Jeg er egentligt blevet rådet til at vise storsind, og ikke gå ind i de nærmere detaljer ift. De Konservative og nattens konstitueringsforhandlinger.
Men dem af jer der kender mig vil vide, at det ikke ligger til mig at tie tingene ihjel. Slet ikke når historien der fortælles af andre, er så usand som den kan være.
Den korte historie: Fakta er at vi var millimeter fra, at kunne få mig som borgmester – men at Konservative valgte at bryde deres aftale, med det indirekte resultat, at vi nu har en rød borgmester.
Den ærlige, men lidt længere forklaring på, at tingene endte ud som de gjorde, er følgende:
Umiddelbart inden at valgresultatet forelå, havde vi fået meldinger fra valgobservatørerne, om at det tegnede sig til at Liberal Alliance ville få 3 mandater, Vores Solrød 3 mandater, og Socialdemokratiet 4 mandater (10 mandater = flertal).
Jeg bliver derfor hevet til side af VoresSolrød og Socialdemokratiet, som gerne vil snakke med mig. Inden jeg har set mig om, er tallene officielle, og snakken begynder at tage en drejning af egentlige forhandlinger.
På dette tidspunkt er ikke engang vores makkere i valgforbundet i form af DF en del af forhandlingerne.
Hvorom alting er, er der stor enighed blandt LA, VS og S i forhold til politikken der skal drives de kommende fire år, samt hvilken udvalgsstruktur som vi ser for os. Vi ønsker alle en politisk retning med mere borgerinddragelse, og hvor vi som politikere tager arbejdstøjet på, frem for at lade tingene være op til forvaltningen.
Næste ting vi tager fat i, er derfor hvilken person vi gerne ser i spidsen for det hele: Hvem skal være borgmester?
1: Jeg argumenterer for at det vil være naturligt med mig i spidsen, da vi er blevet det største borgerlige oppositionsparti.
2: Socialdemokratiet påpeger i stedet, at de med et mere mandat end VS og LA, er det naturlige valg – og at de ikke kan pege på et yderligtgående parti som LA.
3: VoresSolrød peger at der er brug for en tværpolitisk liste i front, da de kan samle os alle.
På dette tidspunkt ved VoresSolrød og Socialdemokratiet ikke, at jeg forud for valget, har lavet en gentlemansaftale med Konservative om, at vi ville forsøge at holde kommunen borgerlig, ved at den af K og LA med færrest stemmer, peger på den som får flest stemmer.
Denne aftale bliver genbekræftet flere gange skriftligt af Konservative, mens jeg snakker med VoresSolrød og Socialdemokratiet.
Jeg samler derfor en række partier i et mødelokale, hvor det viser sig at vi kan danne flertal om mig som borgmester. Ingen har endeligt tilkendegivet, at det er den løsning vi går med – men snakken bærer tydeligt derhenad.
Da informationen om at både Konservative og Liberal Alliance ønsker en borgerlig kommune slipper ud, vælger Socialdemokratiet at stille sig på bagbenene. De er klar nu på at lave et samarbejde med Venstre og
Konservative, hvor de sidstnævnte så tager borgmesterposten.
Da dette går op for Konservative at de kan blive borgmester, vælger de at se stort på det håndslag som de havde givet mig, om at bakke op om mig som borgmester. De forlader lokalet, og vælger endvidere at gå med Morten Scheelsbeck som borgmesterkandidat selvom at de under hele valget har påstået, at Jan Færch var partiets borgmesterkandidat.
Herefter skifter kortene, og inden længe har Konservative, Venstre og Socialdemokratiet en konstitueringsaftale klar, som strider mod alt hvad vælgerne har stemt efter.
Liberal Alliance og VoresSolrød som har stormet ind ved valget, står til at blive parkeret helt udenfor indflydelse. Det tætte samarbejde mellem Konservative og Venstre står til at fortsætte, selvom at det er tydeligt for enhver, at hele valget netop har været et fravalg af denne konstellation.
Med denne trussel hængende over hovedet, har vi kun ét valg; at gå tilbage til udgangspunktet med VoresSolrød, Liberal Alliance og Socialdemokratiet som de partier, som kan danne flertal alene.
Politikken er vi enige om, men pilen peger nu i retning af en socialdemokratisk borgmester.
Hvis Konservative havde stået ved deres aftale, er jeg sikker på at vi ville kunne have samlet opbakning om mig som borgmester.
På samme måde ville Venstre have kunne peget på mig (sammen med de andre partier), for at undgå at vi fik en rød borgmester. Men hos Venstre var utilfredsheden med mig større, end utilfredsheden om at få en rød borgmester.
Ovenstående er den nøgne sandhed, som endvidere bekræftes af TV2/Lorry’s liveblog (se screenshots) samt aftaleudkastet fra V-K-S-L.
Jeg og LA gjorde alt hvad der stod i vores magt, for at få mig som borgmester. Dette mislykkedes dog på grund af Konservatives aftalebrud. For at toppe den, skifter Konservative endvidere borgmesterkandiat midt i processen.
Venstre kunne ligeledes have sikret mig et borgerligt flertal. Men det fravalgte de også.
Nu hvor jeg ikke kunne blive borgmester stod valget derfor mellem følgende to modeller:
1: At acceptere at Venstre, Konservative og Socialdemokratiet alene kunne danne flertal. Dette ville betyde at Liberal Alliance (igen), ville stå uden for indflydelse i fire år.
2: Sluge kamelen om at få en rød borgmester, for til gengæld at få næsten alt vi gik til valg på realiseret, og sat Liberal Alliance godt og grundigt ind i maskinrummet.
Mit valg faldt på den sidste løsning. Både for LA’s skyld, og i respekt for at vælgerne tydeligt sendte et signal om, at ville en ny retning for Solrød Kommune.
Kilde: Emil Blücher