Cykelbranchen har forandret sig, men i værkstedet holder Kim Nielsen og Christian Olsen fast i både håndværket og den tætte kontakt til kunderne.
Af Marianne Due
Det er som at træde ind i en tidslomme fra 1980’erne, når du kommer ind i værkstedet hos Solrød Cykelcenter.
Væggene har samme orange farve som dengang, radioen spiller fra ghettoblasteren, og det gamle kasseapparat er der også stadig. Det er dog ikke i brug, for i dag skal den slags være digital.
Det er en hyggelig hule, og det kan kunderne lide, for de har nu bakket forretningen op i 50 år, og det skal fejres. Lørdag den 29. august er der jubilæumsfest med grillpølser, fadøl eller en sodavand, foruden nogle gode tilbud på dagen.
”Vi kunne aldrig have været her så længe uden vores trofaste kunder,” siger Kim Nielsen, der overtog værkstedet sidste år efter Christian Olsen.
Solrød Cykelcenter blev stiftet i 1976 af Christian Olsens far, der i sin tid startede forretningen i et gammelt slagteri. Dengang var der både butik og værksted. Da cykelforretningen skulle indrettes, viste det sig, at der gemte sig flere gode skjulesteder i bygningen. Slagteriet havde da også været våbendepot for frihedskæmpere under krigen.
Christian overtog cykelforretningen efter sin far. Indtil for tre år siden var der både cykelforretning og værksted, men internethandlen gjorde det svært at sælge cykler fra en butik, og Christian valgte at satse på værkstedet. Kim var hans første lærling som cykelmekaniker, og de havde en gammel aftale om, at når Christian ville stoppe, så skulle han sælge til Kim.
Sådan blev det.
Christian arbejder stadig i værkstedet, hvor de to cykelmekanikere servicerer og reparerer almindelige cykler, racercykler, ladcykler og de mekaniske dele på elcykler.
”Håndværket er spændende, og vi kan lide det der mix med at snakke med kunderne og lave cyklerne,” siger Kim Nielsen.
”Vi reparerer cykler, og det fortsætter vi med. Det kan vi, fordi vi har mange faste kunder, der støtter os,” siger han.
Nogle gange kommer elcyklerne med udfordringer, for der findes så mange forskellige typer cykler og elsystemer, at standardtestudstyr eller reservedele ikke passer, men det slår ikke de to cykelmekanikere ud.
”Både Christian og jeg kan lide den finish og tilfredsstillelse, det er at levere et produkt, som kunden bliver glad for,” siger Kim.
”For eksempel at sætte en skærm på så præcist, at den passer hele vejen rundt og ikke støder på,” siger han.
Opgaverne i værkstedet følger årets gang. I slutningen af sommerferien skal skolebørnenes cykler gøres klar. Om efteråret kommer folk med racercykler og pendlere for at få skiftet dæk og slanger. Når det bliver vinter, skal cyklerne smøres op, og om foråret er det ofte kæder eller kabler, der skal smøres eller skiftes.
Sådan har det været i værkstedet med de orange vægge i 50 år.
”Vi er stolte af at have et cykelværksted i en mindre by, der har fået lov til at være her så længe. Det kan vi kun rose kunderne for,” siger Kim Nielsen, der glæder sig til at fejre jubilæet.


