Vi må aldrig glemme barnet
Vi har netop været igennem årets budgetforhandlinger i Solrød. Det er altid nogle lidt specielle dage, hvor der bliver regnet, prioriteret og vendt rigtig mange millioner. Hvor man som politiker bliver mindet om, at ønsker er der nok af, mens pengene som bekendt kun kan bruges én gang. Sådan er det, og sådan skal det selvfølgelig også være. Vi har et ansvar for, at økonomien hænger sammen, ikke bare næste år men også længere frem. Alligevel har jeg flere gange undervejs siddet med en helt anden tanke, når snakken er faldet på skoler, PPR, specialundervisning og inklusion.
Vi må aldrig glemme barnet.
For bag alle de tal, vi sidder og flytter rundt på, står der jo et barn. Et ganske almindeligt barn med gode og dårlige dage, drømme og interesser, noget det er rigtig god til og noget, der er svært. Vi voksne er gode til at tale om diagnoser, indsatser, tilbud, modeller og økonomi og det er sikkert også nødvendigt. Men måske skulle vi en gang imellem begynde et helt andet sted og stille et meget enkelt spørgsmål: Hvad kan barnet egentlig?
Hvad er historien om barnet?
Forestil dig en dreng i 5. klasse. Han har svært ved at sidde stille gennem en hel matematiktime, koncentrationen ryger og på et tidspunkt kommer han til at forstyrre sidemanden. Han får igen besked på at høre efter, og måske sker nogenlunde det samme dagen efter og ugen efter. Langsomt kan fortællingen om ham, blive en fortælling om alt det han ikke kan. Han kan ikke koncentrere sig længe nok, han kan ikke sidde stille. Han kommer bagud i matematik, og han forstyrrer de andre. Der er sikkert ikke noget af det, der er direkte forkert, men det er heller ikke hele historien om drengen.
For måske er han den første der opdager, når en klassekammerat står alene i skolegården. Måske kan han skille en cykel ad og samle den igen, eller også ved han alt, hvad der er værd at vide om computere, dyr eller fodbold.
Når undervisningen bliver praktisk, kan det ligefrem være ham, de andre spørger om hjælp.
Det er jo stadig den samme dreng. Vi har bare fået øje på noget andet.
Jeg tror faktisk vi kan give flere børn nogle sejre, hvis vi bliver bedre til at begynde med det, de kan frem for altid at begynde med det de ikke kan. Dermed ikke sagt, at vi skal lukke øjnene for problemerne. Tværtimod skal vi opdage dem så tidligt som muligt, og vi skal handle på dem. Men det må gøre en forskel for et barn, om det gennem sin skolegang mest hører om alt det der er svært. Eller som også får lov til at opleve, at der er noget det kan. Noget det bidrager med og noget de andre faktisk har brug for det til.
Så er der alle dem, vi næsten ikke ser. De børn der ikke larmer, ikke løber ud af klasselokalet og ikke nødvendigvis giver anledning til det ene møde efter det andet. De sidder måske stille og følger med så godt de kan, men går alligevel lidt under radaren.
Jeg tænker blandt andet på børn med ordblindhed og børn, som har meget svært ved tal og matematik.
Heldigvis bliver mange opdaget og får hjælp, men der er også børn, der går alt for længe med oplevelsen af, at de bare ikke er lige så dygtige som de andre. Prøv et øjeblik at forestille dig, hvordan det må være. De andre læser hurtigere, sidemanden har for længst forstået regnestykket. Mens du stadig forsøger at finde ud af, hvad tallene egentlig vil dig. Du prøver måske lidt ekstra, men resultatet bliver alligevel ikke det samme. Hvis man oplever det tilstrækkeligt mange gange, kan “jeg har svært ved det her” langsomt blive til “jeg er nok bare ikke særlig god”.
Det gør noget ved et barn.
