Af Bo Nygaard Larsen, journalist og forfatter, Jersie Egentlig har jeg ikke så mange vaner. Eller rettere: jeg har en vane, til jeg får en ny. For når vanen bliver for vanedannende, indtræder kedsomheden, og jeg begynder at lure på noget andet at kaste mig over.
Men så er der vaner, der er så vanedannende, at jeg ikke kan forestille mig et liv uden. Sådan har jeg det med radioprogrammet Bæltestedet, der bliver sendt på alle hverdage på Radio24Syv. Her giver komikerne Jan Elhøj og Simon Jul så megen gas, at pedalen af og til rammer syd for kroppens midte. Men, og det er en afgørende pointe, ikke på den lumre måde, som de så kækt mestrede dengang de år tilbage lavede Banjos Likørstue.
Nu er også de blevet modne mænd, og med den livserfaring rigere kommenterer de på de mest absurde historier, som den virkelige verden gemmer. Nuvel, de forstår stadig at tale om ik og atter, men bare fordi man er gammel i gårde, forsvinder den slags legemsdele ikke – eller interessen for dem, hvis De, kære læser, forstår sådan en lille én.
Programmet bliver sendt kl. 15.00, men dér sidder jeg som regel bøjet over arbejdet og har ikke tid til at være med på en lytter. Det har jeg først, når jeg går i seng. På med hovedtelefonerne og et par klik på podcasten og jeg er klar. Problemet er, at programmet er ganske morsomt med sjældent set skæve refleksioner over alt fra madopskrifter i nøje udvalgte ugeblade til mystiske påhit i Kina. Og når noget er morsomt, kommer grinet. Når jeg ligger der alene, kan jeg ikke holde latteren tilbage – og af og til er det så voldsomt, at jeg er tæt på at vække hele huset. Men sådan er det. God og dygtig humor kræver latter, ellers har vi ikke brug for den.
Bæltestedet er så meget mere end så meget andet. Det er ikke kun komik. Det er også to modne mænds tanker om livet. Ikke kun i almindelighed, for både Jan Elhøj og Simon Jul er ikke bange for at give noget af sig selv. På den måde får vi et indblik i deres liv, og det er med til at understøtte de tanker, de har om det ene og det andet emne. Snageri vil nogle måske sige, men for mig er det befriende med radioværter, der ikke kun tænker i at være politisk korrekte og lire ord af på rutine og facade.
Tanker, de skøre og de seriøse, kommer fra mennesker, og derfor vil vi have hele mennesket med, når tankerne bliver delt. Det får vi så til overflod i en sådan grad, at Bæltestedet bør danne skole for andre radioprogrammer – eller for den måde, vi omgår hinanden på i dagligdagen. Alt for ofte, når vi taler med andre, holder vi os til kindkys og paradekørsel og lader ægtheden blive hjemme. Men livet er hårdt, og der er ingen grund til at bilde folk andet ind. Bæltestedet er også æltestedet og væltestedet. Fordi: her er alt er tilladt, her er der ingen krukkeri, og her får vi den pudseløjerlige inspiration, vi ret beset ikke kan hente andre steder. Men sådan er det med vaner. De er unikke. De vanedannende. Og af og til vanddrivende …