De forargede og de super tolerante
Vi lever i en tidsalder, der bedst kan beskrives som krydsfeltet af forargelse og blind tolerance. Der er noget lækkert ved at være forarget og dele forargelsen med de andre forargede, og det er lige så lækkert at være tolerant på grænsen til det kriminelle og udstille, hvor tolerant man er.
Jesus sagde, at hvis man ville bede til Gud, skulle man gå ind i sit lønkammer og lukke sin dør og ikke som farisæerne rende rundt på torve og gadehjørner og betale nogen for at blæse i basun, så pøbelen kunne se, hvor retfærdig og from man er.
Det er lige, hvad vore dages forargede og tolerante gør. Render rundt på torve og gadehjørner og betaler nogen for at vise, hvor gode de er. Men var de så bare ægte forargede og tolerante, så var det jo til at bære. Men som farisæerne, så er tidens modefænomen også en tom skal.
Grænser for forargelsen
De bliver forargede, når nogen fortæller, at et kendt menneske for en menneskealder siden klappede nogen fra det modsatte køn i numsen, eller hvad værre var – sendte mere end to kærestebreve i håbet om et positivt svar. Men forargelsen rækker ikke til at fordømme endnu et overfald på en teenager begået af ungersvende af den mest akbare slags.
Da en lærer forklarede sine elever, hvad Muhammedkrisen gik ud på, så skortede det ikke på forargelse fra de moderne farisæere. Altså ikke forargelse over, at folk fra en fremmed kultur ledte efter danskere, de kunne myrde, eller da de brændte ambassader af og ellers udførte et skoleridt i absurd teater. Næh, forargelsen gik på, at en lærer kunne finde på at nævne den slags. Som bekendt blev hun frosset ud af lærerværelset og mobbet ud af jobbet. Hun har stadig svært ved at få et job.
Noget lignende udspandt sig i Frankrig i 2006, hvor forfatteren, filosoffen og gymnasielæreren Robert Redeker offentliggjorde en artikel i den ansete avis Le Figaro med titlen ”Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler”. I dag lever han og familien skjult og med politibeskyttelse, fordi rasende muslimer vil ham til livs.
Jamen, hvad med hans netværk, kolleger og hans faglige organisation? Her var alt på kogepunktet af rasende forargelse. Ikke over, at nogle ville slå deres kollega ihjel, men at han kunne finde på at antyde, at nogle muslimer truer og tyer til vold.
Nougat på stemmebåndene
Når det drejer sig om røverier, vold, overfald, voldtægter eller drab begået af kulturberigere, bliver de forargede bløde som nougat om stemmebåndene og synger de gamle sange om, at det ikke nytter noget at straffe, det er bedre at ansætte nogle konsulenter, der kan stå i spidsen for endnu et integrationsprojekt og åbne grænserne, så der kan komme endnu flere, der ikke ønsker sig ret meget mere end et liv med frihed, demokrati og gode sociale strukturer.
Parret med denne hjertevarme skæres endnu flere lunser af vores ytringsfrihed, for som de siger på den fløj, så har vi ytringsret men ikke ytringspligt, og hvis man ikke har noget pænt at sige om tidens tendenser, skal man holde mund.
Og hvis man ikke vil holde mund, skal de denondelynemig nok sørge for, at formastelige udelukkes fra tidens markedsplads, de sociale medier, hvis ikke det også samtidig regner ned over de formastelige med politianmeldelser.
Endnu har vi vores Grundlov, men de hjertevarme forargede gør, hvad de kan for, at vi alle sammen som salig Biedermann forholder os i ro og rækker tændstikkerne til brandstifterne.
God Grundlovsdag.
Brian Mørch
Byrådsmedlem, Dansk Folkeparti