Af Morten Scheelsbeck, journalist, Solrød Strand
Hvis der er noget, der kan få mig helt op i det røde felt, så er det, når der er nogen, der ikke kan kende forskel på dit og mit. Det burde ellers være meget enkelt at forstå, hvad man må tage, og hvad man ikke må tage. Og her er en lille guide til folk, der har svært ved at kende forskel på dit og mit. Der er kun to enkle regler:
1. Hvis du ejer noget – det kan eksempelvis være noget, du selv har købt, har fået i gave eller måske arvet – så er det dit. Når det er dit, betyder det, at du må gøre ved det, hvad du vil. I hvert fald inden for lovens rammer, men de er ret vide. Hvis du ejer en cykel, må du fx sætte den oppe på Jersie Station, når du skal med toget ind til byen. Så skulle den gerne stå der, når du kommer tilbage igen, og så kan du cykle hjem igen. Du kan også male den eller bygge den om eller smide den ud. Det er helt op til dig, for det er din.
2. Hvis du derimod ser noget, som nogle andre ejer, så betyder det, at det ikke er dit. Så må du ikke bare male det, bygge det om eller smide det ud, med mindre du får lov. Du kan købe det, hvis du kan blive enig med ejeren om en fair pris, men du må ikke bare tage det. Hvis det eksempelvis er en cykel, som en anden ejer, så må du ikke bare tage den. Du skal lade den stå. Den har ikke noget med dig at gøre, og du skal bare gå videre.
Lyder det ikke meget enkelt? Det skulle man mene. Men det er åbenbart meget svært for nogen at forstå.
I ti lange år har jeg – indtil for ganske nyligt – trampet rundt på den samme gamle havelåge af en rusten cykel, som jeg har fået af min svigerfar. Det var faktisk en glimrende cykel, og den har været en god, trofast følgesvend på mangt en cykeltur rundt i det smukke danske land. Op ad bakker og ud over masser af landeveje har den fulgt mig.
Men for nogle uger siden besluttede jeg mig alligevel for at skifte den ud med en ny cykel. Det var lidt vemodigt, og jeg havde også en lille smule dårlig samvittighed, men nu skulle det altså være. Jeg købte en ny meget fin cykel på tilbud formedelst 4.000 kroner, og dagen efter kørte jeg hjemmefra og op til Jersie Station for at tage toget til København, hvor jeg arbejder.
Men da jeg kom tilbage samme eftermiddag, var den nye cykel væk. Borte. Forsvundet. Tyvstjålet. Én dag nåede den at stå der. Min gamle havelåge har fået lov til at stå deroppe hver dag i fire å, men den nye fine cykel – som var en ganske almindelig fin cykel og ikke noget særligt at se på – fik altså kun én eneste dag.
Hold nu op, hvor var jeg tosset! Rystet i min grundvold over en eller anden kriminel idiots syn på ‘dit og mit’. Jeg måtte købe en ny, og jeg har nu også måttet investere i en lås mere til den nye cykel. Det gør det mere besværligt at låse cyklen, og det er utroligt, at det er nødvendigt. Men det er det åbenbart.
Så kære cykeltyve – og det er uanset, hvem I er, eller hvor I kommer fra: I skal holde nallerne langt væk fra andres ting. Vi andre gider ikke at betale for den ene cykel efter den anden, fordi I skal tjene en hurtig skilling eller ikke gider at investere i en cykel selv.