Den rygsæk vi sender med
Jeg kan godt lide billedet af den rygsæk, vi sender vores børn videre i livet med. Vi kan ikke fjerne alle sten på deres vej, og det skal vi heller ikke. Livet vil byde på modgang, og børn skal også lære, at ikke alting lykkes første gang. Men vi kan i det mindste forsøge at sørge for, at rygsækken indeholder nogle ordentlige værktøjer. For et barn med ordblindhed kan det være de rigtige hjælpemidler og nogle gode strategier. For et andet barn kan det være mere struktur, mere ro eller en anden måde at lære på. Nogle har brug for lidt hjælp, andre for meget, og det afgørende er ikke, om alle får det samme, Men om det enkelte barn får det, der giver mening.
For hvis et barn går under radaren længe nok, bliver rygsækken også fyldt. Bare med noget helt andet. Nederlag, usikkerhed og måske en voksende følelse af altid at være den, der ikke helt kan det samme som de andre. Det kan være en tung bagage at tage med videre, og den forsvinder ikke nødvendigvis den dag, man forlader folkeskolen.
Det er også derfor, jeg følger diskussionen om inklusion med både håb og en vis bekymring. Grundlæggende tror jeg på, at så mange børn som muligt skal have mulighed for at være en del af det almindelige fællesskab. Hvis et barn med den rigtige støtte kan gå på den lokale skole sammen med vennerne fra vejen, fodboldklubben eller fritidsordningen, og barnet samtidig trives, lærer og udvikler sig, så er der rigtig meget godt i det. Ikke kun for det enkelte barn, men også for fællesskabet, hvor vi alle sammen har godt af at lære, at mennesker er forskellige.
Men der er nogle ret afgørende ord i den sætning: med den rigtige støtte.
For inklusion sker ikke, fordi vi politikere beslutter den i et udvalg eller skriver den ind i et budget. Et barn bliver heller ikke inkluderet alene ved at blive flyttet fra et specialtilbud og ind i en almindelig klasse. Man kan sagtens sidde midt blandt 25 andre børn og føle sig helt alene, og så kan vi kalde det inklusion nok så mange gange på rådhuset. Det bliver det ikke mere rigtigt af.
Nogle børn vil fortsat have brug for et specialiseret tilbud, og det synes jeg ikke, vi skal være bange for at sige højt. Det er ikke et nederlag, hvis det er dér, barnet får de bedste muligheder for at trives, lære og udvikle sig. Nederlaget ville snarere være, hvis vi fastholder et barn i en løsning, der ikke virker, fordi den passer bedre ind i vores system eller vores økonomi.
En helt almindelig mandag morgen
Her i Solrød står vi midt i den diskussion. Med LIGA har vi valgt at investere i tidligere indsatser og stærkere fællesskaber omkring børnene, og tanken om at gribe børn tidligere og give flere mulighed for at lykkes tæt på deres almindelige hverdag tror jeg på. Jeg ved samtidig, at der hver eneste dag står dygtige lærere og pædagoger og der sidder ledere og medarbejdere i vores forvaltning, som forsøger at finde de rigtige løsninger.
Det her handler ikke om, at nogen mangler vilje til at hjælpe børnene. Tværtimod. Men de skal også få virkeligheden til at fungere på en helt almindelig mandag morgen, når skoleklokken ringer, klassen er fuld, og flere børn måske har brug for noget forskelligt på samme tid.
Selv de dygtigste medarbejdere kan kun arbejde inden for de rammer, vi politikere giver dem.
Og her kommer vi ikke uden om økonomien. Specialområdet er under et stort økonomisk pres, og det mærker vi selvfølgelig også, når vi sidder med kommunens budget og både skal finde plads til de behov, vi kan se her og nu, og samtidig sikre, at økonomien hænger sammen nogle år frem. Samtidig bidrager Solrød betydeligt til den kommunale udligning. Jeg accepterer princippet om udligning. Danmark skal hænge sammen, og børn, ældre og udsatte borgere skal selvfølgelig kunne få ordentlig hjælp, uanset om de bor i Solrød eller et helt andet sted i landet. Men derfor må vi godt tale om balancen. For mens en del af de skattekroner, der bliver betalt her i kommunen, sendes videre gennem udligningen, står vi selv med stadig dyrere og mere komplekse opgaver. Ikke mindst på børne- og specialområdet.
