Det har været sommer – og dermed agurketid – og en af sommerens vedholdende agurketidshistorier har været diskussionen om, hvorvidt pædagoger må give børn, som de passer, et kys. Jeg forstod faktisk aldrig rigtigt helt, hvorfor det blev så stor en historie, for jeg har aldrig oplevet det som noget stort problem, at pædagoger rendte og kyssede på folks børn – men det er jo netop også kendetegnet ved en agurketidshistorie: Det kan være en ’ikke-historie’, der pludselig bliver en historie.
Diskussionerne blev skudt i gang af en historie i Berlingske, hvor man kunne læse følgende:
“Ifølge forsker Else-Marie Buch Leander fra Aarhus Universitet er omgangen med børn blevet professionaliseret i takt med, at frygten for pædofili er vokset.”
Vi kan godt klare os uden regler om alt
Men helt ærligt. Sikke noget pjat med alle de regler og bekendtgørelser og forbud og retningslinjer. Og hvor er det ærgerligt, at forholdet mellem børn og pædagoger skal være så professionelt, at det risikerer at gå ud over kærligheden og omsorgen og det nære forhold i dagtimerne, hvor mor og far er på arbejde. Små børn har ikke brug for et mere professionelt forhold til nogen som helst. De har brug for et kys og et kram – også fra pædagoger!
Min pointe er ikke, at pædagoger partout skal kysse folks børn på munden. Det finder pædagogerne og forældrene nok selv netop deres naturlige og individuelle leje for. Pointen er, at vi helt selv meget længe har klaret os uden regler og forbud på området, og at jeg synes, det er møgærgerligt, at dét nu også skal skrives ind i diverse politikker og dermed reguleres og ensartes på kryds og tværs.
Børn skal behandles forskelligt
Og hvorfor går det egentlig aldrig den anden vej? Det er altid flere regler, flere bestemmelser, flere dokumentationskrav og flere blablabla. Snart kræver nogen også, at kommunerne skal offentliggøre institutionernes forskellige kyssepolitikker på kommunernes hjemmesider.
Det er simpelthen bare for meget. Hav nu noget tillid til forældrene og pædagogerne. De finder nok fint ud af det sammen, uden at der skal trækkes nye fælles regler ned over alle med udgangspunkt i laveste fællesnævner.
Hvis alle børn skal behandles forskelligt – og selvfølgelig skal de det, for de er jo forskellige fra hinanden – giver det netop ikke nogen mening at begynde at nedfælde kyssepolitikker, der gælder for alle børn i en given institution. Hvis lille Marie har brug for et kys på munden i ny og næ fra en pædagog, der ikke har noget imod det, så kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor det skal gøres til genstand for stor ståhej.
Nej tak til flere rammer og kasser
Men hvad gør man så som pædagog, hvis nogle forældre ikke vil have, at andre skal kysse deres børn på munden? Jamen, så finder de da bare ud af, at der ikke er nogen pædagog, der kysser det barn på munden. Er det virkelig så svært? Jeg kan ikke forstå, hvorfor pædagogerne skulle være interesserede i, at endnu mere af deres arbejde skal indrettes i rammer og kasser, som er defineret af andre.
Vores samfund lider overlast, hvis vi indretter det sådan, at lille Marie ikke MÅ få et kys på munden af en pædagog, hvis hun har brug for det, hvis forældrene er ok med det, og hvis pædagogen er med på det.
Det værste, der kan ske, er, at et barn får en møsser for meget. Og det klarer vi nok allesammen.
Morten Scheelsbeck
Journalist
Solrød Strand
