I denne uge vil jeg gerne slå et slag for noget af det, jeg har allermest respekt for: Når ganske almindelige mennesker ad egen vilje og frivillig vej tager sagen i egen hånd og gør en ekstra indsat på egne eller andres vegne. Særligt, når det er inden for områder, hvor vi, efterhånden som velfærdssamfundet har grebet om sig, er blevet mere og mere vant til, at det skal være en eller anden offentlig institution, der absolut skal hjælpe.
Det handler her om arbejdsløshed og især om, hvordan en gruppe aktive ledige her i Solrød Kommune er gået sammen i en ny gruppe – der præcist nok også hedder ’Aktive ledige i Solrød’ – der arbejder med, at borgerne skal hjælpe sig selv og hinanden med at finde arbejde igen.
Selvfølgelig er det først og fremmest folks eget ansvar, at de har et job – men i en tid, hvor folk lægger mere og mere ansvar over på det offentlige, er det virkelig skønt at opleve nogen trække den anden vej.
Jeg har talt med Majbritt Lindkvist Pedersen, der er initiativtager til gruppen. Hun fortalte mig, at hun ikke modtager hverken dagpenge eller kontanthjælp, og derfor får hun ikke nogen økonomisk hjælp i øjeblikket. Det betyder jo så, at det er ekstra vigtigt for hende at komme i beskæftigelse hurtigst muligt, og derfor har hun altså sat det nye initiativ i søen.
For når en ledig ikke modtager dagpenge eller kontanthjælp, hører der heller ikke automatisk hjælp fra det offentlige med. Så inviteres man ikke til at deltage i kommunale tilbud eller diverse samtaler i jobcenteret. Det er i min optik også fair nok, for er man ressourcestærk nok til at klare sig uden offentlig hjælp, er det selvfølgelig også bedst, hvis man alene selv kan finde sig et nyt job.
Men det tager bestemt ikke noget fra initiativet. Jeg har også – heldigvis ikke i så mange måneder – prøvet at være arbejdsløs, og det at søge job kan godt være ret ensomt. Man kan gro fast og savne inspiration og motivation.
Det gjorde Majbritt også, og derfor slog hun for et par måneder siden op på Facebook, at hun gerne ville mødes med andre aktive ledige, som havde lyst til sparring, inspiration og ikke mindst motivation. Der var umiddelbart tre, som meldte sig. De nye ’aktive ledige’ blev derfor enige om at starte gruppen op og se, hvad det kunne føre til.
I begyndelsen fik gruppen meget opmærksomhed, og der var mange, der ’likede’ og kommenterede opslagene på Facebook. For et par uger siden mødtes gruppen så fysisk for første gang. Der dukkede fire op, hvilket jo ikke er et vanvittigt stort fremmøde, men måske kommer det med tiden, og nu er gruppen i hvert fald i gang.
Det er planen, at gruppen skal mødes ugentligt fra nu. Møderne får en fast dagsorden, hvor folk præsenterer sig selv, arbejder med dagens emne og til sidst aftaler næste uges emne, som man så kan forberede sig til. Første gang var mere løs og indledende snak, men ugen efter var aftalen, at alle skulle have en aktuel annonce med, og at der så skulle skrives ansøgning sammen to og to.
På den måde inspirerer gruppens medlemmer hinanden, og de får nye måder at skrive og vinkle på. Gruppen håber selvfølgelig, at der med tiden kommer flere til, og at de måske endda kan lave events med eksterne, som kan inspirere eller lære noget konkret fra sig. Det helt centrale målsætning er selvfølgelig at hjælpe hinanden tilbage i job.
Jeg synes, det lyder som et utroligt spændende projekt, og jeg håber virkelig, at der kommer noget godt ud af det for alle de deltagende. Hvis man vil være med, kan man jo finde gruppen eller Majbritt på Facebook og melde sig til. Alt muligt held og lykke herfra!