Beredskab er mere end beskyttelsesrum
Af Emil Blücher
Beredskab fylder mere i den offentlige debat i disse år. Det giver god mening. Trusselsbilledet er alvorligt, og som samfund skal vi være bedre forberedt, end vi har været længe. Men der er også en tendens til, at debatten bliver gjort for enkel.
Et godt eksempel var et spørgsmål i TV 2’s valgtest ved kommunalvalget i efteråret. Her lød det, om kommunerne skal bruge penge på flere beskyttelsesrum, også hvis det betyder færre penge til andre opgaver. Det er et spørgsmål, mange borgere sikkert kan nikke genkendende til. For når man hører om beredskab, er det ofte netop beskyttelsesrum, der kommer først op.
Det, man kan tælle, fylder let for meget
Problemet er bare, at virkeligheden er mere kompliceret.
Der er ikke i dag noget krav om, at kommunerne skal i gang med at bygge nye beskyttelsesrum i stor stil. Vi er “kun” blevet bedt om at skabe overblik ift. antallet og tilstanden af kommunale beskyttelsesrum. Men der er hverken kommet konkrete anbefalinger om at der er brug for beskyttelsesrum, eller penge fra staten til at løfte en sådan opgave.
Hvis kommunerne derfor selv begyndte at bygge beskyttelsesrum i vildskab, ville regningen skulle finansieres et andet sted. Og det ville i praksis være på bekostning af den nære velfærd, da kommunerne er underlagt både et anlægsloft og et serviceloft. Vi ville derfor ikke kunne vedligeholde og udbygge kapaciteten i daginstitutioner, skoler og plejehjem, i samme grad som vi gør i disse år, hvis vi på eget initiativ begyndte at opføre nye beskyttelsesrum.
Når krisen rammer, er hverdagen også en del af beredskabet
For kommunalt beredskab handler om langt mere end blot beskyttelsesrum.
Det handler eksempelvis om, hvordan vi passer på de mest sårbare borgere, hvis strømmen går, eller hvis vores IT-systemer er nede. I hjemme- og sygeplejen kan det være helt afgørende, at medarbejderne stadig har adgang til kørelister og medicinlister, så de ved hvilke borgere som har brug for hjælp – og hvilken form for hjælp de har brug for. På samme måde handler også om, om vi kan sørge for at der er strøm på Plejecenter Christians Have, og om hjemmeplejens biler kan lades op ved længerevarende strømsvigt. Netop disse opgaver er noget som vi bruger meget energi på i disse år, også selvom at det er mindre synligt end en opgørelse over beskyttelsesrum. Men det er mindst lige så vigtigt.
Vi er bagud, så vi skal tænke os om
Den kedelige realitet er, at Danmark er bagud med det civile beredskab. Flere eksperter i kriseberedskab vurderer helt konkret, at vi er omkring ti år efter flere af vores nordiske naboer. Udover at myndighederne andre steder i norden er længere fremme, bliver der også stillet større krav til borgerne. Mens anbefalingen herhjemme er, at borgerne skal kunne klare sig selv i 72 timer, taler man eksempelvis om en uge i Sverige og Norge. Min klare forventning er derfor, at vi i de kommende år – både som borgere og som kommune – må indstille os på, at der bliver stillet større krav til os på beredskabsområdet.
Vi skal dog passe på med at tro, at beskyttelsesrum i sig selv er en indikator på, om vi får styrket vores beredskab. For tryghed handler ikke kun om det, der er lettest at måle. Det handler i mindst lige så høj grad om, hvorvidt kommunen kan fungere, når den bliver sat under pres. Og spørger I mig, er der mange andre opgaver, som står foran i køen, når det handler om at bygge et mere robust kommunalt beredskab, end at bygge beskyttelsesrum til hele vores befolkning.