Solrød er en attraktiv bosætningskommune, hvor også mange ældre borgere har ønsker om at flytte fra en større bolig til en mindre bolig, der bedre passer til deres økonomi og livssituation. Det vil også betyde, at den større bolig bliver ledig og nye yngre familier kan flytte ind.
Af Claus Olsson (Formand for Ældrerådet)
De kommende år siger antallet af ældre meget, og det betyder at behovet for mindre boliger vokser. Mange ældre borgere i Solrød ønsker at blive i deres vante omgivelser tæt på familie og venner, men overkommelig i forhold til have og vedligeholdelse.
Så der er et behov for, at en kommende boligudbygning i Solrød tager højde for dette behov, når nye boligområder udvikles.
Det er også attraktivt, hvis der i de nye boligområder arbejdes med seniorbofællesskaber og fællesfacilitet, som understøtter fællesskabet og tilgodeser ønsket om den mindre bolig.
Ønsket er derfor flere mindre boliger, som er til at betale. Her kan også unge, fraskilte, enlige og seniorer flytte ind.
De nye boliger kan både være ejer, andels- eller lejeboliger.
Et sådant nyt boligområde i Havdrup er under udvikling. Området hedder Havdrup Skovby og er beliggende ved Ørnesædevej/Tykmosevej.
Her kan bygges i alt 150 nye boliger, hvoraf en del er mindre boliger på 75-120 kvm, som opføres som seniorfællesskab i 1 og 2 plan og med et fælleshus.
Det kunne alt sammen være fint. Der er dog et stort MEN…
Den første fase af opførelsen i Havdrup bliver ejerlejligheder. Når man ser på priserne, vil det desværre nok ikke blive for ældre mennesker. Selv om de flytter til nyt, får de ikke en husleje på niveau med hvad de flytter fra.
Mange vil have svært ved at se logik i at flytte til færre kvadratmeter for at få en dyrere husleje.
Så vejen frem er flere mindre boliger, mere variation og færre kvadratmeter til en husleje, der er til at betale.
En ejerlejlighed til en pris på mellem 3,5 – 4 mill. Kroner er ikke løsningen. Det frigiver ikke halvstore huse som kunne få tilflyttere, gerne børnefamilier, til kommunen.
En anden problematik i den forbindelse er den offentlige transport. Når man ser på den nye udbygning i Havdrup, sker det på et sted hvor der ingen offentlig transport er. Tykmosevej, er forbindelsesvej mellem Havdrup by og Solrød by og strand, men her kører ingen busser. Noget lignende er tilfældet på strækningen mellem Jersie by og Solrød strand. Her er der sporadisk forbindelse via busser som kører til Borup.
Det ville være ønskeligt at byplanlægning tager højde for at ældre mennesker kan komme rundt indenfor kommunegrænsen. De ældre skal ikke blive ensomme, fordi det ikke er til at komme nogen vegne, hvis man ikke har bil.
Ældrerådet har gennem flere år forsøgt at få politikerne til at kigge nuanceret på den offentlige trafik. Vi har stillet forslag om at tale med MOVIA, om en nærbusordning med en form for telebus. Man kunne jo skele til den nærbusordning, der kører i Faxe kommune fra Haslev stationog ud til enkelte ydre områder. Det er godt nok en prøveordning, men nu på andet år. I den ordning køres der nu også om søndagen. Det kan gøres med mindre el-busser. Godt for miljø og klima.
Netop i denne tid er politikerne i gang med budgetter. Det er nu der skal handles, hvis der ikke skal gå endnu en rum tid, før forbedring kan opnås.
Det mener Ældrerådet.


