Julen venter lige om hjørnet. Men der findes faktisk et sted, hvor julen ikke kun er begrænset til december måned. Det sted hedder Christiansborg, og her uddeles der hvert år gaver til kommuner og regioner for milliarder, gennem et hav af statslige puljer og omfordingsordninger.
Umiddelbart skulle man tro, at det at få en gave som kommune, må være forbundet med noget entydigt positivt. Men realiteten er noget mere kompleks, hvilket jeg gerne vil sætte spot på i denne kronik.
Hård statslig økonomisk styring af kommuner
Kommunedanmark har en historisk stærk økonomi, når man ser på landets 98 kommuner under ét. Naturligvis er der væsentlige individuelle forskelle mellem kommunerne, men det ændrer ikke ved, at mange kommuner løbende har haft et driftsoverskud, som i nogle tilfælde bruges på at afdrage gæld, og i andre tilfælde lander i kommunekassen.
Så langt så godt.
Sagen er dog den, at vi som kommuner ikke selv må bestemme, hvor mange penge vi bruger. Siden 2012 har vi nemlig været underlagt en budgetlov, der har til formål at sikre balance på de samlede offentlige finanser. Budgetloven er skruet sådan sammen, at kommunerne sanktioneres (straffes økonomisk), hvis der bruges flere penge end hvad der tillades i økonomiaftalen mellem KL og regeringen. Et større antal kommuner er derfor i den situation, at de er nødsaget til at holde tilbage med velfærden, også selvom at de har penge nok til at have et højere serviceniveau.
Særligt i de sidste år har kommunerne bokset med at få tallene til at passe – nogle fordi de ikke har haft pengene til rådighed, andre fordi at budgetloven har sat grænser for, hvor mange penge der må bruges. I begge tilfælde har det ført til, at man har set sig nødsaget til at prioritere relativt hårdt for at få tallene til at passe.
Giver med den ene hånd, tager med den anden
De stramme økonomiske vilkår for kommunerne, har borgmestre og byråd ikke indflydelse på. Der er derfor ikke andet for, end at makke ret, og levere henholdsvis effektiviseringer og serviceforringelser for borgerne, således at regnskaberne kommer til at gå op.
Den slags kaster naturligvis frustrationer af sig blandt borgerne. Folk spørger sig selv, om det virkeligt kan være rigtigt, at serviceniveauet ikke er højere på et givent område. Af og til fører dette til, at frustrationerne finder vej til Christiansborg, hvor de vækker genklang.
Resultatet ender ofte med at være statslige puljer, som kommunerne først skal bruge energi på at søge, for dernæst at bruge såvel mandetimer som økonomi, på at afrapportere og få revideret projekterne.
Netop dette synes jeg er særdeles problematisk. Tanken med at have et kommunestyre i Danmark, tager nemlig udgangspunkt i, at kommunernes borgere og grundvilkår er forskellige. Hvad der måtte være den bedste løsning i Sønderborg, er ikke nødvendigvis den bedste løsning i Solrød. Derfor er det statens opgave at fastsætte en generel lovgivning som kommunerne skal overholde, hvortil at kommunerne så selv har en vis form for indflydelse på hvad de tilbyder ud over statens minimumskrav.
Det nytter derfor ikke at staten først tager penge fra kommunerne med én hånd, for dernæst at lege julemand med den anden hånd ved at uddele øremærkede statslige puljer.
1 mia. kroner til landets daginstitutioner
Senest har Venstres nye formand, Troels Lund, konkluderet, at småbørnsforældrene i Danmark betaler nogle af verdens højeste skatter, hvorfor de bør kunne forvente bedre rammer i landets daginstitutioner. Løsningen? Nu skal der afsættes en milliard til bedre fysiske forhold i daginstitutionerne.
Men helt ærligt, ville det så ikke være mere logisk, ikke at styre kommunerne med så stram hånd i første omgang? Havde kommunerne haft en milliard mere til fri disposition, ville man ud fra lokale behov kunne afgøre, om pengene ville blive brugt bedst i daginstitutioner, på skoler eller på plejehjem. Ved at diktere fra folketingets side, hvad pengene skal gå til, tager man netop ikke hensyn til, at der er væsentlige lokale forskelle på, hvor de kommunale bygningsmasser har brug for et kvalitetsløft.
Jeg deler Troels Lunds opmærksomhed på, at skatteborgerne skal have noget for deres penge. Men løsningen herpå, er ikke mere bureaukrati gennem puljetyranni – faktisk tværtimod.
Kilde: Borgmester Emil Blücher