I september 2025 kan Christina Ines Wandel, sognepræst i Jersie Kirke, fejre sit 25 års jubilæum.
Det markeres sammen med den årlige høstgudstjeneste den 14. september – med gudstjeneste, børne- og ungekor, mad, jazzkoncert, bål og leg i den smukke præstegårdshave.
Netop høstgudstjenesten er noget særligt i Jersie. Kirken ligger omgivet af gårde og marker, og året rundt er kirken tæt knyttet til naturens gang. Man kan f.eks. altid høre, dufte og mærke landbrugets arbejde på markerne.
”Det har altid været en af de ting, jeg har været allermest glad for ved at bo i denne lille landsby – at have min dagligdag midt i det kæmpestore under, som jorden er, når den sørger for at give udbytte og give os mad på bordet hver eneste dag. Det gælder fra det øjeblik, hvor maskinerne kommer ud på marken om foråret, og man kan høre den helt specielle lyd af maskiner, der arbejder, og jord, der giver sig – og frem til høsten, der støver, knaser og dufter. Det er fuldstændig organisk at være i, og det giver konstant opmærksomhed til det, der altid har båret mit liv som præst: taknemmelighed over alt det, vi får, og alt det, vi har. Over livet og verden”, siger Christina Ines Wandel, sognepræst i Jersie og Kr. Skensved Kirker.

At være med i både lykke og sorg
I et tilbagekig på alle de år, der er gået, hvor Christina har været præst, kan hun se og huske på mennesker, der er kommet og gået. Hvordan hun selv har fået børn – og de i dag er blevet store. Hvordan kommunen har ændret struktur. I et liv, hvor vi er blevet flere, men grundlaget er det samme: en kæmpe undren og glæde over verden og de mennesker, der bor i den.
”I løbet af de seneste 25 år har jeg fået lov til at deltage i rigtigt mange menneskers meget store sorger og meget store glæder. Jeg har fået lov til at være en del af så uendeligt vigtige stunder og dermed vidne til meget store og dybe følelser. Hele spektret – fra lykke til sorg. Det optager mig til stadighed, hvordan mennesker reagerer, og hvordan vi håndterer alle de følelser. Og det er noget af det, som det meste af mit arbejdsliv har handlet om. Jeg har taget en masse efteruddannelse indenfor psykologi. Senest er jeg blevet gestaltterapeut – og det er en stor hjælp i mit arbejde”, siger Christina Ines Wandel.
Musik og meditation
En anden ting, der altid har præget Jersie kirke, og som Christina altid har været meget glad for, er det levende musikliv, her er. Det er en stor inspiration, glæde og hjælp til at håndtere store følelser, når ordene ikke længere slår til.
De senere år har Jersie Kirke arbejdet meget med at kombinere musik, bøn, krop og evangelium. Det har fået betegnelsen nærvær og meditation. Årsagen er, at kirken har en unik mulighed for at skabe rum til alle de tanker og følelser, der er i livet. Alt det, som alle mennesker tumler med.
Tid og sted
Høstgudstjenesten og dagens jubilar, Christina Ines Wandel, fejres søndag den 14. september kl. 10.30-15.00. Forhåbentlig vil rigtig mange benytte anledningen til at deltage og sige tillykke.
Klokken 10.30-11.30 er der gudstjeneste i Jersie Kirke – hvor også kirkens børne- og ungekor deltager. Dernæst er der festlig og hyggelig sammenkomst i præstegårdshaven med mad, jazzkoncert og hyggelige indslag som bål og leg i haven. Alle er hjertelig velkomne.
Kilde: Jersie Kirke


