DEN LILLE OMVEJ
Når jeg går hjemmefra og ned mod stranden med hunden, kan vi ikke altid tage den korteste vej helt ned til vandet. På en del af stranden er der et fredet område, og i den periode af året, hvor fuglene yngler skal de have ro. Derfor må hunden og jeg lidt længere hen, før turen kan fortsætte helt nede i vandkanten.
Det har hunden selvfølgelig ikke den store forståelse for. Hun kan både se og dufte vandet og synes tydeligvis, at jeg har misforstået hele formålet med turen. Men jeg kan egentlig godt lide den lille omvej. Den tager ikke mange minutter og når jeg tænker over det, er det måske meget sundt en gang imellem ikke altid at tage den korteste vej.
Jeg bor ved Jersie Strand og når man har Køge Bugt så tæt på, sker der noget lidt mærkeligt, man vænner sig til den. Det som andre kører langt for at opleve, bliver bare en del af ens almindelige hverdag. Hunden skal luftes, der skal handles, telefonen ringer, en mail skal besvares, og græsset burde nok have været slået i går. Imens ligger Køge Bugt derude. Det er først når jeg en aften stopper lidt op og kigger ud over vandet, at jeg igen tænker, at vi sgu egentlig bor ret godt her.
Det er måske ikke den mest avancerede politiske analyse, jeg nogensinde har leveret. Men nogle gange er de enkle konstateringer de bedste.
Når du læser denne klumme, har Havets Folkemøde ved Strandens Hus været afholdt. Jeg skriver den nogle dage før, så jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan dagen blev. Jeg håber på godt vejr, mange mennesker og masser af nysgerrighed. Mere tør jeg ikke love på forhånd – og slet ikke det med vejret.
Programmet fejler i hvert fald ikke noget. Peter Tanev er med, og det samme er biolog og naturformidler Anders Kofoed. Derudover er der Allan Scheller. Han er måske ikke landskendt på samme måde. Men han og folkene omkring Køge Bugt Stenrev, synes jeg faktisk fortjener lidt opmærksomhed.
De har gennem flere år arbejdet for noget, der på papiret kan lyde næsten komisk enkelt: at lægge sten i vandet.
Men sten er ikke bare sten. Et stenrev kan skabe nye levesteder. Tang får noget at vokse på, og fisk og smådyr får steder at finde føde og skjul. Kort sagt kan der komme mere liv under overfladen. Det kalder man havbiodiversitet. Jeg kalder det egentlig bare mere liv i Køge Bugt.
Det fascinerende er, at vi kan gå langs stranden hele livet uden rigtigt at tænke over, hvad der foregår få meter fra os. Vi ser bølgerne, sejlbådene og måske en kajak. Vi ser børnene i vandkanten, og mågen der tydeligvis mener, at ens madpakke er et fælles projekt. Men nedenunder findes en hel verden, som de færreste af os ser.
Den er lige så meget en del af vores lokale natur som stranden og fuglene, og den skal vi selvfølgelig også passe på.
Samtidig kender vi her ved stranden den mere jordnære side af livet med havet. Tang der skyller ind og nogle gange rigtig meget. I Solrød bliver der derfor også gjort en indsats, for at rense tang på dele af stranden, så der fortsat er gode områder til badning og ophold. For mig er der ikke nogen modsætning i det. Havet skal have plads til sit naturlige liv, og vi mennesker skal også kunne bruge og nyde stranden. Det er den balance, vi skal finde.
Jeg har stor respekt for mennesker, der ikke bare fortæller at nogen burde gøre noget, men som selv går i gang.
Det gælder Allan og de frivillige omkring stenrevene, og det gælder også de mange mennesker rundt omkring i Solrød, Havdrup og Jersie. De som bruger deres fritid på noget, der kommer andre til gode.
Vi politikere kan vedtage meget. Vi kan lave planer, strategier og hensigtserklæringer, og tro mig, vi er også ganske dygtige til at holde møder om dem. Men engagement kan man ikke vedtage sig til. Det kommer fra mennesker, der synes at vores hav, vores natur, vores idrætsforening eller vores lokalområde er værd at bruge en tirsdag aften på, selv om sofaen sikkert også trak.
Den slags mennesker skal vi passe på.
Måske er det også derfor, jeg holder af turen ned til vandet. Først forbi fuglene, som skal have fred. Så videre med en hund, der stadig ikke helt kan se rimeligheden i omvejen og så til sidst Køge Bugt. Her møder man bl.a. børn i vandkanten, løbere, lystfiskere, hundeluftere og vinterbadere.
Når Havets Folkemøde er slut, bliver der ryddet op, og hverdagen vender tilbage. Køge Bugt bliver liggende. Det gør fuglene forhåbentlig også, og under overfladen fortsætter livet, uanset om vi står på stranden og kigger på det eller ej.
Vi bruger meget tid på at tale om alt det, vi gerne vil gøre bedre i Solrød. Det skal vi også. Det er blandt andet derfor, jeg gik ind i politik. Men politik må heller ikke gøre os så optagede af morgendagen, at vi glemmer at sætte pris på det, vi allerede har i dag. Det gør jeg sikkert selv for sjældent. Telefonen kommer op af lommen, man er videre til næste aftale, og der er altid lige noget der skal ordnes.
Så næste gang hunden og jeg går den lille omvej, vil jeg prøve at huske det. Lade telefonen blive i lommen og kigge lidt mere ud over vandet.
For nogle gange ligger det gode liv faktisk lige uden for døren.
Man skal bare huske at se det.
Brian Mørch, Byrådsmedlem


