr. 1, og det skulle præmieres. Pigerne, samt trænerne og holdleder, helt sikker Jim- som faktisk efter 5 uger stadig har den stående på hans natbord, tog hurtigt sejren til sig, og kunne med stolthed overfor alle andre vise den velfortjente titel resten af dagen. Pigerne var selvfølgelig henrykte, og selvom få udviste skepsis overfor at vinde noget uden at score mål, blev medaljerne hurtigt accepteret og båret med stolthed. Samme dag skulle der spilles finaler for flere Havdrup hold, og her lærte jeg som relativ ny Havdrupgænger, hvad klubånd betyder. Efter hver sejr for et Havdrup hold, inviteres alle spillere, fra diverse andre Havdrup hold med på banen til sejrsdans. Dette blev det helt store hit blandt pigerne, som virkelig på ny kunne mærke følelsen af at være en del at større fælleskab.

 

Efter en lang dag, trillede vi ind på p-pladsen ved Havdrup hallen kl 19 søndag aften. Mange minder, erfaringer og veninder rigere. På vegne af trænerteamet, vil jeg gerne sige tak for en fantastisk tur, og det bliver bestemt ikke sidste gang.

 

Jim Røssell Vergo

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.