Med en 3-0-sejr over Vejle B er 2. divisionsholdet fra Solrød FC sikker på at slutte efteråret på en førsteplads.
Kvinderne fra Solrød FC har haft et forrygende efterår. 10 ud af 11 kampe i 2. divisions østrække er vundet, mens den sidste er endt uafgjort. Dermed er de nu klar til forårets slutspil, hvor fire ud af seks klubber kvalificerer sig til næste efterårs 1. division.
Det står klart, efter Solrød FC lørdag vandt 3-0 hjemme over Vejle B. Sophie Bagger, Natasha Jensen og Sissel Bøje scorede målene i sejren, som betyder, at Solrød FC nu har fem point ned til Dalum/Næsby på andenpladsen inden sidste spillerunde.
– Det har krævet hårdt arbejde, vi har været meget ydmyge, og så er vi gået ind til hver kamp, som var det en finale, lyder en del af cheftræner Jan Kristensens forklaring på, hvorfor det er gået så godt.
– Og så har vi en fantastisk trup på 22 spillere, som har gode rammer her i klubben, hvor vi gør det meget professionelt, fastslår han.
Snart ferie
Dalum/Næsby spillede også i lørdags, og her spillede fynboerne 0-0 mod FC Damsø. På søndag spiller Solrød FC på udebane mod netop Dalum/Næsby i det, der kunne være blevet en spændende finalekamp. Men nu kan Solrød-spillerne se frem til opgøret med ro i sjælen.
– Derefter går spillerne på ferie, og så mødes vi igen til januar, fortæller Jan Kristensen, der glæder sig meget til forårets kampe:
– Det bliver sjovt, og vi er fuldt berettiget til at være med.
Solrød FC-kvinderne har en enkelt gang tidligere været oppe i 1. division. Det var i 2020/2021-sæsonen, og Jan Kristensen håber, de igen er med næste efterår.
Vildbjerg, som er på vej til at blive en del af FC Midtjylland, har vundet 2. divisions vestrække og er dermed også klar til forårets oprykningsspil, som desuden får deltagelse af de fire dårligst placerede hold fra efterårets 1. division