Kommuneplantillæg for Solrød Landsby vedtaget
Onsdag den 12. oktober vedtog Byrådet kommuneplantillæg nr. 2 for Solrød Landsby. Det var på mange måder kulminationen på flere års arbejde, som bestyrelsen i Solrød Landsbylaug har deltaget aktivt i på vegne af landsbyboerne.
Med dette tillæg har man vedtaget rammerne, som Solrød Landsby skal udvikles inden for i de kommende år – et resultat af, at landsbyen blev inddraget i Fingerplanen.
Ligesom det nye Byråd har haft ønske om mere borgerinddragelse også i denne proces, så har vi i bestyrelsen for Solrød Landsbylaug også lyttet til landsbyboernes ønsker til fremtidens udvikling og båret det med videre. Vores aftryk på både Helhedsplanen og kommuneplantillægget bærer derfor præg af, at vi har varetaget beboernes interesser i vores samarbejde med administrationen og vores høringssvar til de politiske beslutninger.
Landsbyens karaktér bevares
Et stort ønske, der går igen hos de fleste af landsbyens indbyggere er, at man ikke ønsker at bo i “endnu et villakvarter”. Solrød Landsby skal altså vedblive med at have karaktér af landsby, selvom der skal være plads til udvikling. Derfor har vi blandt andet kæmpet for, at der opretholdes en klar grænse mellem landsbyen og det åbne land. Det skal sikre, at der ikke kan bygges nye kvarterer rundt om landsbyen, der vil få landsbyen til at drukne og forsvinde. Med principbeslutningen onsdag den 12. oktober om at tage områderne 393 og 395 ud af kommuneplantillægget, har politikerne vist opbakning til dette ønske om at bevare landsbygrænsen.
Vi har også kæmpet for, at der kom nogle minimumsgrænser for grunde i landsbyen. Konsekvensen af det har blandt andet været, at man kun må bygge fire huse på Den Lille Gade 2 og ikke otte huse. Men det er simpelthen for at bibeholde den karaktér af bebyggelse, som allerede eksisterer i landsbyen, og som definerer Solrød Landsby. Vi mener, det er en fordel, at der ikke laves dispensationer, men at de nye retningslinjer fastholdes for alle. Det skal på sigt gøre det lettere for alle grundejere at vide på forhånd, hvad der kan lade sig gøre på deres grund i landsbyen.
Lokalplaner
Vi har i årevis haft udfordringer med en begrænsende lokalplan, der fx gør det meget vanskeligt at energirenovere. Disse udfordringer forventer vi også at kunne gøre op med nu, hvor der er lagt nye rammer for landsbyens planlægning. Vi har nu en Helhedsplan og et kommuneplantillæg på plads for Solrød Landsby, men vi mangler stadig nye lokalplaner for området. Det vil være det næste skridt, og Solrød Landsbylaugs bestyrelse vil også deltage aktivt i udviklingen af disse for at varetage nuværende og kommende beboeres interesser. Også på dette område vil vi arbejde efter devisen “ens og klare rammer for alle”. Det vil give alle et fair og ensartet grundlag at udvikle deres huse på. I bestyrelsen ser vi frem til at fortsætte et konstruktivt samarbejde med kommunens administration om lokalplaner.
Fordobling af boliger i Solrød Landsby
Med Fingerplanen var der lagt op til, at Solrød Landsby kan udvides med op til 200 boliger, hvilket er næsten en fordobling af landsbyen fra 220 boliger. Vi er meget opmærksomme på, at en så stor forandring skal ske varsomt. Ti af de planlagte boliger er taget ud af kommuneplantillægget på baggrund af landsbylaugets ønsker til dels at bevare grænsen til det åbne land og dels at have minimumsstørrelse på matrikler.
I øjeblikket afventer de største prospektområder mod øst nærmere afklaring af støj fra motorvej og jernbane efter Vejdirektoratets ønske. Men derefter forventer vi, at der kommer en proces omkring de områder også, som vi selvfølgelig vil deltage aktivt i. Rammerne for hvilke mulige boliger, der kan komme, er allerede lagt i Helhedsplanen. I den har vi lagt vægt på, at landsbyen udvides og udvikles med henblik på fællesskab, samt at der gøres plads til, at generationer kan mødes på tværs og bo op ad hinanden. Der skal både være plads til de yngre børnefamilier og seniorerne i vores landsby, og vi vil arbejde for, at der skabes rammer, der netop giver plads til dette.
Infrastruktur
Enhver, der har deltaget i borgermøder om Solrød Landsby, vil vide, at trafik fylder rigtig meget for beboerne.
Ved Byrådsmødet 12. oktober var det også tydeligt at høre, at politikerne har lyttet til vores kritik af, at der mangler en opfølgning til den øvrige planlægning, der imødekommer behovet for udvikling af trafikforhold og øvrig infrastruktur. Der blev af flere omgange nævnt af politikerne, at det var vigtigt at lytte til landsbyens indbyggere og Solrød Landsbylaug, så vi har en forventning om, at det sidste ord ikke er sagt i denne sag.
Fra bestyrelsens side i Solrød Landsbylaug vil vi fortsat varetage landsbyboernes interesser og arbejde for, at der i de kommende år planlægges en bæredygtig infrastruktur og trafikafvikling, samt at der kommer fokus på forskønnelse af Solrød Landsby. Vi har i vores seneste høringssvar konkret bedt om at komme i dialog med kommunens administration om, hvilke trafiktiltag der kan lade sig gøre, og håber på at indlede en konstruktiv dialog snarest.
Landsbylauget holder Bystævne den 15. november i Forsamlingshuset for medlemmer. Her kan man komme og høre mere om processen og Landsbylaugets arbejde eller melde sig som deltager i en arbejdsgruppe om de kommende lokalplaner.
Kilde: Solrød Landsbylaug bestyrelse