Fra Christiansborg hører vi samtidig om flere penge til velfærd og folkeskole, og ja, der bliver tilført flere penge.
Det er godt. Men det fortæller ikke nødvendigvis hele historien, hvis opgaverne og udgifterne vokser samtidig. Jeg interesserer mig i hvert fald mere for, hvad der til sidst når helt ud i klasseværelset, end for hvor stort et milliardbeløb der står på et pressemøde.
For den lærer, der står mandag morgen med en hel klasse og samtidig kan se et barn være ved at miste fodfæstet, kan ikke bruge et milliardbeløb i en pressemeddelelse til ret meget. Læreren har brug for at vide, at der er nogen at gå til, at hjælpen kommer hurtigt nok, og at de nødvendige faglige værktøjer er der. Forældrene har brug for at opleve, at nogen lytter til dem. Og barnet har først og fremmest brug for at mærke, at der er voksne, som ser det.
Derfor bliver jeg også bekymret, hvis inklusion på noget tidspunkt udvikler sig til en spareøvelse. Hvis vi lykkes med at hjælpe et barn tidligere og tættere på almenområdet, kan det selvfølgelig også vise sig at være billigere end et omfattende specialtilbud. Det er der sådan set ikke noget galt i. Men vi må aldrig vende rækkefølgen om og først finde besparelsen og bagefter forsøge at få barnet til at passe ind i den.
Måske skal vi begynde lidt enklere
For hvad vil jeg så med hele denne smøre? Såmænd noget ret enkelt.
Måske skal vi nogle gange begynde med at lytte lidt mere til læreren og pædagogen, som ser barnet hver dag. Til forældrene, der kender deres barn bedre end nogen andre. Og ikke mindst til barnet selv. Hvad er du god til? Hvornår er skolen god for dig? Hvornår bliver det svært? Og hvad tror du egentlig selv kunne hjælpe?
En forandring behøver jo ikke altid begynde med en stor plan, en ny model eller endnu et møde. Nogle gange begynder den med én god skoledag. Så måske to. En lærer får øje på noget, barnet er god til. En pædagog finder den rigtige indgang. Et barn rækker for første gang i lang tid hånden op og opdager, at det faktisk har svaret. Eller nogle forældre kommer igennem en hel uge uden det opkald fra skolen, som de efterhånden er begyndt at frygte. På et kommunalt regneark er det svært at sætte en værdi på den slags. For barnet og familien kan det være en kæmpe sejr.
Vi politikere har naturligvis ansvaret for at få økonomien til at hænge sammen. Det gælder også mig. Vi kan ikke bruge penge, vi ikke har og vi bliver nødt til at prioritere. Men vi skal passe på med at blive så optagede af servicerammer, udligning og budgetkolonner, at børn til sidst bliver reduceret til udgifter, der skal flyttes fra én konto til en anden.
For et barn er ikke en budgetpost. Det er heller ikke sin diagnose, sin ordblindhed, sine matematikvanskeligheder eller den dårlige tirsdag, hvor det hele gik galt. Det er et barn med evner, drømme, humor, skæve sider og næsten altid noget det er rigtig godt til.
Børn lever ikke i et regneark. De har kun én barndom og vi får ikke mulighed for at give dem den igen, hvis vi om fem eller ti år opdager, at vores modeller ikke virkede. Når vi en dag skal gøre resultatet op, håber jeg derfor heller ikke, at det første spørgsmål bliver, hvor mange børn vi fik flyttet fra specialområdet til almenområdet, eller hvor mange millioner vi sparede.
Jeg håber, vi spørger, om vi fik øje på det barnet kunne. Om vi fik grebet dem, der ellers var på vej under radaren.
Om vi fik sendt dem videre med den rigtige rygsæk og nogle ordentlige værktøjer i den.
Men først og fremmest om vi gav flere børn mulighed for at opleve noget, som alle børn fortjener at opleve gennem deres skolegang: – At lykkes.
Brian Mørch
Byrådsmedlem
Danmarksdemokraterne